Det er en mærkelig fornemmelse ikke at kunne forstå et ord af hvad folk snakker om. Sådan at sidde i frokoststuen og så bliver der kun snakket tyrkisk. Det får en til at føle sig ikke bare udenfor, men nærmest usynlig, ikke eksisterende.

Måske var det noget af det samme den tyrkiske morlille følte, da hun stod i køen og ingen kunne forklare hende, at det kun var de usaltede riskager, der var på tilbud. Hun stod der med nøje aftalte småpenge i sin hånd, som hun viste frem og pegede på riskagerne. Mens jeg pegede på en pakke, hvor der stod "saltet" på og en hvor der stod "usaltet" på. Umuligt at forklare.

Dina som sidder ved den anden kasse har en hel anden måde at se de ting på.

"Blødsøden leverpostejs-dansker", vrænger hun, når hun synes, jeg bruger for meget tid på at prøve at forstå, hvad det er indvandrerkvinderne spørger efter.

"Så lær dog at snakke dansk, så du kan finde ud af at købe ind" er den kontante besked, der gives ved Dinas kasse.

Hun bliver vred. De næste par kunder får et fur med.

"Hvorfor køber du alle de flæskestege ?". Den ældre herre standser op, glad over at nogen vil snakke og begynder at forklare om alle de dejlige retter, han kan skære kødet ud til.

Han ser forbavset på Dina - mon han hørte rigtigt? - og ender med halvhøjt at mumle, nærmest for sig selv, at det da i hvert fald var billigt.

Dina, hendes lillebror og mor blev hentet til Danmark af faren, der havde været her en del år som fremmedarbejder. Hendes mor stod pludselig alene med to små børn i et fremmed land. Efter 28 år i en lejlighed i København er hun stadig analfabet og kan ikke klare sig på dansk. Dina hader at se sin mor så hjælpeløs.

Selv er hun vokset mere op på Nørrebros gader end i skolen og hjemmet. Hun kan udkonkurrere enhver rejekælling i både gloser og frækhed. Og hun slås som en løvinde for sine børn.

I december, hvor nogle af os forberedte jul og andre Ramadan, skulle vi ikke tro, at vi var bedre mødre med alt vores julehygge.

"Jeg laver ligeså meget jul for mine børn som du gør. Jeg køber julekalender og masser af julegaver. Alt muligt, selvom jeg hader den fucking jul."

"Ved du, hvad det værste var?" tilføjede hun uvant stille. "Det var at komme i skole efter juleferien og alle snakkede om hvad de havde fået. Vi fortalte også om alle vores dyre julegaver, men vi havde ikke fået en fucking skid."

Hver eneste dag løber hun hjem i frokostpausen og laver mad til "Vorherre" derhjemme. Han er på fast aftenhold. Han skal hvile sig og slappe af om dagen. Hele sommeren havde hun og børnene ikke en eneste feriedag, for september måned skulle bruges hos svigerfamilien i Kroatien. Og det på trods af at drengen lige var startet i skole. I år har hun bestilt sin ferie i skoleferien.

Dina sparker nedad for at forsvare sin plads.

" Så du de møg-sigøjnere?" siger hun. Næ, jeg så ikke nogen. " Fjols", svarer hun, "du har lige ekspederet dem. Du kan kende dem på alt deres guld. Tyvepak. De kommer bare herop og ødelægger det for os andre."

"Skynd dig lidt – din perker ", får hun lige sagt højt nok til en af de andre ansatte, da han går forbi med en stabel kasser. Vreden gnister i begges øjne. Vi andre holder vejret. Han er serber, de har begge familier i de krige og massakrer, der skyller over det tidligere Jugoslavien – på hver sin side. Det hele varer kun et øjeblik. Dina ler : "Slap dog af mand, det må perkere da godt sige til hinanden." Krigen er ikke noget, de vil snakke om. De vil ikke blande sig i politik. Vito