Efter mange års unionsudvikling, som Danmark har gjort med siden vi officielt indtrådte i det gode europæiske selskab i 1972 – og ikke mindst efter mange års forberedelser og små skridt henimod ØMUen – må vi EU-modstandere konstatere, at den velfærd, vi kæmpede for, er forsvundet, og den selvstændighed, vi ville forsvare, er væk.

Unionen er igang med at fuldbyrde Europastaten, en ny supermagt på verdenskortet, med EURO, hær og ny forfatning.

Så langt er udviklingen kommet efter 26 års deltagelse i EF. Så meget desto mere er det topaktuelt at være offensiv med visionen om et Danmark ude af EU.

Hvis drivkraften for den meget omfattende folkelige modvilje og modstand mod Unionen hidtil har været forsvaret af velfærd og selvstændighed - hvad vil så være drivkraften i den nye situation, hvor der ikke er noget tilbage at "forsvare".

Mobiliseringen kan først og fremmest udvikles med en offensiv vision om at komme fri af Unionen. Komme ud af denne supermagt med dens skærpede konkurrence på verdensplan og alt hvad deraf følger af ulykker for arbejderklassen i EU selv, for det store befolkningsflertal og verdens fattige lande - krige og konflikter iberegnet..

I Unionsdanmark er velfærd og selvstændighed hule ord. Velfærd og selvstændighed findes – udenfor EU. Og må genvindes, tilkæmpes.

Folkebevægelsen mod EF-Unionen har som overskrift for liste Ns valgkamp op til europaparlamentsvalget sat:

Det er utroligt vigtigt For folkebevægelsen at fremtræde kraftigt med denne profil. Omkring en tredjedel af vælgerne ønsker (ifølge opinionsmålinger, der med garanti ikke overdriver antallet) Danmark ud af EU. Hertil kommer at endnu flere socialdemokratiske vælgere end tidligere kan finde på at stemme på Folkebevægelsen, da tiltroen til Socialdemokratiet har fået endnu et voldsomt knæk.

Folkebevægelsens chance for at træde frem af mængden af partier, bl.a. SF med Pernille Frahm som lusket spidskandidat, og stå klart frem f.eks. i forhold til Junibevægelsens illusionsskabende reformpolitik og dermed følgende medietække, er en skarp og klar profil, hvor der ikke stikkes noget zzind under gulvtæppet:

Der stilles hele tiden nye krav til Folkebevægelsen – også i takt med at unionsmodstanden ændrer sig. I den sammenhæng skulle bevægelsen henvende sig mere direkte til arbejderklassen. Den er kernen i modstanden – og det kan sagtens gøres uden at miste bredden i bevægelsen.

Beklageligvis ses en voksende tendens til at trække Folkebevægelsen mere over på ufarlige ikke-støde-nogen-kritik af EU. Hvis forskellene til Junibevægelsen (samt de EU-kritiske SFere) udviskes, går det ikke alene ud over liste Ns chancer den 10. juni. Det undergraver eksistensen af en konsekvent modstand i Danmark – og dermed også inspirationen til unionsmodstanderne i det øvrige Europa.