Hemmeligheder og Fællesmønt

Det har vist sig overordentlig vanskeligt, selv med den bedste vilje, at finde noget positivt folkeligt argument for at skabe en fælles mønt. Men er det grund nok til at holde den politiske udvikling hen imod stadig snævrere union hemmeligt for folk?

Hvis man skal forstå hemmelighedskræmmeriet fra den danske regering skal man forstå karakteren af hele unionsprojektet. Det kan meget kort beskrives som en forceret udvikling af det kapitalistiske Europa. Det er den eneste måde, hvorpå de europæiske kapitalister kan udvikle sig og udbygge deres positioner. I kampen mod arbejderklassen og folkene i Europa, i kamp mod de fattige lande - og i kamp mod de andre imperialister.

Udviklingen styres af et ganske lille antal mennesker i toppen af samfundet, af en herskende lille minoritet. Det ses tydeligt af, at de private interesser ejer langt størstedelen af kapitalen, mens dens borgerlige demokrati (staten, det offentlige) råder over resten. Arbejderne, der skaber alle værdier, ejer intet andet end deres arbejdskraft.

Ethvert monopol ved, at deres udvikling/ekspansion, ikke mindst på verdensmarkedet, sker i kamp mod andres interesser. Det er derfor af afgørende betydning for et firmas overlevelse og styrke, at det dels er velfunderet på "hjemme"- markedet, så det kan opsuge kapital til sin ekspansion - og dernæst er det af overordentlig stor betydning, at det kan trække på sit hjemlands fysik med statsgaranteret forsikring, stærk valuta, eksportstøtte, embedsmænd, kongehus og militær m.m.m. Virksomhedernes størrelse er altså tildels begrænset af deres hjemlands økonomiske størrelse, hvilket en liste over verdens største selskaber dokumenterer.

Udviklingen hen imod en stadig snævrere union har bl.a. sigtet på at gøre de rige lande i fællesskab til hjemmemarked. de sidste 30 år er bl.a. gået med at harmonisere tekniske standarder og uddannelser o.s.v.

Med introduktionen af euro’en er udviklingen nået til et sprængfarligt punkt, men for at bedømme den rigtigt, må vi opregne en række af de faktorer, der kan ses i det samlede billede.

Fællesmarkedet har på mange måder virket positivt for amerikanske og japanske imperialister, men USA har systematisk modarbejdet alle de skridt som de store lande i EU med Tyskland og Frankrig i spidsen har taget, mod en egentlig union.

Man har bl.a. ved hjælp af England og den borgerlige Thatcher-regering i 80erne søgt at komplicere ikke mindst udviklingen af fælles mønt og militær. En lang række af de mere kostbare tekniske udviklinger er blevet mere eller mindre besværliggjort af, at der har været en konstant og meget kostbar kamp og konstante handelskrige mellem USA, Japan og EU.

Det drejer sig bl.a. militært isenkram, rumfart, atomenergi/fusions energi, digitale medier – og om bananer, hormonbøffer, gensplejset mad og meget, meget andet.

USA er indstillet på at beholde sin globale førerposition med alle midler.

I det danske folketings kringlede tankegang vil der afspejle sig en lille tøven for at gå for langt af Unionsvejen, fordi det er vejen væk fra USA ( - og med til billedet hører at hovedparten af de danske statsobligationer, er på amerikanske hænder - ), men de virkelige ejere af Danmark har udstukket kursen mod Euroland.

Og Poul Nyrup og hans rivaler er godt klar over, at man ikke er statsminister ret længe, hvis man ikke holder sig på god for med ejerne.

Der er stor forskel på de enkelte medlemslandes økonomi, deres økonomis sammensætning og deres interesser i og forbundethed med andre lande. Det afspejles også i den produktionsdeling, der er mellem de enkelte lande. De største lande sidder suverænt på sværindustrien.

Danmark er tiltænkt en birolle som turistland og brohoved til resten af Norden.

Hvad der betyder noget er ikke så meget deres nuværende styrke som deres uensartede udvikling – og ikke mindst lovene for den kapitalistiske konkurrencekamp: De store kapitaler æder de små.

Det vil sige, at selv om EU nu arbejder på at lave en strukturreform der skal sikre ’samarbejde på kvantitativt lige vilkår’, ikke mindst de rige lande imod de små, så vil denne strukturreform afspejle de nuværende styrkeforhold mellem de rige lande, og Tysklands centrale rolle.

Intet tyder på at det nuværende styrkeforhold bevares. Slet ikke hvis de tidligere østlande optages. De store bliver stærkere, de små svagere.

Selvom de største "europæiske" monopoler i princippet bliver ’overnationale’, vil de enkelte nationer i EU stadig betragte sig som nationer, baseret på sprog, historie, geografi, økonomi osv. og de mindre monopoler vil stadig være tilknyttet deres eget land – hvis de ikke er ædt op af stærkere kapitaler og større transnationale selskaber gennem fusioner m.m..

Den økonomiske overproduktionskrise, som i øjeblikket er under udvikling på globalt plan, betyder et kollaps i alle de svagt funderede virksomheder. De største udnytter krisen til at opkøbe deres konkurrenter, og på den måde betyder krisen bl.a. et stort ryk hen imod gigantiske finansmonopoler med ’overnational’ karakter i Europa.

Krisen rammer de enkelte lande forskelligt, og derfor er der allerede nu en tendens til, at de snævre økonomiske bånd euro-landene har lagt på sig selv, bliver undergravet af virkeligheden. I værste fald (eller bedste, alt efter hvordan man ser på det) kan det gå ligesom i starten af halvfemserne hvor EMS-samarbejdet brød sammen under en krise, der var betydeligt mildere end den, der trækker op nu.

En af konsekvenserne af den fælles valuta er, at den styrker tendensen mod EU som et fælles marked. De enkelte lande kan ikke mere styrke deres egen eksport overfor deres vigtigste handelspartnere ved hjælp af devalueringer eller skatte- og toldpolitik.

Tendensen vil være at de rigeste lande med de bedst funderede virksomheder vil øge produktionen på bekostning af de fattigere lande under en krise. Under alle omstændigheder bliver den kommende og fremtidige kriser ret hurtigt til rimeligt tunge skyer over de svage nationale regeringer med politiske kriser til følge.

Det er klart at EU landene sammen vil besidde en økonomisk styrke der er betydeligt større end den de har nu hver for sig - i fællesskab er de verdens andenstørste økonomiske og snart også militære magt.

"EU vil spille en rolle som ligeværdig partner", er det blevet udtrykt fra det tyske EU-formandskab. Først og fremmest betyder det en skærpet kamp om magten over råstofkilder og forstærket udbytningen af de neokoloniale lande.

Den militære arm skal hurtigt bringes istand til at svinge.

Det er en kendsgerning at EU-landene har en ambition om at blive en supermagt med "ret" til ikke mindst Ruslands råstoffer. Det er også en kendsgerning, at EU aldrig vil blive en allieret til befolkningerne i den tredje verden, men snarere hælde benzin på de amerikanske brandstifteres bål.

Når den cubanske regering, som mange undertrykte folk ser op til, hilser den nye EU-valuta velkommen, spreder den ikke kun falske forhåbninger om en social og fredelig imperialisme – den er med til at kvæle de kræfter, der vokser frem og er parat til at kæmpe mod imperialismen.

Byrden af de imperialistiske landes indbyrdes kamp bliver båret af arbejderklassen, først og fremmest i de fattige lande, men også i de imperialistiske lande selv. At tro på at der kan opnås en fredfyldt international balance er en metafysisk illusion, konstrueret til at få folkene til at sænke paraderne netop som der er aller mest brug for dem.

Vil den europæiske fællesmønt være stærk i den forstand at den vil være istand til at holde sin værdi?

At tro dette er håbløst forvrøvlet. Inflation vil fremdeles være et vigtigt værktøj for de europæiske kapitalister til at øge udbytningen af arbejderklassen, og inflation betyder uanset hvor lille den er, en forringelse af møntens værdi, der før eller siden vil udløse en reaktion.

"Globaliseringen" af økonomien betyder at valutaens værdi justeringer skal ses i sammenhæng med de andre betydende økonomier, som man er tæt forbundet med. Som et af IMFs centrale krav er fastkurspolitikken: Devaluering af valutakursen må ikke ske, høj inflation skal bekæmpes ved at give arbejderne tommelskruerne på.

Det er bl.a. fordi at en devaluering betyder store tab for kreditorerne. Da den russiske krise betød devaluering sommeren 98, blev der for alvor brug for de europæiske statsgaranterede kreditter, russerne kunne nemlig ikke betale nogen noget med deres værdiløse valuta.

Vil den europæiske fællesvaluta være stærk i den forstand, at den vil blive istand til at holde sin værdi i forhold til dollars? Også den tanke er håbløst tåbelig: Relationerne og styrkeforholdene er ikke stationære, men under konstant forandring. Den amerikanske dollars særstilling som verdens eneste hårde valuta (og dermed et for amerikanerne enestående værktøj til at kaste krisens byrder på resten af verden), er kommet under pres fra euro’en.

Dette livtag med USA har europæerne ikke helt fysikken til, endnu, og det vil ikke komme bag på os, hvis USA ved først kommende lejlighed vil vise, hvem der bestemmer.

Vil den euroen være stærk i den forstand, at den kan sikre en vedblivende lav rentefod?

At tro på dette gammelkonesludder er det samme som at tro på krisefri kapitalisme. Renten hænger direkte sammen med den kapitalistiske økonomis cykliske bevægelser. Den fælles europæiske rente, der er et element i, og en konsekvens af, den fælles mønt, vil først og fremmest være en fordel for de rigeste lande og de transnationale finanshuset. Deres behov bliver de styrende, udslagsgivende.

Politikernes argumentation har fra den første skitse til EU været fjernt fra virkeligheden.

Et af de mest brugte til fordel for dansk tilslutning til euro’en er, at det vil give en forbedret konkurrenceevne. Og Danmark befinder sig angiveligt nu i en eksportkrise og en krise med hensyn til konkurrenceevne.

Det er med dette som med et af de centrale argumenter for ’privatisering’: udsigten til øget konkurrence og dermed billigere priser. Det er rent politisk skønmaleri og har intet faktuelt eller videnskabeligt grundlag.

Tværtimod har EU-udviklingen styrket – og vil fremover styrke - den almindelige lovmæssige tendens til monopoldannelse indenfor alle tænkelige områder. Det vil også sige, at virksomheder på dansk grund som udgangspunkt vil stå svagere, hvis den sidste rest af ’dansk’ hjemmemarkedsfordel forsvinder, og landet bliver fuldstændig integreret i det al-europæiske hjemmemarked. "Chancen" for danskerne vil her igen bestå i kunsten "løntilbageholdenhed" og øget produktivitet. Betyder den øgede konkurrence en anelse billigere forbrugerpriser, betales der langt højere priser i den anden ende i form af arbejdsløshed, lavere realløn og hurtigere nedslidning. Og erfaringsmæssigt betyder den skærpede konkurrence mellem giganter kun billiggørelse indtil vinderne findes – og atter kan hente udgifterne ved den skærpede konkurrencekamp hjem ved at forhøje monopolpriserne.

Hulheden i disse søde socialdemokratiske udsigter står krystalklart for folk, hvis arbejdsplads først blev opkøbt og siden blev flyttet, fordi andre var mere villige til at holde lønnen nede og arbejdsdagen oppe. Som oftest er produktion flyttet til lande helt uden for EU!

Modsætningen mellem uønsket, men øget integration på den ene side, og dermed skærpet konkurrence og fattigdom på den anden - altsammen for erhvervslivets skyld - får som et ulykkeligt og farligt aspekt alle de værste kræfter hos reaktionen til at kravle frem og puste til nationalchauvinistiske følelser og falske modsætninger mellem folkene.

Hvordan Danmark vil blive mærket ved deltagelse i den fælles møntfod, kan næsten ikke trækkes hårdt nok op. Med fællesmøntens totale overtag i 2002, forsvinder den danske regerings og folketingets mulighed for at tage selvstændige økonomiske beslutninger.

En ting er at Nyrup regeringen er en flok dilettanter – for nu at sige det mildt og pænt - der har solgt og formøblet alt arvesølvet uden at statsgælden til gengæld er blevet fjernet.

En anden ting er, hvis økonomi og politik i Danmark lægges af de europæiske monopolers supermagtsambitioner. Og det er grundlæggende set tilfældet i dag.

Der er mange grunde til at politikere og medier holder på hemmeligheden om Danmarks fremtid i Unionen. Først og fremmest er fordi regningen er skrevet til dig, os og de kommende generationer.

Danskerne har før sagt nej til euro’en. Nej og atter Nej!

Skal vi generobre velfærden, må vi sikre os selvstændigheden.