Klassekampen i euroens tegn

Endnu en etape i den europæiske integration er netop gennemført med indførelsen af en enhedsvaluta, euroen, i elleve af de femten lande i den europæiske union.

Efter de første trompetstød, der hilste fødslen af denne valuta, der erstatter elleve andre, i hvert fald på pengemarkeds-, bank- og børsplan, begynder advarslerne at dukke op: Euroen kan ikke beskytte unionens lande mod konsekvenserne af russiske og asiatiske kriser. Den stramme politik, der følges i alle landene, afvisningen af den "stabilitetspagt", der blev indgået i 1997, bliver sat under opsyn af den europæiske centralbank. Dette instrument i monopolernes tjeneste står kun til regnskab for disse.

Begrebet enhedsmarked, begrebet enhedsvaluta giver et falsk indtryk af harmonisering mellem de forskellige lande, der deltager i denne proces. Der er der ikke noget om. Den stærkeste, hvadenten det er monopolerne eller de stater, der betjener dem, dominerer de andre. I den forstand, finder den tyske imperialisme, den dominerende økonomiske og militære magt i Europa, sit ekspansionsterræn i det forenede Europa.

I løbet af nogle måneder har de tyske monopoler hævet sig til verdens førstepladser, hvadenten det gælder banker eller rustningsindustri. De drømmer om yderligere udvidelse af deres virkefelt ved indlemmelse af nogle østeuropæiske lande. Det er derfor, de er tilhængere af en hurtig udvidelse af unionen.

Disse kendsgerninger og de tyske ambitioner bliver ikke accepteret med den store entusiasme af bourgeoisierne i alle de andre europæiske lande Nogle har i lang tid knyttet deres skæbne til det tyske bourgeoisi og regner med at drage maksimal fordel af sidstnævntes voksende indflydelse. Andre er mere forbeholdne. I Frankrig har dette spørgsmål længe splittet bourgeoisiet, herom vidner de rivninger, der især rammer højrepartierne, efterhånden som valget til europaparlamentet nærmer sig og euroens konsekvenser begynder at kunne føles. Men den "ensomme rytters" muligheder indskrænkes mere og mere.

Når det gælder det engelske bourgeoisi, håber det at kunne bevare sin priviligerede alliance med USA-imperialismen samtidig med at kunne profitere af unionens muligheder. Det har demonstreret dette ved at deltage i det nordamerikanske bombardement af Irak og ved at foreslå det franske bourgeoisi at oprette en europæisk væbnet styrke, som er komplementær til NATO.

Dette forslag ligner en mulighed for Frankrig til at vende tilbage til NATO for fuld styrke (NATO, som den amerikanske imperialisme absolut ikke har til hensigt at opløse, tværtimod) samtidig med at det kan "redde ansigt".

I betragtning af, hvad der står på spil, har forslaget ikke de store muligheder for at blive realiseret lige med det samme, men ideen er bragt på bane. Uanset om det gælder det økonomiske eller militære plan, er Det forenede Europa en integreret del af det verdensomspændende imperialistiske system, det man plejer at kalde økonomiens globalisering; den beskytter ikke imod den, den styrker den.

Man husker debatten om Maastrichtaftalen, og den voksende folkelige modstand mod denne aftale og dens sociale og politiske konsekvenser. Det danske "nej" havde vaccineret alle de ledende tilhængere af et Forenet Europa mod enhver vilje til at underkaste ratifikationen af hver ny etape i den europæiske integration en folkeafstemning. Slagordet var at nu skulle ’den sociale dimension’ prioriteres mere. Socialdemokraterne og de grønne har påtaget sig at udvikle disse temaer. Men vi befinder os stadig på valgkampsniveau.

Man kan ikke benægte klassekampens europæiske dimension, for den svarer til selve kapitalens udvikling, til de mere eller mindre snævre forbindelser, der knyttes mellem visse monopoler på europæisk niveau og til definitionen og iværksættelsen af europæisk politik når det gælder det sociale, økonomiske og militære, men også når det gælder er fornyet spørgsmålstegn ved de demokratiske friheder.

Men disse kamppladser bør være "åbne" for andre folks kamp.

Det er den anden side af denne "globalisering" af økonomien.