Under falsk flag

Dagens DKP/ML har foretaget en gevaldig kovending i synet på socialismen og socialismens historiske erfaringer. Når man læser ’20 års kamp for socialismen’, kræver det en vis koncentration: væsentlige pointer af principiel karakter kan være skjult i underordnede passager i teksten, eller tilmed i bisætninger. Tilsyneladende uanseligt… og så repræsenterer det en forkastelse af grundlæggende marxistisk-leninistiske teser og revolutionære erfaringer.

Det revolutionære DKP/ML – og den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse - kunne fastslå, at de socialitiske revolutioner i løbet af 50erne og 60erne løb af sporet. Socialismen eksisterede og gik fremad i Lenins og Stalins Sovjetunionen til Stalins død, og blev derefter ødelagt med SUKPs 20. kongres i 1956 som et afgørende skæringspunkt. Socialismen eksisterede derefter i Enver Hoxhas socialistiske Albanien, til den blev brutalt ødelagt gennem en kombination af revisionistisk og borgerlig kontrarevolution i 89-91ff.

I de øvrige østeuropæiske lande udslettedes proletariatets diktatur og kimene til opbygningen af ægte socialistiske samfund samtidig med, at Sovjetunionen påbegyndte sin store historiske vending til kapitalisme.

De øvrige folkerevolutioner rundt om i årene efter 2. verdenskrig nåede aldrig frem til at etablere proletariatets diktatur og opbygge udvikledet socialistiske samfund, men havde karakter af antiimperialistiske, antikoloniale, antifeudale og demokratiske folkerevolutioner, som gik i stå, vendte om, under revisionistisk indflydelse.

Disse rigtige marxistisk-leninistiske teser bygger selvfølgelig på klare opfattelser af, hvad socialisme er og ikke er: socialisme er ikke alt, hvad der af kalder sig det, af opportunistiske grunde. For at et land kan være socialistisk må der være visse grundbetingelser til stede: revolutionen må have resulteret i oprettelsen af arbejderklassens herredømme, proletariatets diktatur, det må opbygge en socialistisk planøkonomi og ikke kapitalisme under falske etiketter som ‘socialistisk markedsøkonomi’ o. lign., det kommunistiske parti må være i marxistisk-leninistiske og ikke revisionistiske positioner, osv.

Dette var ikke tilfældet for noget land i den revisionistiske lejr, Kina indbefattet. Dette stod klart ved DKP/MLs stiftelse i 1978.

I dag forkaster det nuværende DKP/ML hele denne rigtige analyse, som er blevet bekræftet af den historiske udvikling. Vi skal se nærmere på hvordan i det følgende afsnit. Men der er også et hvorfor:

Det nuværende DKP/ML har fundet nye ideologiske og politiske ‘vejledere’. Ikke mindst i Fidel Castros Cubas Kommunistiske Parti, som indtog sin egen stilling som loyalt medlem af den revisionistiske lejr gennem årtier, og som – hvad partiet selv har konstateret - blindt og kritikløst opbyggede sin økonomi efter sovjetisk (d.v.s. sovjetrevisionistisk) mønster. Nu påstår DKP/ML-lederne af i dag, at det revolutionære DKP/ML havde et følgagtigt og ‘dogmatisk’ forhold til Albanien og Albaniens Arbejdets Parti. De er angiveligt blevet ældre og klogere.

Der er to ting at sige til det: Det marxistisk-leninistiske DKP/ML opfattede aldrig Albaniens Arbejdets Parti som et ‘ledende’ parti, men udvikledede sin egen marxistisk-leninistiske platform og politik. Den ændredes ikke, da Albaniens Arbejdets Parti under Ramiz Alia på kupagtig vis forvandledes til et socialdemokratisk parti i stil med de øvrige tidligere regeringspartier i østlandene, og da det socialistiske Albanien blev knust af den revisionistiske og borgerlige-fascistiske kontrarevolution. Heller ikke synet på det revolutionære AAP, det socialistiske Albanien eller Enver Hoxha ændredes. Af den simple grund, at der ikke var – eller for den sags skyld er – nogen grund til at ændre det, fordi det var rigtigt, i overenstemmelse med virkeligheden, den historiske sandhed.

Det kan være, at den nuværende højreklike – der ikke tegnede det revolutionære DKP/ML – havde et sådant følgagtigt forhold til AAP, og at deres ‘selvkritik’ for en gangs skyld har en smule substans, midt i alle forvrængningerne. De har i hvert tilfælde søgt sig et moderparti, og fundet det i Caraibien.

Cubas Kommunistiske Partis syn på det socialistiske Albanien og på den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse gennem tiden er velkendt: den er identisk med de øvrige revisionistiske partiers – marxist-leninisterne var og er angiveligt ‘venstreopportunister’ og ‘dogmatikere’ og hovedfaren for den kommunistiske bevægelse skulle angiveligt være netop dette. I det mindste kan man sige, at Fidel Castro og Kubas KP ikke har ændret sit synspunkt – mens DKP/ML-ledelsen har gennemført en saltemortale og er endt i nærheden afBermuda-trekanten.

Verdenshistorien og socialismens historie omskrives i hast i DKP/ML-regi. Hvad der før var revisionistisk kapitalisme, bliver til socialisme; hvad der var socialisme, bliver til venstreopportunisme; marxisme-leninisme til dogmatisme.

Enver Hoxha sagde i beretningen til Albaniens Arbejdets Partis 7. Kongres: "Hrustjov-revisionisternes forræderi har forvandlet Sovjetunionen til en aggressiv, neokolonialistisk, krigerisk imperialistmagt. Sovjetsamfundet er blevet kapitalistisk til dets mindste celler og kapitalismen er blevet genrejst på alle felter. Det revisionistiske borgerlige diktatur repræsenteret af laget af de nye sovjetbureaukrater, teknokrater og kapitalister laver loven overalt. Den tidligere socialistiske basis og overbygning er blevet ødelagt til grunden. Storrussisk chauvinisme er blevet opstillet som den herskende ideologi, national undertrykkelse er blevet fuldt og helt en del af den borgerlige klassepolitik, som den herskende klike fører.

De tidligere socialistiske lande i Østeuropa, som slæbte sig afsted efter Hrustjovs taktstok endte som rene vasaller for Kreml." (1976)

Disse opfattelser deltes og propaganderedes af det revolutionære DKP/ML, de fastholdes i partiets principprogram og er aldrig blevet omstødt i partiets officielle dokumenter – før krønikeskriverne i ’20 års kamp for socialisme’ nu angriber dem.

Nu hedder det simpelthen – uden den ringeste form for begrundelse eller analyse – at ‘omvæltningerne i Sovjet og Østeuropa viste også, at partiet havde taget fejl i sin vurdering af disse samfund’. Det havde partiet ikke: DKP havde taget fejl, Cubas Kommunistiske Parti havde taget fejl. Revisionisterne tog alle fejl, fordi de delte den samme revisionistiske ideologi og politik, som brød sammen i 89-91. Det er en total overgivelse af tidligere positioner, DKP/ML præsterer. Så meget mere utrolig, eftersom det er en overgivelse af rigtige positioner til fordel for forkerte.

Krønikeskriverne forsøger at bilde folk ind, at DKP/ML efter sin 5. kongres i 91 begyndte at revidere sine tidligere synspunkter – også i forholde til det tidligere socialistiske Albanien. Det er lodret usandhed. I en intern resolutioner fra DKP/MLs 6. kongres (1994) hedder det tværtimod:

Det hører ikke til de citater, som krønikereskriverne tager med, simpelthen fordi det dokumenterer, at de forfalsker historien. Nu lyder der en helt anden sang:

Når DKP/ML (eller rettere sagt partiets forløber KSm-l) i 1978 optog partiforbindelser med Albaniens Arbejdets Parti og udviklede forbindelserne med de marxistisk-leninistiske partier, var det, fordi partiet repræsenterede de danske marxist-leninisters erfaringer i klassekampen, og i kampen mod socialdemokratisk reformisme og moderne revisionisme, først og fremmest i skikkelse af SF, der tillempede titoismens platform, DKP, der overtog sovjetrevisionismens, og det maoistiske KAP. At DKP/ML ‘tilsluttede’ sig denne bevægelse, var på grund af fælles ideologi, fælles analyse af klassekampen på internationalt plan, fælles politik, og ikke som et tilfældigt valg mellem forskellige tilbud på menuen, som krønikeskriverne insinuerer.

Selvfølgelig rummer skriftet ikke bare et gran af analyse omkring socialismens fald i Albanien. Det nærmeste man kommer spørgsmålet om, hvorfor og hvordan det skete, er følgende sølle sætning:

"Også Albanien, som indtil da (dvs. 1989-91, KP) havde holdt socialismens fane højt, brød ynkeligt sammen."

Brød Albanien ‘ynkeligt sammen’? Nej – Albanien og det albanske folk blev ramt af et samtidigt dobbelt forræderi: revisionistisk kontrarevolution og åbent borgerlig kontrarevolution af fascistisk type.

Det kommunistiske parti under Ramiz Alias ledelse valgte tilbagetogets vej i den kontrarevolutionære storm, som havde rejst sig i Sovjet og Østeuropa, han søgte kompromis med imperialismen, og omdannede ved et kup til sidst partiet til et socialdemokratisk parti. Højrefolkene i det nuværende DKP/ML med formand Jørgen Petersen i spidsen priste dengang dette ‘strategiske tilbagetog’ under Alia i høje toner som en ‘klog politik til forsvar for socialismen’. Genåbning af kirkerne var tilmed et ‘demokratisk fremskridt’. De har intet lært, heller ikke af det: Nu lukker de øjnene andetsteds …

Parttiledelsens marxistisk-leninistiske flertal derimod forberedte partiet på muligheden af socialismens fald. Partiet var udstyret med en rigtig teori om klassekampen under socialismen, om opportunismens rolle osv. Derfor var både revisionismens sammenbrud i Sovjet og Østeuropa og socialismens fald i Albanien til at forstå og behandle. Albanien havde ikke været et modelland.

Partiet var partiet rustet til at møde den situation, hvor socialismen blev udslettet i Europa, og en situation, hvor revolutionerne udenfor Europa gik baglæns ...

Om visse pseudokommunister viste sig ynkelige, så var socialismens fald i Albanien ikke ynkeligt: Det var blodigt, brutalt; fascistisk terror mod alt der lugtede af socialisme og kommunisme, fængslinger og drab på kommunister, der holdt fanen højt, forbud mod det nye kommunistiske parti og alle ‘enveristiske’ organisationer. Men også massebevægelser og massekampe, der foreløbig kulminerede med opstanden i 97, da imperialismen og reaktionen havde forvandlet landet til en spillebule, et paradis for kriminalitet, en fattiggård med ødelagt industri og landbrug. Albanien gik fra at stå på egne ben og at stole på egne kræfter til at være et foragtet almisselem af den kapitalistiske ‘familie’.

Det unge DKP/MLs kamp for at etablere og udvikle en marxistisk-leninistisk platform i Danmark, og knuse maoismens, sovjetrevisionismens og de andre revisionismers indflydelse, fremstilles af krønikeskriverne som importvare, som uselvstændig albansk kopi. Men enhver kan ved selvsyn fra den danske ml-bevægelses og partiets dokumenter konstatere, at det ikke er tilfældet, at den danske ml-bevægelse havde udviklet sin platfor, før den indgående kendte til det socialistiske Albanien og Albaniens Arbejdets Partis standpunkter.

Der er til gengæld grund til at karakterisere det nuværende DKP/ML som storimportør af revisionistisk vraggods.

Det revisionistiske DKP/ML forsøger ikke selv at analysere, dokumentere eller blot argumentere for noget som helst. Det slynger om sig med løse påstande og demagogiske bravader.

Partiet leder efter ‘det gode’ i den moderne revisionisme og ‘det dårlige’ i marxismen-leninismen. Det skulle udgøre ‘objektivitet’ og ‘moden selvkritik’. Men marxisme-leninisme og revisionisme er og bliver to kvalitativt forskellige ting, som ild og vand. Når socialismens erfaringer, positive som negative, skal analyseres, betyder det ikke, at socialisme og marxisme-leninisme på den ene side, og revisionisme og kontrarevolution på den anden, skal blandes sammen.

Der var ikke noget som helst rigtigt i Hrustjovs revisionisme, eller hans kamp mod marxismen-leninismen under dække af kamp mod ‘dogmatisme’ og ‘skabende videreudvikling’ af den revolutionære teori. Den betød et grundlæggende brud med marxismen-leninismen på alle felter, med revolutionens teori og praksis.

DKP/ML har nu fået øjnene op for det positive hos denne den største renegat i den internationale kommunistiske bevægelses historie, Nikita Hrustjov, der ligger begravet på historiens mødding! Dette positive nysyn skyldes selvfølgelig, at DKP/ML selv har forladt sin marxistisk-leninistiske platform. Det har for længst forkastet den marxistisk-leninistiske strategi og politik for at forberede revolutionen, oprette proletariatets diktatur og opbygge et socialistisk Danmark. Den er blevet erstattet med en såkaldt ’antimonopolistisk strategi’, som en udstrakt hånd til det tidligere DKP og ikke mindst KPiD. Partiet står på samme standpunkt som Hrustjov med hensyn til "fredelig overgang til socialismen", som han udtrykte den på den 20. kongres. Alle kan sammenligne denne tale og dens argumenter med den nuværende partiideolog Sven Tarps strategiske overvejelser, som indgår i en pjece DKP/ML har udsendt i sammenhæng med partihistorieforfalskningen.

De løgnagtige historieskrivere lader som om, at DKP/ML på sin 5. kongres opgav sit angiveligt ’dogmatiske’ forhold til marxismen-leninismen og lagde luft til marxismen-leninismens grundlæggere Marx, Engels, Lenin og Stalin

"Dette klassikerbegreb var udtryk for en skematisk og dogmatisk opfattelse af den marxistisk-leninistiske teori, som netop er kendetegnet ved sin levende, dialektiske ånd og ved at udvikle sig gennem indre kamp og modsætninger", trumpeterer disse selvglade revisionister og fortsætter i fornøjet gallop:

"I praksis gjorde den Marx, Engels, Lenin og Stalin nærmest fejlfri og guddommelige" (man hører ligefrem orglerne intonere i ml-kirken!) "mens den nedgjorde de mange kommunister, som havde ydet større eller mindre teoretiske bidrag, selv om de samtidig havde taget fejl på andre områder."

Hvem mon disse "mange kommunister" er, som har ydet større eller mindre teoretiske bidrag, som er blevet nedgjort – og det på trods af at de har taget fejl på andre områder? Che Guevara? Fidel Castro? Mao Tsetung? Kim Il Sung? Hrustjov? Rosa Luxemburg? Sven Tarp? Vi får desværre lov at gætte, for det nuværende DKP/ML vil ikke fortælle os, hvem og hvad de tænker på.

Hvis man vil studere marxismen-leninisme, lære marxisme-leninisme, tilegne sig den videnskabelige socialisme, så gør man det selvfølgelig først og fremmest hos marxismens grundlæggere Marx og Engels og leninismens grundlæggere og videreførere Lenin og Stalin. Hver af disse bidrog selvstændigt og skabende til teoriens udarbejdelse og udbygning. Derfor betegnes de som klassikere. De begik ingen principielle eller afgørende teoretiske fejl, som historien og den internationale arbejderbevægelses erfaringer har modbevist. De var selvfølgelig bundet til deres tid, som alt er det, og historiens og livets dialektik kan gøre nogle konkrete konklusioner og formler ugyldige. At fastholde formler som historien og livet, eller kapitalismens udvikling, er løbet fra, er selvfølgelig dogmatisme: Når prøvestenen for alverdens kommunister på Lenins og Stalins tid var, hvorvidt de forsvarede det socialistiske Sovjetunionen eller ej, kunne denne formel ikke længere gælde, da hrustjov-revisionismen slog igennem og påbegyndte Sovjets forvandling til en revisionistisk og kapitalistisk stat. F. eks.

Det revisionistiske DKP/ML søger at udviske ethvert skel mellem marxismen-leninismens grundlæggere, dens klassikere – og så forskellige revolutionære personligheder, som ikke var eller er marxister eller leninister. Det er et forsøg på at smugle et helt revisionistisk persongalleri ind i den kommunistiske bevægelse i Danmark. Man lærer ikke marxisme-leninisme, men revisionisme af Hrustjov, Mao, Tito, Che o.s.v. I det omfang de er i overenstemmelse med marxismen-leninismen bidrager de ikke med nyt eller originalt – og i det omfang de har noget ’nyt’, er det ikke på marxismen-leninismens grund. Derudover er det ren usandhed, når krøniken kan berette, at det revolutionære DKP/ML ‘nedgjorde mange kommunister, som havde ydet større eller mindre teoretiske bidrag’.

En kendsgerning er det, at det revisionistiske DKP/ML har stoppet enhver propaganda for den marxistisk-leninistiske teori og den energiske spredning af denne teori. Det er forvandlet til flovt citatrytteri, der bruges som figenblad over partiets opportunisme.

Af særlig ondsindet giftighed er angrebene på Enver Hoxha (parallelt med angrebene på J. V. Stalin, da den moderne revisionisme brød igennem). Enver Hoxha fremstilles som en venstreopportunist og dogmatiker, der begik grundlæggende fejl.

I hele sin levetid førte Enver Hoxha, som en stor revolutionær, leder af sit lands nationale befrielseskamp mod fascisme og imperialisme, og grundlæggeren af det moderne Albanien, en gigantisk kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme i alle afskygninger. Albaniens Arbejdets Parti forblev i revolutionære positioner, socialismen gik fremad. Enver Hoxhas analyser af den moderne revisionisme, der f.eks. var forbudt i det revisionistiske Sovjet og i dets klientlande, har vist sig at være fremsynede og rigtige. De har fået historiens blåstempling. Det revolutionære DKP/MLs vurdering, at Enver Hoxha var ’vor tids største marxist-leninist’, den betydeligste marxist-leninist efter J.V. Stalins død, som berigede den revolutionære teori med nye konklusioner, er bekræftet også af udviklingen efter hans død.

I hans værker finder man de mest gennemtrængende analyser af den internationale kommunistiske bevægelses, af imperialismens, revolutionens og socialismens udvikling – og tilbageskridt – især fra 50erne og til midten af 80erne, af revolutionær strategi og taktik, som kommunisterne i verden i dag råder over. Også dette skatkammer ønsker dagens revisionistiske DKP/ML at spigre til.

At gennemgå bogens behandling af DKP/MLs indsats i den daglige klassekamp vil føre alt for vidt. Den behandles udfra samme synspunkt som alle øvrige spørgsmål, i lyset af den nuværende revisionistiske linje, partiet har antaget. Det betyder, at dens såkaldte ’selvkritik’ ikke er andet end et forsøg på at skønmale dets nuværende opportunisme, halehængs- og kapitulationspolitik i arbejderklassens daglige kamp, dets opportunistiske alliancepolitik og på at gøre reklame for dets plan for at skabe et såkaldt ’kommunistisk masseparti’ af en lille flok sammenbragte opportunister og diverse forvirrede sjæle.

Der kunne ellers være god grund til at påvise, hvordan partiet har byttet sin faglige linje for skabelsen af en revolutionær fagbevægelse ud med faglegalisme og støtte til den klassesamarbejdende LO-fagbevægelse. Eller hvordan partiets politik for at skabe enhed i arbejderklassen og bred folkelig enhed på et klassekampsgrundlag er forvandlet til en 'taktisk alliancepolitik' med venstre-socialdemokratismen. Eller hvordan kampen mod Unionen eller ungdommens kamp i dag spændes for en opportunistisk strategi, der i sidste ende fører både disse kampe og kampen for socialisme på vildspor. Eller partiets ukritiske støtte til Enhedslisten i dag. Det ligger imidlertid uden for artiklens rammer.

Men begik det revolutionære DKP/ML da ingen fejl? Det begik selvfølgelig fejl, det havde mangler, det lærte af disse og udviklede sig. Men dets fejl var ikke de angivelige fejl, partikrønikeren opremser, og groft overdriver. En seriøs analyse heraf må vente til en anden lejlighed.

Siden eksklusionerne i 97 af partiets eksformand og to andre partiledere og det følgende brud med den marxistisk-leninistiske fløj har forfatterne til ’20 års kamp for socialismen’ fundet ud af, at den som helhed udgjorde en fraktion i partiet. Det er desværre heller ikke sandt. Anklagen skal blot tjene til at miskredittere marxist-leninisternes forsvar for partiets revolutionære grundlag og historie - og legitimere højrefraktionens spaltning af det.

Det nuværende DKP/ML søger, som det træffende er sagt, at 'komme ind i varmen'. Det er villigt til at betale prisen: brandudsalg af principper og den revolutionære fortid.

Hvor partikrøniken behandler den partibyggende kommunistiske organisation OKTOBER forsvinder den pseudovidenskabelige jargon, og bliver til uartikulerede hyl.

F.eks. bliver Oktobers kritik af guevarismen-castroismen og Cubas Kommunistiske Partis fejlagtige linje for ’en global front mod nyliberalismen’ kort og godt til ’beskidte angreb mod det socialistiske Cuba og Fidel Castro’. Hvordan kan det være beskidte angreb at fortælle sandheden? Den cubanske partiledelse støtter euro'en og dermed Unionen på linje med de store eurokommunistiske partier som det franske. DKP/ML og dagbladet Arbejderen skjuler denne fejlagtige linje - og finder undskyldninger for den. Partiets 'pludselige forsvar for alt cubansk er enøjet, principløst, et udtryk for dets manglende evne til selvstændig orientering. Oktober er derimod udmærket i stand til at forsvare den cubanske revolutions resultater på antiimperialistisk grundlag - og samtidig kritisere og afsløre fejl af principiel karakter og strategisk betydning.

Når argumenterne mangler tyes til løgne og hellig forargelse. Også det er en solid revisionistisk tradition.

Nogle vil synes, at polemikken mellem DKP/ML og Oktober er både latterlig og overflødig:I sidste ende drejer den sig om revolutionens og socialismens skæbne i vort land.

Revolutionære og klassebevidste arbejdere, ærlige kommunister og unge, der søger hen imod et kommunistisk standpunkt og ståsted, vil utvivlsomt komme til at gennemskue det falske ml-parti, der endnu lever på sine lånte fjer.