Så kom forligene om de offentlige ansattes løn- og arbejdsforhold i hus. Uden de større sværdslag. Topforhandlerne på begge sider forhandlingsbordet var indstillet på at imødekomme arbejdsgiverbossen, finansminister Lykketofts ønsker.

De faglige socialdemokratiske topforhandlere holdt forårsudsalg. Anderledes kan deres optræpden og ’resultater’ ikke karakteriseres. De offentlige arbejdsgivere fik, hvad de bad om: Udvidelse af Ny løn og øget fleksibel arbejdstid - samt løntilbageholdenhed. Prisen betales i form af forringede løn- og arbejdsforhold.

Der er absolut intet at råbe hurra for. Der er tale om en minus-overenskomst, der er til at tage at føle på - og som bør forkastes ved de kommende urafstemninger.

En aftale, der opfylder EU- og Nyrup-regeringens diktat om, at de offentlige udgifter skal barberes, også ved at presse lønstigningerne helt i bund. Mogens Lykketoft indgik på regeringens vegne sidste år aftaler/håndfæstninger med amterne og kommunerne om at skære yderligere ned på de offentlige udgifter.

De tre feriedage/fridage kommer imidlertid ikke til at koste arbejdsgiverne noget. De vil blive ædt op af den såkaldte armvrider-note.

I det delforlig, der blev indgået allerede ved begyndelsen af OK-forhandlingerne om, at en stor del af lønstigninger skal gå til øget udbredelse af Ny Løn (fedterøvstillæggene), blev der indføjet en lille, men betydningsfuld fodnote:

En klar trussel mod de offentligt ansatte. Sig ja til de nye, splittende lønsystemer. I modsat fald får I ingen andel i de penge, der er blevet afsat til højere løn via udbygningen af Ny Løn. De individuelle lønformer skal desuden anvendes som middel til at presse de offentlige ansatte til at arbejde, når det passer arbejdsgiverne – med andre ord på skæve arbejdstider, i weekender mv.

På tilsvarende måde lukkes der op for, at afspadsering af overarbejde kan erstattes med penge - med fuld betaling for overtiden.

De tre ekstra feriedage er blevet mere end kompenseret - og de offentligt ansatte snydt og bedraget, så det forslår.

Sluserne er blevet åbnet på vid gab for den fleksible arbejdstid. Den er her. Udover bestemmelsen om, at der skal være lokal enighed, før nye arbejdstidsaftaler indføres (en bestemmelse, det med rette frygtes ikke er meget værd, når arbejdsgiverne sætter tommelskruerne på), så er den eneste "begrænsning" EU´s bestemmelser herom.

De sideløbende overenskomstforhandlinger mellem de enkelte fagforbund i KTO og Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen blev alle afsluttet med forlig. Selv indenfor lærerområdet, som det sidste, kom et forlig i hus mellem Danmarks Lærerforening og KL. Trods rodfæstet modstand mod afskaffelsen af U, F og Ø-timerne på skolerne – og også i dele af hovedbestyrelsen, hvor syv medlemmer sagde Nej – har lærerne fået en ordning, der minder stærkt om hvad modparten forlangte – indbefattet et helt nyt lønsystem. Næstformanden erkendte, at der lå en stor opgave foran bestyrelsen, når den skulle have medlemmerne til at æde lorten.

Der er ingen grund til at det skulle lykkes for hovedbestyrelsens flertal at få lærerne til at ændre holdning og sige ja. De er i stand til både at lægge sammen og læse indenad. Og når resultatet bliver minus på hovedspørgsmålene løn og arbejdstid, er det ikke så svært at sige Nej, selvom skolelærere normalt er et et høfligt og imødekommende folkefærd. At V og K truer med indgreb i tilfælde af et Nej, vil ikke øge andelen af ja-stemmer.

Forligene i de decentrale OK-forhandlinger ændrer ikke på, at der er tale om minusoverenskomster. Det er forliget på det amtslige og kommunale område, der er beskrevet ovenfor, men det ligner det på det statslige område til forveksling.

Der er tale om så alvorligt et angreb på de offentlige ansattes løn- og arbejdsforhold, at Nej’et ved urafstemningerne ligger lige for.