Omstilling og modernisering

- Danmark har ingen grund til at krybe langs panelerne, hverken i USA eller NATO, siger den danske kandidat til kommende NATO-generalsekretær Hans Hækkerup – den danske ’forsvars’minister, der temmelig ubemærket op gennem 90erne har tilpasset den danske hær til en ny international rollefordeling. I overensstemmelse med de nye NATO-doktriner foregår ’forsvaret’ af NATO-landene i dag uden for deres grænser. Optagelsen af en række nye NATO-lande i Østeuropa rykker samtidig NATOs territorium langt mod øst, til de russiske grænser. ’Forsvaret’ af Danmark foregår i Polen, Baltikum – og i alle brændpunkter i verden, hvor den vestlige imperialismes interesser skal beskyttes eller etableres.

Op gennem 90erne har Hækkerup haft en hovedrolle i denne omstilling af hæren – og har sat sit personlige præg på den – ikke mindst i form af deltagelsen i den tysk-polsk-danske armé, der skal sættes ind ved NATOs nye østgrænser – og i den systematiske uddannelse af de baltiske landes officerer til at være en del af NATO-slagstyrkerne.

Det er derfor ikke med urette, at Hækkerup understreger, at Danmark ikke har gennemført besparelser i den situation, der opstod efter Sovjetunionens og Warschawapagtens sammenbrud:

Regeringsudspillet har vakt stort røre i den parlamentariske debat og i medierne. Det er blevet præsenteret som et stort nedskæringsudspil, der vil reducere mandskabsstyrken, nedlægge en række kaserner, og skrotte nogle u-både. En besparelse på budgettet fra 17 milliarder til godt 13 milliarder kroner. Den åbent borgerlige side af folketinget larmer militærisk op imod besparelserne, mens SF og Enhedslisten er ved at falde over hinanden af bare iver for at blive forligspartnere på grundlag af udspillet. Ingen regner med, at det vil blive gennemført som det foreligger. En række besparelser vil utvivlsomt blive barberet væk, når realitetsforhandlingerne kommer i gang. Lobbyvirksomheden fra de nedlægningstruede kasernebyer er også straks gået i gang. Men uanset den parlamentariske venstrefløjs forligsvilje, sigter regeringen selvfølgelig på et forlig med de åbent borgerlkige partier, som det altid har været tilfældet med den danske militærpolitik. Det er et område, der som Unionspolitikken altid har været støttet af et bredt borgerligt og socialdemokratisk folketingsflertal – uanset hvad statsministeren har heddet.

Hvad der ifølge udspillet skal skrottes, er bemanding og materiel, der ikke har nogen funktion i forhold til det mere end halv-professionelle militær, klar til hurtig indsats langt uden for landets grænser, som er blevet opbygget og nu skal moderniseres yderligere.

En række funktioner – først og fremmest bekæmpelse af ’indre uro’ – skal overføres fra militæret til hjemmeværnet, som ikke berøres af besparelser, men hvis reaktionære karakter og rolle vil blive yderligere understreget med det.

Der har været megen debat om, hvorvidt værenpligten skal afskaffes. I den rapport, Forsvarskommissionen fremlagde sidste efterår, blev det anbefalet ikke at afskaffe værnepligten. Årsagen er simpel: En rent professionel hær får et væsentligt spinklere rekrutteringsgrundlag for sin indsats, vil tiltrække mange militært set ubrugelige elementer. Værnepligten giver fuld rådighed over hver eneste mandlige ungdomsårgang.

Og forsvarudspillet betyder anskaffelse af nyt og avanceret krigsmateriel i overenstemmelse med NATOs ønsker. Hækkerup:

Der er ingen som helst grund til begejstring over dette udspil. Det er ikke antimilitaristisk, men militaristisk til den sidste kanonmunding.

Ikke en øre og ikke en mand til den imperialistiske hær! har altid været god kommunistisk politik. Der er grund til igen at sætte den i forgrunden.