Krige har deres egen indbyggede logik: De accellererer på slagmarkerne – og skærper alle de politiske og sociale modsætninger i de krigsførende lande.

Danmark er i krig – for første gang i halvandet hundrede år har Danmark som NATO-medlem erklæret krig mod et andet land - langt fra Danmark, men i hjertet af Europa. Et land, som det må siges Danmark intet udestående har med – og som ikke har truet Danmark på nogen måde.

Det er en krig, som ikke varetager den danske nations, det danske folks eller de danske arbejderes interesser. Tværtimod: Det er en reaktionær krig, en uretfærdig krig, en krig i imperialismens og pengemagtens interesse.

Hvem i Danmark har interesse i denne krig? Det samme herskende borgerskab og dets politiske talsmænd, som har bundet landet på hænder og fødder til NATO og Den europæiske Union for i disse alliancer at sikre deres beskedne andel i imperialismens udplynding og den globale udbytning.

Selvstændige økonomiske interesser i det råstofrige Kosova, eller større interesser i Balkan-området som helhed har det danske bourgeoisi ikke. Det har til gengæld (som under anden verdenskrig) et vågent blik for mulighederne i De baltiske lande, omkring Østersøen, i øst-rummet. Og den ene tjeneste er den anden værd – når de imperialistiske løver deles om byttet, falder der også nogle benstumper af til flokkens mindste.

NATO-krigen mod Jugoslavien er angiveligt en krig, som føres ud fra ideelle motiver, et korstog til forsvar for menneskerettighederne, et pludseligt forsvar for kosovarernes gennem hele århundredet undertrykte nationale rettigheder. For første gang i verdenshistorien skulle der føres en krig, hvor økonomiske interesser ikke spiller en hovedrolle. Det er i hvert tilfælde, hvad man forsøger at bilde hele verden ind. Et eventyr for børn.

Den ubønhørlige eskalation af krigen, som fordrer indsættelse af landstropper i Kosova, bliver allerede forberedt. Den danske statsminister har meddelt, at hans beslutning er truffet. Han har ikke villet meddele danskerne den.

Det kræver ikke noget kvalificeret gæt at sige, at Nyrup vil gøre nøjagtig, hvad NATO og Unionen forlanger. Kommer der ikke et ’diplomatisk gennembrud’ vil Nyrup mobilisere landsoldaterne.

Gradvist, skridt for skridt, trækkes nationen stadig dybere ned i den imperialistiske krigs bundløse morads.

Den danske befolkning har ikke ønsket denne krig, og støtter den ikke. Den er blevet luret ind i den – og er først nu ved at reagere med protester.

I første omgang er det altid krigsmagerne, der giver tonen an. De benytter sig af initiativet, af mediekontrollen, af chokvirkningen, mens de appellerer til den falske patriotisme, til ’nationalt sammenhold’, og iklæder sig fredsduens og menneskerettighedsforkæmperens gevandter.

Det er ikke bare sandheden, som er offer for den imperialistiske krig. Når chauvinismen marcherer, uanset i hvilken forklædning, benytter den lejligheden til at slå sine modstandere, og i første række arbejderbevægelsen og de revolutionære kræfter. Vi ser den politiske atmosfære blive stinkende sort og ildevarslende også i vort land.