Kommissionens fald

EU-kommissionens fald giver genlyd verden over. Det er toppen af en gigantisk konstruktion, som brød sammen med et brag efter en kritisk revisionsrapport, der konstaterede, at

· Kommissionens påberåbelse af uvidenhed om hvad der foregik i EU-kontorerne var udtryk for inkompetance og manglende evne til at lede det enorme EU-bureaukrati

· Enkelte kommissærer og Kommissionen som helhed bærer ansvaret for tilfælde af svindel

· Der var stærk modvilje i toppen mod undersøgelsen af, hvad der foregår i det lukkede EU-apparat

· Der eksisterer nepotisme – udpegning af ægtefæller, nære familiemedlemmer eller venner til stillinger, der ikke er opslået åbent

Herefter var der intet at gøre. Denne kritik er langtfra ny, men Kommissionen har hidtil nægtet at indrømme noget som helst – og totalt afvist at gå af, selvfølgelig med rygdækning i de regeringer, der har udpeget dens medlemmer. Nu måtte den forlade scenen samlet.

Det vil sige, at den bliver siddende, indtil problemet med udpegning af en ny kommission (der sikkert vil bestå af mange af de gamle kommissærer) er løst.

Det er Unionens regering, der røg. Nogle borgerlige kommentatorer har begejstret hyldet det som en begivenhed, der kan sammenlignes med ’systemskiftet’ og parlamentarismens indførelse i Danmark i århundredets begyndelse. Kommissionens fald er straks udlagt som en historisk sejr for ’demokratiet’ og ’den folkelige indflydelse’ i EU. EU-parlamentet skal have mere magt, mere kontrol med kommissionen. Og nogle ser mulighed også for øget kontrol fra de nationale parlamenters side. Fra nu af går det bare fremad! Kommissionen er død – leve kommissionen!

Man har helt glemt skandalen bag dens fald: At Unionen har et magtfuldt, lukket enormt bureaukrati, hvor svindel og nepotisme trives i stor skala. En korrupt supermagts korrupte stat. Unionsmodstandernes kritik er blevet bekræftet til overmål. Heller ikke det får nogen konsekvenser.

Eurostatens opbygning fortsætter i lyntempo.

KOMMUNISTISK POLITIK