Splittelsen i Faklens redaktion har afdækket noget af det, der har levet i ly af lukketheden, der har været omkring bladet. Først og fremmest har det åbenbaret, at redaktionsgruppen ikke bare kendte hinanden inden de startede Faklen, de havde faktisk igennem længere tid udgivet et blad sammen. Det er ikke hvilket som helst blad, men et blad der blev startet på fælles initiativ af Erwin Neutsky-Wulff og Simon Falkentorp. Hvor Rune Engelbrecht Larsen optrådte som skribent.

Dette blad blev kaldt ELSEBETH og om bevæggrunden for at starte bladet skriver gruppen omkring Neutsky-Wulf (nu tidligere redaktionsmedlemmer af Faklen) i en af de mange erklæringer og moderklæringer, der er kommet frem fra de stridende parter:

Denne værdifulde oplysning har der ikke tidligere været pralet med. Tværtimod har man på mange måder søgt at ligge afstand til den strøm af spekulationer om okkultisme, der fulgte i kølvandet på bladet Faklens aggressive og gotiske stil, sløret med pseudovenstrefløjsholdninger. Det er hele vejen igennem blevet dokumenteret af Kommunistisk Poltik, at Faklen ikke var, hvad det gav sig ud for, men deres fordækte spil har givet masser af grobund for uundgåelige fejlbedømmelser som Faklens bagmænd bærer et tungtvejende medansvar for.

Enkelte folk på venstrefløjen har f.eks. fejlagtigt opfattet bladet som et progressivt studenterblad, og har bragt store mængder af gratis reklame og omtale. Frede Klitgård, formand for FMN, forvekslede Faklen i marts 97 - i en ordveksling i dagbladet Arbejderen, der startede med at Rune Engelbrecht Larsen bl.a. havde indrullet FK i, hvad han kaldte "højrefløjens våbendragere" - med en tidligere nazistisk pamflet af samme navn. Fejlen blev straks beklaget.

Da Faklen – hele Fakkel-redaktionen – fra Rune Engelbrecht Larsen til guruen Neutsky-Wulff - på trods af den offentlige beklagelse af forvekslingen, besluttede at slæbe Frede Klitgård for den borgerlige domstol for, hvad der umiddelbart virkede som en banal sag, der burde være klaret i mindelige (ikke mindst hvis Faklen var, hvad den gav sig ud for), stod det fuldstændig klart, at der lå andre og dybere motiver bag Faklen.

Hvor det politiske motiv til retssagen var en kamp til forsvar af nazistisk ytringsfrihed i kamp mod den ægte antinazisme repræsenteret af FK, lå der også for Faklen det motiv at den ville havde rettens ord for, at den var det førende "humanistiske" og "antifascistiske" blad.

Under retssagen – hvor der i forsvaret for Frede Klitgård refereredes til udtalelser vedr. Faklens okkulte baggrund og historie – fortav REL konsekvent denne. Som han også har gjort i bladet selv og den øvrige offentlige debat har han henvist til den østrigske litterat Karl Kraus, der i de første 10-år af århundredet udgav et progressivt blad af samme navn.

Det viser sig nu, at det ikke var sandheden. Hverken hele sandheden, eller den vigtigste del af den.

Neutsky-Wulff-gruppen siger noget helt andet:"Rune Engelbreth Larsens vesrsion er, at Faklen blev startet af en blok venstreorienterede, som kun har et skuldertræk til overs for dæmoner og visioner …

Senere i deres redegørelse hedder det:"Tidsskriftet ELSEBETH startede i 1992, og det var omkring dette tidsskrift, at gruppen samledes. Her finder man alt det, vi senere videreførte i Faklen, men altså – efter råd fra Erwin Neutzsky-Wulff – i en "venstreorienteret, samfundskritisk" udgave.

Sjældent har man set en mere åbenhjertig indrømmelse af, at et blad eller en gruppering har markedsført sig under falsk flag. Faklens venstreorienterede look var ifølge Neutzsky-Wulff-gruppen, der undertegner sig "Faklens gamle redaktion" simpelthen en taktisk maske. Hvad mon Faklens såkaldte antifascisme var?

Neutzsky-Wulff er en sort reaktionær, der søger at appellere ikke mindst til ungdommen ved at fremstå som en spændende og progressiv tænker, der anfægter ’dogmer’ af enhver art. I et ukritisk TV-portræt på det københavnske TV-Stop erklærede han, at han var modstander af politisk demokrati, og at hans politiske ideal lå i det antikke Grækenland. Det var som bekendt et slavesamfund.

Engelbreth Larsen og Co. beskylder Neutzsky-Wulff og Co. for at lyve – og vice versa. Vi tror gerne, at begge parter er løgnere. Faklens okkulte tilblivelse ser imidlertid ud til at nærme sig status af en etableret kendsgerning. Den falske venstreorienterede og progressive maske var fra starten et taktisk skjul for sort reaktion.

Det sætter unægtelig de såkaldte æreskrænkende udtalelser, Frede Klitgård i sin tid blev dømt for, i et noget andet lys. Og understreger med al ønskelig tydelighed, at dommen var forkert, uretfærdig, reaktionær.

Splittelsen i Fakkel-redaktionen tjener til at rive sløret af begge parter i striden. Ingen kan længere tro Rune Engelbreth Larsen over en dørtærskel.

For alle retskafne mennesker må det stå klart at Faklen fra starten har løjet om sit ophav og sin egentlige rolle, og de mennesker, der har påpeget dette, fortjener vores udelte støtte.