Et af Hitlerfascismens krigsmål er nået

"Regioner med svag produktivitet vil i fremtiden automatisk miste konkurrenceevne" (FR 2.1.99). Til disse hører ikke alene Italien, Spanien og Storbritannien, men først og fremmest Frankrig. Det vil til fordel for "Tyskland" miste konkurrenceevne. Frankfurter Rundschau erklærer åbent: "Tyskland" profiterer - med sin meget høje produktivitet trods et højt lønniveau - mest af den nye verden". På bekostning af arbejdende mennesker, og på bekostning af dets europæiske konkurrenter, bør man tilføje. Euroen er et middel til Europas forening, men kun i betydningen af den tyske imperialismes økonomiske og politiske beherskelse af det "fælles" Europa.

Valutaunionen er historisk en meget betydningsfuld sejr for den tyske imperialisme. Den europæiske valutaunion var et krigsmål under 2. verdenskrig. I september 1943 fremlagde udenrigsministeriet et udkast til en betænkning, hvori det planlagde skabelsen af et europæisk statsforbund efter Tysklands sejr, som skulle være rettet mod England og USA. Det skulle repræsenteres af regeringscheferne og skulle træffe enstemmige beslutninger (I dag: EU-kommissionen).

På det økonomiske område foresloges en "europæisk erhvervskongres" med forskellige udvalg. "Den europæiske erhvervskongres’ og dens udvalgs opgave er forberedelsen og gennemførelsen af europæiske økonomiske konventioner til løsning af de fælles økonomiske opgaver, f.eks. ...regulering af vareudvekslingen efter princippet om præference for europæiske lande i forhold til ikke-europæiske. Som mål på lidt længere sigt er en europæisk toldunion og et europæisk frihandelsområde, ...faste intereuropæiske valutakurser med en europæisk valutaunion. Tilpasning af europæiske arbejdsforhold og social forsorg...."

(Efter Reinhard Opitz, Europa-Strategien des deutschen Kapitals, Bonn 1994, s. 965).

Indførelsen af en "Europagylden" skulle ske via "Europabanken" (I dag: Den europæiske centralbank) "på grundlag af de af regeringerne aftalte indbyrdes værdiforhold mellem de forskellige nationale valutaer"

(Ifølge en betænkning fra efteråret 1944, gengivet efter Opitz s. 1007).

Det var klart, hvem der skulle gennemføre dette. "Aksemagternes (altså først og fremmest Tysklands - Roter Morgens anmærkning) ledelse i Europa er en kendsgerning, som giver sig selv ud fra de givne politiske forhold," som udenrigsministeriet udtrykker det.

(Sammesteds s. 965).

Netop her lå problemet. Den "politiske virkelighed" bestod i Tysklands militære beherskelse af Europa. Europas økonomiske forening skulle i første og især i anden verdenskrig skabes med en militær sejr over Frankrig og Storbritannien såvel som med undertvingelse af Rusland henholdsvis Sovjetunionen. En militær sejr over de vigtigste europæiske stater ville dog kun være mulig, hvis USA med sit enorme økonomiske potentiale blev holdt uden for Europa. Men da USA i begge verdenskrige holdt Frankrigs og Englands krigsmaskineri i live med sine kreditter, sine våben og sine vareforsyninger og til slut selv trådte ind i krigen, var Tysklands militære sejr umulig som politisk grundlag for Europas "forening". En militær sejr i anden verdenskrig var ligeledes umulig, fordi den socialistiske Sovjetunion (i modsætning til første verdenskrigs zaristiske Rusland) var blevet for mægtig til at kunne besejres.

Den tyske imperialisme kom to gange til kort fordi dens økonomiske potentiale som grundlag for krigsførelsen i sidste ende var for svagt til at kunne besejre sine mægtige konkurrenter. Heller ikke de daværende forbund med andre stater (specielt Italien og Japan), blitzkriegs-taktikken og fascismens aggressive herrefolksideologi kunne udligne den økonomiske svaghed. På grund af nederlaget og USA-imperialismens i lang tid uanfægtede økonomiske og dermed også militære hegemoni efter anden verdenskrig var en ny krig for herredømmet over Europa utænkelig. Konkurrencen kan for tiden kun finde sted med økonomiske og politiske midler.

Men det indebærer også et langfristet arbejde for at ændre de militære styrkeforhold.

Den tyske imperialisme var tvunget til at overveje sin taktik, men sit strategiske mål, at beherske Europa, bevarede det.

Den opretholdt det, fordi finanskapitalen i ligegyldigt hvilket land kun kan hævde sig i samme omfang, som den styrkes økonomisk, og i sidste ende kun ved at besejre sine internationale konkurrenter.

Dens mål er netop ikke at hæve sit eget folks levestandard, men kapitalophobning og bekæmpelse af konkurrenterne.

Den tyske imperialisme satte sig som hovedmål at trænge USA tilbage lidt efter lidt og at svække Sovjetunionen økonomisk og politisk. Hovedmidlet hertil er den "europæiske forening". Den inkluderer først og fremmest at danne forbund med Frankrig imod USA i stedet for at behandle landet som en arvefjende. Den indebærer at drage Storbrittanien ind i den europæiske union og dermed drive en kile ind i de snævre forbindelser mellem USA og Storbrittanien.

Den indebærer at tvinge om muligt flere europæiske lande ind i den økonomiske og valutariske union med Tyskland som ledende magt, ikke i første linje af de politisk-militære kendegerninger, men med økonomisk tryk og dermed også forstærke Tysklands potentiale. Den indebærer at behandle den politiske union, d.v.s. politisk en ledelse af Europa, der modsvarer den tyske imperialismes interesser ikke som en militært påtvungen forudsætning, men som en økonomisk påtvungen følge. Den ændrede taktik indebærer at svække USA økonomisk lidt efter lidt og dermed i sidste ende også politisk og militært. Den fredelige taktik indebærer også at udhule og underordne konkurrenterne mere end før indefra ved hjælp af kapitaleksport, fusioner og samarbejde og at svække dem udefra ved hjælp af stærke valutaer.

Set på denne måde er f.eks. fusionen mellem Daimler og Chrysler og den tilstræbte aktieandel i Nissan en del af "krigens fortsættelse" mellem Tyskland og USA med økonomiske midler. Set på denne måde er den europæiske økonomiske og monetære union og indførelsen af euroen en sejr for den ændrede taktik. Hvad der ikke kunne opnås med panserkøretøjer og flyvemaskiner, blev opnået med den samlede tyske kapitals slagkraft, udtrykt i penge, i DM.

Euroen er ikke kun et vigtigt middel til at forskyde styrkeforholdene inden for EU til fordel for Tyskland og at underordne sig Frankrig og Storbrittanien, men også til at svække USA og gøre Japan til en tættere forbundsfælle i stedet for at være en pengeforsyner for USA.

Om de ønsker det eller ej, alle de kræfter, der anbefaler euroen, anbefaler de den tyske finanskapitals hegemoni i Europa og Tysklands langsigtede mål, at afløse USA som verdensmagt nr. 1. Den tyske imperialisme er stærkt interesseret i skjule sine aggressive hensigter. Derfor er regeringsskiftet til SPD før indførelsen af euroen en politisk fordel, fordi den først og fremmest luller den arbejderklasse, i søvn, som er hovedofferet den "europæiske forening". Socialdemokratiets bløde taktik luller også konkurrenterne i søvn. Når konkurrencen i Europa kræver mere aggressive metoder, står CDU/CSU atter klar. Ligesom ved begyndelsen af første verdenskrig er arbejderklassen i stor udstrækning afvæbnet af Socialdemokratiet. Dens politiske selvstændighed er svagt udviklet, bl.a. fordi dens forhold er tydeligt forbedrede takket være det eksempelløse opsving i produktiviteten i efterkrigstiden sammenlignet med alle andre perioder i tysk historie. Den profitere indtil en vis grad forbigående af de økonomiske sejre over internationale konkurrenter. I sidste ende gælder det alligevel, at sejren over de økonomiske konkurrenter kun er mulig, når arbejderklassen bringer ofre på økonomiens slagmark. Ofre når det levestandard, sundhed og livskvalitet. Det vil til sidst også trænge stærkere ind i bevidstheden.

At bringe økonomiske ofre er trods alt bedre end at bringe blodofre på krigens slagteplads, kunne man mene. Det er desværre bare sådan, at den økonomiske konkurrence og konkurrenternes bestående styrkeforhold danner grundlag for krigen, d.v.s. for fortsættelsen af den økonomiske konkurrence med militære midler. Heraf følger: jo stærkere Tyskland og på den anden side jo svagere USA bliver, jo hurtigere bliver en ny verdenskrig mulig. Med denne synsvinkel befordrer euroen, som kommer til at svække US-imerialismen væsentligt, på langt sigt krigsfaren. På den anden side bliver en opbrydning af EU mulig, når det bliver tydeligere, at valutaunionen først og fremmest styrker den tyske kapital. Hvorfor skulle lande, hvis konkurrence evne mister terræn i forhold til den tyske imperialisme, for evig tid forblive i EU?

Af disse grunde har den tyske imperialisme interesse i at svække først og fremmest Frankrig og Storbrittannien så kraftigt, at disse lande tvinges til at forblive eller blive dens ’forbundsfæller’.

Hvis man tilstræber en fredelig udvikling i Europa, må man være klar over at ruineringen af konkurrenterne er en del af kapitalismens væsen, uanset om den er national eller international. Kapitalisme uden krige er et fromt ønske. Kun konkurrenternes afmatning henholdsvis entydige styrkeforhold danner grundlag for fredelige perioder. På det nuværende tidspunkt har den tyske imperialisme ingen interesse i krig. Den behøver en lang fase med fredelig udvikling, for skridt for skridt at ændre styrkeforholdene til egen fordel. Hertil er euroen en vigtig byggesten, fusioner mellem banker og koncerner ligeledes.