Moderne propaganda

Der udsendtes i 70erne "videnskabelige reporter", som omhandlede knapheden på jordens ressourcer. De hævdede bl.a. at de kendte oliekilder ville tørre ud i løbet af en kort årrække osv.

Der har også været "videnskabelige reporter", der har påstået, at jordens befolkningstal havde nået et kritisk punkt, idet man har konkluderet at hovedproblemet for fattige lande har været de mange munde at mætte.

Det er eksempler på relativt simple historier, der ikke kræver nogen videnskabelig baggrund for at finde de fakta, der kan afsløre, at det er løgn og humbug. Denne forsknings hovedmetode går ud på at se delskitser isoleret fra deres komplekse billede, den ser på de behandlede spørgsmål som døde og livløse uden deres udvikling, historie og samfundsmæssige relationer. I den slags statistik og forskning er konklusionen givet på forkant af forskellige private og regeringsinteresser. Det handler bare om at stille tallene rigtigt op så det kan bruges til at overbevise den relativt veluddannede vestlige middelklasse. Moderne propaganda kan man også kalde det.

Et særligt gennemgående tema for den danske regering har et stykke tid været, at der er for mange gamle i forhold til de nye unge generationer. Der er en masse deludløbere af denne problemstilling bl.a. mangel på arbejdskraft, og de såkaldte "risiko for flaskehals"- overskrifter. Formålet med denne kampagne har været at bane vejen for nedskæringer.

Nu kommer det ikke bag på os, at det kapitalistiske samfund ikke kan få enderne til at hænge sammen. Der er en himmelråbende modsætningen mellem den stadig større samfundsmæssiggørelse af produktionen og koncentration af ejerskabet på stadig færre hænder. Hvilket vil sige at der bliver en stadig større komplicerethed i vores samfund, der er en stadig større gensidig afhængighed i alle led i produktion, der tilgengæld ejes og styres af stadig færre private som der arbejder for deres egne interesser (og finansmonopolernes).

I den udstrækning at de mindre producenter bliver drevet til at samarbejde, bliver de med hellig forargelse udstillet som en slags kriminelle, der prøver at ødelægge den såkaldte frie konkurrence. Der er derfor noget ekstra uldent ved at se den danske regering prøve at lade, som om at de har styr på udviklingen - når de i virkeligheden ikke kan gøre andet end hovedløs tilpasning efter omstændigheder, som de ikke forstår eller kan forudse.

Løgnen om de alt for mange pensionister og den alt for lille arbejdsstyrke indeholder samtlige elementer til forståelsen af det borgerlige demokratis håbløst manglende evne til at styre noget som helst.

Befolkningssammensætningen har altid varieret, det skyldes både ydre påvirkninger (som anden verdenskrig) og samfundets historiske udvikling i almindelighed. Alle disse forhold er velkendte, antallet af børn hænger således sammen med mange faktorer, man skal se på, hvis man skal forstå dels, hvor mange børn en familie får i gennemsnit, og hvor mange forældre der i det hele taget er.

I 80erne var der et historisk lavpunkt for den såkaldte fertilitetskvotient, altså hvor mange børn pr. kvinde. Det at få børn var forbundet med stor usikkerhed om ens sociale forhold, (og i det dannede Danmark havde mange jo lært i skolen at "befolkningseksplosionen" var en af de største trusler mod menneskeheden), men uden nye arbejdere bliver der ikke skabt nye værdier, og drevet af nødvendigheden skiftede borgerskabet stil. En kort overgang har kvotienten været svagt stigende, men da praksis imidlertid ikke er ændret på trods af den "familieglade" statsminister, har man de seneste år igen set en nedadgående kvotient.

Humlen er nemlig, at borgerskabet slet ikke bryder sig om børn: De er en hæmsko for den frie udnyttelse af arbejdskraft. Alle de penge, der bliver "ødslet" på børns almenuddannelse synes også bare at være en klods om benet. Stort set alle uddannelser er i hvert fald beskåret i hoved og røv siden 70erne. Det er således næsten umuligt at opdrive nye - for slet ikke at tale om kvalitets- lærebøger, på alle folkeskolens klassetrin. Både lærere og skolebygninger er blevet slidt ned og forholdene er generelt sat årtier tilbage. (Derfor f.eks. Fælleselevrådets udmærkede kampagne "Nu er det Nok"). Kapitalismens tragikomik kommer ind der, hvor de borgerskabet, med gudsbenådet ejendomsret, klager sin nød over manglende kvalificeret arbejdskraft: Der er tilsyneladende pludselig for få ingeniører!

Så efter at man i en årrække systematisk har sænket og udsultet niveauet i folkeskolen, kan man ikke forstå, at antallet af dem der går videre i de tekniske discipliner er faldende. For at gøre ondt være har man også indført et system, der sikrer, at kun de uddannelser, der har elever, får penge, pengene følger eleven, så at sige. Det betyder, at en række videregående uddannelser bliver nødt til at skære ned, hvad der først og fremmest rammer grundforskning og uddannelsesinstitutionens generelle kvalitet. Den frie konkurrence om eleverne bliver straks til en ulykke for det kort- og snæversynede profithungrige borgerskab. Og selv mindre fejltagelser under kapitalismen betyder lukninger af arbejdspladser og tilbageslag for landets produktivitet i en lang række af de forbundne sektorer.

Den "moderne" produktionsform med stigende tempo og nedslidning sammenholdt med den "moderne" uddannelse betyder tilsammen, at der er et uhørt stort antal ledige hænder, der bare kaldes noget andet. Der er f.eks. dobbelt så mange, der i dag går på en højere uddannelse end i midten af 80erne.

Vi kan berolige med, at antallet i den erhvervsduelige alder målt i forhold til antallet af børn og pensionister ikke vil falde nævneværdigt i de næste mange årtier. Det skyldes ikke mindst at middellevetiden er stagneret.

Nyrup-regeringens nye strategiske mål med at føre Danmark med i den europæiske fællesmønt ser ud til at føre landet ned på niveau med de fattigste lande - og om ikke andet så kan det måske sætte gang i fødselsraten som social forsikring i stedet for dansk farvelfærd.