Blodigt forår i Kosova

Når repræsentanter fra befrielsesbevægelsen i Kosova og styret i Beograd efter planen den 15. marts atter en gang sætter sig til bord under NATO’s overhøjhed, bliver det på mange måder en tragikomisk begivenhed. Kosova er ikke bare blevet et centrum for europæisk-amerikansk rivalisering, men også et skoleeksempel for hele verden i, hvordan imperialismen i kraft af sin natur skaber krig, hvor blot en smule demokratisk indrømmelse kunne sikre fred.

Kort fortalt kan Kosova 1999 meget vel blive den ene ud af to banepladser for såvel NATO som "Den Nye Verdensorden"; et andet vigtigt slagsmål vil finde sted i Washington i starten af april, når NATO skal fejre sit 50 års jubilæum som interimperialistisk alliance.

Alene mediernes anvendelse af ordet "fredsforhandlinger" om det, der er foregået i det franske Rambouillet, er en farce. Der er hverken tale om rigtige forhandlinger eller om kamp for freden. Der er tale om imperialistisk samarbejde og kamp om magt og indflydelse i Kosova og i den strategisk centrale Balkan-region, ikke om at sikre Kosova-albanernes folkelige og demokratiske minimumsrettigheder, som det postuleres.

Det er ikke engang sikkert, at de såkaldte forhandlinger i Frankrig genoptages som planlagt. Regulære kampe mellem albanske og serbiske styrker koster stadigt flere livet, og tusinder af albanere er igen drevet på flugt af serbiske bombardementer, selvom der formelt skulle herske en "våbenhvile" mellem parterne. De 1400 ubevæbnede OSCE-observatører i Kosova melder om en regulær serbisk militær opmarch, der i sammenhæng med de optrappede kampe peger i retning af en blodig krig dette forår, når sneen smelter.

Tilstrækkeligt store krigshandlinger i Kosova vil kunne vælte det skrøbelige læs, som NATO-stormagternes såkaldte fredsplan er; planen er i bund og grund et kompromis mellem EU- og USA-interesser, som er formet af den aktuelle sammenhæng, i hvilken den blev til.

Ifølge det sammenstrikkede fælles-imperialistiske diktat over for parterne skal den påtvungne aftale efterfølges af en "fredsstyrke" på 28.000 NATO-soldater, som skal udstationeres i Kosova i mindst tre år. På det tidspunkt skal der så laves en slutaftale, som [cit.]"tager hensyn til befolkningens ønsker". I mellemtiden skal albanerne ifølge planen have lov til at sammensætte en lokalregering under serbisk overherredømme, mens Serbien skal tillade et vist kvantum albanere i politistyrkerne, albansk undervisning osv. Et særligt punkt siger, at UCK skal afvæbnes for tunge våben inden for de første tre måneder, nu da NATO klarer ærterne på deres vegne. Denne kombination af en overbevisende NATO-styrke som (stor) stok og økonomiske samarbejdstilbud som (slatten) gulerod skulle så - ifølge planens ophavsfolk - pø om pø skabe fredelige tilstande i Kosova og omegn, Pax Americana & Europa.

NATO har truet Serbien med bombardementer, hvis ikke landet underskriver "aftalen", hvilket vil være et markant sammenbrud for efterkrigstidens officielle doktrin om NATO som en forsvarsalliance. Det vil i så fald være første gang, NATO tages i anvendelse ved et angreb på et suverænt land - et job, som man tidligere reserverede til enten nationale styrker, stedfortrædere eller (især i 90’erne) FN’s blå baretter. Serbien har naturligvis udtrykt alvorlige betænkeligheder ved at blive fredeligt invaderet af titusinder af vestlige elitesoldater - herunder nogle håndfulde prostituerede danske Jens’er - nej tak, så hellere nogle vestlige bomber til at samle nationen under 'landsfaderen Milosevic'.

På den anden side af bordet sidder Kosova-albanerne, repræsenteret af folk fra befrielseshæren UCK. De har indtil videre nægtet at skrive under på en aftale, der ikke garanterer kosovarerne en folkeafstemning om provinsens status. Det gør den nemlig ikke. Og det kommer den heller ikke til, hvis man skal tro den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, der umiddelbart op til den erklæret ufravigelige og ultimative tidsfrist i den første runde af "forhandlingerne" brugte tre timer på at forsøge at banke ind i hovedet på albanerne, at folkeretten ikke kommer på tale, og at de må tage til takke med en selvforvaltningsordning under det serbiske regime, der viderefører en gammel tradition for nationalistisk forfordeling af og statsterror over for albanerne i Kosova.

Da hverken serbere eller albanere nåede at blive tilstrækkeligt møre under denne type samtaler, inden fristen udløb, blev "forhandlingerne" suspenderet i tre uger. Det skete efter sigende på EUropæisk initiativ og trods ivrig amerikansk vilje til at sætte NATO-styrkerne ind som lovet. Signalforvirringen fra stormagterne bag Rambouillet-planen har været håndgribelig. Det er der en forklaring på.

Den officielle amerikanske argumentation går på, at en bomberegn over serbiske stillinger vil kunne udløse et oprør i den jugoslaviske hær, som kunne vælte præsident Milosevic’ styre i Beograd - dvs. nogenlunde samme argumentation, som anvendes i forhold til Irak. EU’s ordførere har heroverfor erklæret deres taktiske uenighed; fra europæisk hold er man mere til gulerødderne, og desuden er man rædde for, hvordan Rusland vil reagere. EU fik det sidste ord i Rambouillet i februar, og derfor blev fristen forlænget. Og således kunne man måske lade sig narre til at tro, at der vitterlig blot er tale om saglige kontroverser mellem de gamle allierede.

Sandheden er, at USA som led i sine ambitioner om at bevare og styrke sit supermagtsmonopol ønsker at udvikle NATO til en udryknings-slagstyrke for den amerikanske imperialisme, med EU som andenviolin. Det kræver ikke blot overtalelse af de hidtil underlegne vesteuropæiske allierede, men også en ændring af NATO’s officielle doktrin fra at være en forsvarsalliance til at være en åbenlyst offensiv imperialistisk undertrykkelsesmaskine med selverklæret "ret" til at angribe suveræne stater. USA håber på den måde at kunne forhindre, at EU’s voksende økonomiske og politiske integration også fører en militær selvstændiggørelse med sig. Hvis USA kan få EU med i en blodig NATO-aktion mod Serbien, kan bordet fange for EUropæerne, synes amerikanerne at tænke.

NATO’s generalsekretær, spanieren Javier Solana, har til en vis grad allerede taget luften af denne amerikanske ballon ved at love, at de europæiske NATO-regeringer vil blive taget med på råd, før der evt. smides eksplosiver over Serbien. Amerikanerne kritiserer på deres side åbenlyst EU, især franskmændene og italienerne, for i Rambouillet på det nærmeste at have gået serbernes ærinde. Selv Storbritannien, der endnu aktivt støtter USA’s terroraktioner i Irak, har været afvisende over for amerikanernes ivrighed efter at angribe serberne.

EU må siges at have god erfaring med indgreb i Jugoslavien. Der er almindeligt kendt, at det var EU, der gennem sin anerkendelsespolitik over for separatisterne i Kroatien, Slovenien og Bosnien gav startskuddet til den jugoslaviske borgerkrig i 90’erne. Dengang var Bruxelles - efter den tyske monopolkapitals anvisninger - særdeles forhippet på offensivt at forsvare den nationale selvsbestemmelsesret imod bestræbelserne på at bevare den jugoslaviske enhedsstat. I dag, hvor det egentlige Jugoslavien er brudt sammen, nægter man ikke alene at anerkende Kosova-albanernes ret til selvbestemmelse, men søger også at få en taktisk fod indenfor i Serbien. I den forbindelse er argumentet med det vrede Rusland reelt nok; Rusland støtter varmt Serbien og har truet med at afbryde de faste løbende forhandlinger med NATO, hvis NATO angriber Serbien. EU vil gerne stå sig bedre over for den russiske nabo, end det er tilfældet med NATO.

Amerikanske og europæiske, navnlig tyske, kapitalinteresser er dermed indirekte opmarcheret i Kosova og på Balkan, med klar tysk-europæisk overvægt. Albanien er på sin side blevet et proamerikansk luderland, og det har formentlig haft afgørende indflydelse på Kosova-albanernes forestilling om USA og NATO som allierede i den nationale befrielseskamp. Den seneste tids begivenheder har fornuftigvis bidraget til at slukke denne frygteligt trælse illusion.

Når det albanske flertal i Kosova bakker op om UCK’s væbnede kamp for selvstændighed, er det blot den foreløbige kulmination på albanernes årelange kamp for deres grundlæggende nationale rettigheder og mod det serbisk-nationalistiske herredømme. Det er et symptom, der udtrykker befolkningens fortvivlede desperation. Udsigten til at blive et albansk indianerreservat under et trængt serbisk nationalistisk regime, vækker ikke ligefrem jubel blandt Kosova-albanerne.

UCK’s og albanernes naturlige krav til verdenssamfundet har været, at det burde støtte afholdelsen af en folkeafstemning om provinsens fremtidige status. Det må vist regnes for et rimeligt krav al den stund, at den nationale selvbestemmelsesret oprindelig blev sat på den historiske dagsorden af borgerskabet selv. Dette princip blev med relativ succes taget i anvendelse så tidligt som f.eks. 1920, da Nordslesvig blev forenet med Danmark ved en folkeafstemning. Her i den ultrareaktionære globale sen-imperialisme er sådanne borgerligt demokratiske fremskridt imidlertid henvist til det lodrette arkiv, og dette har albanerne nu erfaret.

Derfor har den kompromissøgende - for ikke at sige kollaborerende - albanske strømning under Kosovas "præsident" Ibrahim Rugova endegyldigt lidt skibbrud. Rugova har igennem længere tid været Vestens mand, den, der var udset til at få Kosova-albanerne til at sluge en forhandlingsløsning, som ikke ville garantere deres folkeretlige rettigheder. Over for ham står den folkelige lederskikkelse Adem Demaci, der som albansk borgerretsforkæmper har en fortid med årtier i serbiske fængsler, stadigt stærkere. Den amerikanske chefforhandler udnævnte ligeud Adem Demaci til "hovedansvarlig" for de udeblevne albanske signaturer i Rambouillet. Men Demaci er nu trådt tilbage som politisk rådgiver for UCK, og har udsendte en erklæring, der siger, at "aftalen fra Rambouillet, som vi er blevet pålagt, ikke vil give det albanske folk i Kosova frihed, og den vil ikke befri det albanske folk fra det serbiske slaveri."

Der udspiller sig en linjekamp inden for UCK, der jo i sagens natur er bredt omfattende, om tiltroen og manglen på samme til NATO og USA. Demaci repræsenterer en konsekvent antiimperialisme linje sejrer inden for UCK. Det albanske folk har hundreder af års stolte traditioner med national frihedskamp, og det socialistiske Albanien frem til 1980’erne stod på en enestående antiimperialistisk platform, baseret på proletarisk internationalisme. Der er skam inspiration og erfaringer at hente.

Imperialismen har sine egne planer. Den albanske udenrigsminister, der blev inviteret til Rambouillet af amerikanerne, skal således her have berettet om, at "USA vil hjælpe med til at omdanne UCK til en del af en kosovarisk hær". Lignende planer er blevet lækket fra kilder inden for UCK. En sådan hær er af gode grunde ikke på den officielle dagsorden, da det strider 180 grader mod Rambouillet-planens koncept. Hvad har USA mon gang i?