Offentligt ansatte finder sig
ikke i mer lort

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er gået ind i anden runde.

Rollerne er trukket op i årets overenskomstdrama. Med den behørige teatertorden.

Der skal penge på bordet: generelle lønstigninger og en ny lønregulering, der sikrer de offentlige ansatte den samme lønstigning som på det private arbejdsmarked, og ikke mindst, at der er bliver slået hul på den sjette ferieuge, bedyrer KTO og CO, mens de offentlige arbejdsgivere ligeså højlydt påstår, at "samfundet" ikke har råd til indrømmelser. De offentlige udgifter skal sænkes.

Bokserne har indtaget deres plads i ringen, men kampens resultat er givet på forhånd. Ny Løn, øget fleksibel arbejdstid, løntilbageholdenhed. En ny minus-overenskomst for de offentlige ansatte. De faglige topforhandlere har på forhånd sænket paraderne. Som belønning for kraftigt forringede løn- og arbejdsforhold tilbydes de offentlige ansatte nogle ekstra feriedage.

Med mindre de offentlige ansatte træder ud af deres tiltænkte dobbeltrolle som tilskuer og offer og stemmer nej til den giftige cocktail, der er ved at blive blandet sammen. Det er her kræfterne og mulighederne for at vælte det omhyggeligt iscenesatte show ligger. Hvor den ægte modstand mod de nye splittende lønsystemer og øget fleksibilitet findes.

I første runde af boksekampen fik de offentlige arbejdsgivere deres første fuldtræffer ind. Det blev besluttet, at en afgørende del af lønstigningerne skulle gives via Ny Løn. Det vil bevirke en kraftig udvidelse af de nye lønsystemer, fedterøvstillæggene, der ellers er blevet mødt af kraftig modstand på mange offentlige arbejdspladser.

De offentlige ansattes "boksere" hører til i samme ringhjørne som deres modstandere! De er enige i - eller har udbredt forståelse for - den politik, som deres socialdemokratiske fæller i regeringen og i amterne og kommunerne fører!

Hovedomdrejningspunktet i de centrale overenskomstforhandlinger er som ventet blevet kravet om den sjette ferieuge. Det er her "overenskomstslaget" skal slås. Spørgsmålet er: skal de offentlige ansatte tvinges til at acceptere endnu flere indrømmelser som modydelse for at slå hul på den sjette ferieuge?

Arbejdsgivernes hovedkrav diskuteres ikke. Der er bred enighed om, at de offentlige arbejdsgivere skal have det, de ønsker sig mest af alt: øget fleksibilitet og Ny Løn. Samt at lønstigningerne holdes nede.

Det er tabu at snakke om smadringen af de offentlige ansattes løn- og arbejdsforhold, der sker i overenstemmelse med EUs faglige direktiver og kravene til de enkelte EU-lande i forbindelse med indførslen af ØMUen

De offentlige arbejdsgivere fastholdt under de indledende forhandlinger, at de ikke mener, at der råd til at give efter for kravet om en ekstra ferieuge, men Kommunernes Landsforening har op til anden runde givet udtryk for, at man ikke er ubøjelige i afvisningen af feriekravet. Man er parat til at indgå forlig om OK 99. Modydelsen fra "modparten", de faglige topledere, der forhandler på de offentlige ansattes vegne, skulle så være at forlænge overenskomstsperioden fra to til tre år.

Der er på forhånd fra regeringen Nyrups og finansminister og OK-chefforhandler Mogens Lykketofts side blevet udstukket meget stramme rammer for, hvor meget "lønomkostningerne" må stige i form af mere ferie, udvidet pension, generelle lønstigninger mv. Kommunerne og amterne er bundet af de håndfæstninger, også kaldet aftaler, som de indgik med staten (regeringen) tidligere på året.

En forlængelse af overenskomstperioden kunne være et vigtigt skridt for KL og Amtrådsforeningen i deres fælles bestræbelser for at leve op til den socialdemokratisk ledede regerings forlangende om en ny minus-overenskomst. De stigende lønomkostninger kunne så fordeles over tre år, så man uden de store vanskeligheder kunne holde sig indenfor de udstukne rammer.

Muligheden for et sammenbrud i de decentrale, specifikke overenskomstforhandlinger eller et NEJ til et råddent OK-forlig fra de almindelige kommunalt ansatte er væsentligt større end ved de centrale OK-forhandlinger.

Modstanden mod forringede løn- og arbejdsforhold og splittelse af de offentlige ansatte via Ny Løn og øget fleksibilitet på alle områder, er stærk blandt de menige medlemmer af de offentlige forbund. Derfor frygter fagtoppene og regeringen selvfølgelig at de kommende OK-forlig ved de efterfølgende urafstemninger fejes af banen.

Der er ingen udsigt til spiselige OK-forlig, da de fleste fagforbund på topplan har afskrevet kampen mod Ny Løn og fleksibel arbejdstid. Man kan roligt gå i gang med at forberede et Nej ved urafstemningerne.

Heller ikke de offentligt ansatte vil finde sig i mer lort. Der kan godt komme gang i solidariteten!