OK år 2000 nærmer sig

Fabrikssamarbejdet i Horsens var arrangør af Landskonferencen, som blev afviklet den sidste lørdag i januar. Med Fabrikssamarbejdet skal ikke forstås lokale arbejdspladsklubber; men 6 lokale fagforeninger: Dansk Metal, HK/Industri, KAD, SiD afd. A, SiD afd. F & Teknisk Landsforbund.

For de 223 deltagere var der således mulighed for at diskutere linien for næste års overenskomster ud fra nogle andre præmisser, end LO- og forbundstoppene afstikker. Og i god tid.

Samling af faglige aktive – specielt arbejdspladsernes repræsentanter – til fordomsfrie diskussioner om arbejderklassens krav og retningen for denne kamp er initiativer, som skal hilses velkomne. Der var således mulighed for bringe forskellige væsentlige faglige problemstillinger til diskussion.

Der lå væsentlige kampe og vigtige erfaringer bag konferencen. Sidste forårs storkonflikt var et resultat af et rungende Nej ved urafstemningerne til et elendigt forhandlingsresultat – en lussing til LO-toppen. Nej’et og kampviljen under storkonflikten viser, at den socialdemokratisk styrede fagbevægelse har et stort problem i de ledere, der forråder og undertrykker kravene fra arbejdspladserne. Et år efter storkonflikt, regeringsindgreb og nye asociale angreb på efterløn og dagpenge sidder de der alle sammen endnu – og med dem tilpasningen til Socialdemokratiets unionspolitik og –strategi.

Oplæggene tog desværre sit afsæt i et generelt – uden forbehold - positivt indtryk af sidste års overenskomstkamp. Anders Olesen, formand for TiB afd. 27 – Kbh. gik i sin opsummering over gevind bl.a. ved at sammenblande arbejdspladsernes styrke med dette forums. Han tillagde forummet æren for at have "givet solidariteten og fagbevægelsen nyt liv":

- "Vi var den toneangivende forsamling" og "vores pres på forbundene for mere demokrati har betydet bedre mulighed for indfrielse af kravene".

Man kan roligt konstatere, at rollen bliver overspillet og vigtige faktorer udelades; men Anders Olesen konkluderede uanfægtet, at det vigtigste for et kommende resultat er den demokratiske debat; en demokratiproces, der bevæger sig fra religion til videnskab. Derudaf lærer vi, hvad folk virkelig vil og kræver: Hans bud var således en ny konference inden LO´s kongres!

Konferencen og udtalelserne var skåret over denne læst:

Det lykkedes sidste års alternative kræfter at spille en central og for fagbevægelsen meget demokratisk og progressiv rolle, som aftvang respekt hos de faglige topfolk. NU er tiden inde til at indfri den 6.ferieuge!

Set i bakspejlet blev arbejdsmarkedet jo påtvunget en "tung og svært administrerbar løsning" – som det hedder i udtalelsen, som i 90% kun handler om den 6.ferieuge. Selvom kravet om nedsat arbejdstid – i teksten som 35 timers arbejdsuge/30 timer på skiftehold og forskudt tid - er nævnt som eet ud af 5 krav, så er det i udtalelsens tekst totalt forsvundet.

Det lykkedes heldigvis Jens Borking, Næstformand i TiB afd. 27 Kbh. fra starten at få rettet op på en anden væsentlig skævhed ved konferencen: Det handlede om, hvordan EU fortrænger de kollektivt baserede aftaler til fordel for individuelle, fleksible ordninger.

Netop indførelsen af fleksible lønsystemer og arbejdstider er en bombe under kollektive aftaler og solidariteten. Det blev understreget af mange talere – og ikke imødegået af nogen.

I den forbindelse er kampen for nedsættelse af normalarbejdsdagen med perspektiv i retning af 6-timers-dagen et helt centralt krav!

Desværre må det konstateres, at Jacob Bang, forhandlingsleder for PMF, i sit oplæg til konferencen fastslog, at minimumskravet for de offentlige er en kopiering af det Nyrup-regeringens indgreb sidste år. En kopiering vil betyde, at specielt lønsystemerne, som i forvejen er individualiseret med fedterøvspuljer, vil blive yderligere fleksible. Derved bliver vejen åbnet endnu mere på det private næste år.

Anders Olesens selvforståelse af sidste års bevægelse og dens betydning kom da også til diskussion.

Lindøarbejdernes strejke og dermed et vigtigt signal til Nej-kampagnen blev nævnt i denne debat. Det blev ligeledes trukket frem, at titusindvis af nej-stemmer aldrig var truffet på kampagnen; men havde stemt i trods over almindelige forringelser, nedskæringer og brugerbetaling på dette og hint – eller simpelthen i trods mod toppen af fagbevægelsen. Som det blev sagt:

At de toneangivende kræfter i konferencen ikke har ændret opfattelse og fremturer med at sprede illusioner om topforhandlerne viser følgende sætning i den vedtagne udtalelse:

En smule selvkritik fra de ledende kræfter i dette faglige venstrefløjsforum, der helt sikkert spillede en væsentlig rolle under sidste års OK-forløb, ville heller ikke være helt af vejen:

Man kunne passende pege på, at initiativtagerne i flere tilfælde udviste en passivitet og mangel på vilje til at gi´ klare anvisninger til handling, som f.eks. i forbindelse med det store tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen i København, som mundede ud i det rene ingenting. Eller den afsluttende protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor initiativtagerne først glimrede ved ikke at mobilisere, men spredte forvirring, for derefter at kritisere arbejderne for ikke at gide protestere – og det lige efter en storkonflikt!

Som det fremgår, så vokser træerne ikke ind i himlen. De toneangivende venstresocialdmeokratiske kræfter bag konferencen formulerer efter vores opfattelse ikke det kampprogram, som bærer arbejdspladsernes, endsige de arbejdsløses kamp fremad for alvor.

De er knyttet til fortiden med deres halehæng til Socialdemokratiet og illusionsfyldte appeller til fagbevægelsens top.

Denne snæverhed afspejlede sig da også i skaren af deltagere. Knap halvdelen var ansatte eller besad faglige poster i fagbevægelsen, mens altså kun lidt over halvdelen kom fra arbejdspladser.

Disse var til gengæld koncentreret ind om nogle enkelte fag. Eksempelvis mødte Metal Horsens med omkring 40 fra arbejdspladserne. Ca. 10 fagforeninger dækkede således 75% af deltagerne.

Geografisk var repræsentationen også skæv. 25% af deltagerne kom fra Horsens, mere end hver 3. Kom fra København eller Århus. Nordjylland var flot repræsenteret; mens vigtige byer som Esbjerg, Odense, Helsingør, Frederikshavn o.s.v. enten var ringe eller slet ikke repræsenteret.

Den faglige venstrefløjs udspil til OK-2000 er formuleret i udtalelsen, som gengives i sin helhed andetsteds på siden. Det hedder her:"Tiden nærmer sig, hvor man i alle fagforeningsafdelinger med medlemmer på det private arbejdsmarked skal til at udtage krav til overenskomsterne i år 2000.

Helt så enkelt er det ikke. Både feriekrav og arbejdstidskrav er der vilje på arbejdspladsrene til at kæmpe for. Nu er også ’den faglige venstrefløjs’ udspil til debat. At der skal kæmpes, er der ingen tvivl om. Skal erfaringerne fra OK98 for alvor med, må det tilføjes, at arbejdspladsernes krav kun bliver gennemført, hvis de selv tager hånd om forløbet – og hele vejen igennem bekæmper det udsalg og forræderi, som de socialdemokratiske topledere er vellønnede garanter for!