USA-imperiets storhed står for fald

En række begivenheder og udviklinger på den internationale scene her omkring årsskiftet 1998/99 har givet anledning til bekymrede og rådvilde kommentarer i den borgerlige medieverden. De konkrete begivenheder, der er tale om, har nemlig slået alvorlige skår i den selvsamme medieverdens virkelighedsbillede, hvad angår forholdet mellem den vestlige verdens to kæmper, USA og EU. Det synes, som om den hidtidige model for ubrydeligt broderskab mellem de sejrende magter i den såkaldt kolde krig - den "nye verdensordens" enstrengede, imperialistiske alliance - er ved at sprække efter kun cirka ti års levetid.

For den, der stadig har daværende USA-præsident George Bush’ euforiske ord om den "nye verdensordens" visioner rungende for sit indre øre, og som kun fodres af de borgerlige monopolmedier, kan det virke, som om virkeligheden har skiftet hurtigere, end man kan følge med. Først Sovjet-blokkens sammenbrud og bipolaritetens ophør, så en periode med uanfægtet amerikansk verdenslederskab, og nu ... ja, hvad nu?

Visse gamle og støvede, men stadig frisk anvendelige læresætninger af en fremsynet samtidsanalytiker, der fortsat hades inderligt af borgerskabet 75 år efter sin død, kan danne udgangspunktet for en sammenhængende og nyttig forståelse af nutidens imperialistiske magtpolitik.

Da V.I.Lenin i begyndelsen af dette århundrede nedfældede den skelsættende teori om vores historiske epoke, imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, gjorde han det klart, at den ene af de fire grundlæggende modsætninger i imperialismen er den, der hersker mellem de imperialistiske magter indbyrdes. De indre modsætninger i kapitalismen som økonomisk og socialt system tvinger de enkelte lande og regioners kapital til at ekspandere, og eftersom hele planeten forlængst er indtaget af imperialistiske interessenter, kan denne ekspansion kun finde sted ved en omfordelingskamp om de eksisterende indflydelsessfærer. Denne konfrontation bliver under de tilbagevendende verdenskriser - som den, vi indtræder i nu - hurtigt omsat i egentlige magtopgør, med krigen som yderste middel, enten direkte eller (mere populært) pr. stedfortræder. Ingen inter-imperialistiske alliancer er derfor varige under imperialismen.

Set med den leninistiske imperialismeteoris briller er det ikke underligt, at "den nye verdensordens" alliance med USA som global, enerådende politibetjent viser tegn på de første alvorlige udfordringer. Det er snarere, hvad man kan forvente oven på to globale rystelser i slutningen af det 20. århundrede: for det det første Sovjetblokkens endelige sammenbrud og restaurering af kapitalismen og de dermed ændrede positioner for udviklingen af de globale styrkeforhold; for det andet afslutningen på den langtrukne opsvingsperiode, der fulgte på førnævnte begivenhed, og indledningen på en verdenskrise, der kan blive den værste siden depressionen i 30’erne. Det giver i allerhøjeste grad afsæt for en bitter runde af omfordelingskampe i de kommende år, hvoraf den vigtigste kommer til at foregå over Atlanten. Foråret 1999 kan meget vel bringe startskuddet hertil.

NATO holder et ganske særligt topmøde i Washington til april, i 50-året for stiftelsen. Dette skal ifølge planen vedtage et nyt strategisk koncept, dvs. en overordnet doktrin, for NATO, og det kan blive svært, hvis ideen ellers er, at USA og EU skal enes.

EU har med indførelsen af møntunionen 1. januar fået blod på tanden mht. ambitionen om at blive en egentlig supermagt, hvilket nødvendigvis inkluderer en stigende, alvorstung europæisk agitation for selvstændigt globalt ansvar på det militære og såkaldt sikkerhedspolitiske område. Det betyder, at de fælles interesser, der smeder den europæisk-amerikanske alliance sammen, begynder at snævre mærkbart ind og gøre det til et problem at vedtage et sådant langsigtet, strategisk dokument, som der lægges op til i Washington.

Efter at konfrontationen med Sovjet ophørte, har der ikke været fastlagt en egentlig strategisk linje for NATO, som afspejlede de nye geopolitiske realiteter. Det blev bare sådan, at USA indtog førertrøjen som eneste tilbageværende supermagt og praktiserede denne rolle primært ved at lade militære aktioner, sanktioner og krigsførelse i USA-imperialismens tjeneste foregå i "det internationale samfunds" navn og under FN-banner. Denne situation, der kom mest markant til udtryk i den USA-anførte krig mod Irak i 1991, holdt kun så længe, som EU endnu ikke havde taget de væsentlige skridt til at føre en selvstændig imperialistisk magtpolitik som blok, og så længe opsvinget gav bytte nok til at mætte investorerne i de latent rivaliserende imperialistiske lejre.

NATO-topmødet dette forår tegner til at tage form af en begravelse af George Bush’ pyramidalske verdensorden og et goddag til en ny episode i den bloddryppende føljeton om imperialismens magtkampe.

Den begyndende verdenskrise er samtidig en fiasko for USA’s globale lederskab, og jo værre krisen bliver, desto mere vil interessemodsætningerne skærpes mellem USA og EU. Det viser sig allerede i de foreløbige amerikanske og europæiske udspil til Washington-topmødet.

Begge hovedparter på mødet er rørende enige om, at NATO skal give sig

selv formel juridisk ret til at hærge uden for NATO-landenes egne territorier, dvs. droppe efterkrigstidens udklædning som forsvarsalliance, men her hører enigheden stort set også op. Når USA’s tale falder på varetagelse af "fælles alliance-interesser", er der nemlig ingen, der er i stand til at svare på, hvad dette indbefatter.

Fra amerikansk hold presses der på for at udviske grænserne for NATO’s geografiske operationsfelt og gøre styrkerne mere mobile, hvilket Bosnien-engagementet har givet den bedste præcedens for.

Det skal ske med henblik på, at NATO kan gå i aktion for Vestens "legitime interesser" overalt, og hvis det skal realiseres, kræves der ifølge USA en kraftigt forstærket indsats fra EU-side på at få tilpasset styrkerne denne omstilling. NATO er i amerikanernes øjne det foretrukne militære redskab fremover, selvom det officielt benægtes, at NATO dermed bliver en global slagstyrke; det "transatlantiske område" kommer bare til at strække sig meget langt. I den forbindelse må man naturligvis sætte sig ud over de irriterende juridiske begrænsninger og hæmninger i FN’s folkeretlige system, selvom dette i forvejen kan strækkes som blødt gummi.

Som højtidelige formål for super-NATO nævner USA - foruden den velkendte sang om "forsvar af menneskerettigheder" - kampen mod spredning af biologiske, atomare og kemiske våben (som USA alle til hobe har i rekordomfang) samt kampen mod terrorisme. EU deler i dag ikke nødvendigvis prioriteringen af disse officielle fjendebilleder, og fjendebillederne har i det hele taget i voksende grad forskelligt indhold på hver side af Atlanten. Det er en afspejling af den stigende divergens i objektive imperialistiske interesser.

Konkret sås denne udvikling tydeligt i USA’s bombardement af Irak op til jul. Ikke kun fra kinesisk, russisk og mange andre hold blev der skumlet og raset over bomberne; i ledende EU-kredse herskede et aldeles uamerikansk syn på, hvordan der skal fares frem over for Irak, og USA kunne af EU-lande kun få blodsbroderen Storbritannien med i aktionen.

USA’s vilkårlige bombardementer i sommeren 1998 af udvalgte, påståede "terrorismecentre" i Sudan og Afghanistan blev også en amerikansk enegang, der viste, at USA er villig til at bryde selv de mest fundamentale regler for international opførsel for at hævde sit herredømme, og at dette er hævet i vigtighed over det gode forhold til EU. I Kosova har USA klaret ærterne uden at gide at konsultere EU, hvilket ikke er gået upåtalt hen i Bruxelles. Albanien og Kosova er i første række amerikansk indflydelsessfære - mener den amerikanske imperialisme. Unionen er ikke enig.

EU ønsker ikke at blive spændt for den amerikanske imperialismes vogn og sætter derfor bremserne i i forhold til USA’s ambitioner med NATO. Som tidligere i historien spiller Tyskland den ledende rolle i opbygningen af det nye Europa, og regeringen i Bonn har ladet offentligheden forstå dette ved at fremlægge et andet syn på NATO, samtidig med at tyskerne sætter tempoet i vejret i Unions-integrationen. Det er nu officielt, at Tyskland "betragter sin gæld fra krigen som sonet" og agter at spille en ledende udenrigspolitisk og regional rolle, der svarer til den økonomiske.

På NATO-scenen vil Tyskland folkeretligt binde NATO’s aktioner til reglerne i FN og OSCE, hvilket i sagens natur spænder ben for de amerikanske ambitioner med alliancen. Tyskland, der her formodentlig også taler på EU-Kommissionens vegne, vil altså ikke opprirotere NATO som imperialistisk redskab.

Nej, prioriteringen går i dag utvetydigt på den selvstændige europæiske oprustning, og det lader til, at verdenskrisen har sat fart i denne udvikling. Tidligere på måneden fremlagde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer sin regerings syn på EU’s institutionelle udvikling, og den stod soleklart på en linje for fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med Vestunionen WEU som redskab, på en linje for uafhængighed af USA i forsvaret af europæiske interesser og en linje for en egentlig politisk union over hele feltet, med flertalsafgørelser på næsten alle områder. Tyskland satser i den forbindelse udtrykkeligt på at få Kommissionens krypto-føderale projekt Agenda 2000 vedtaget.

Nyheden om WEU’s død i den borgerlige mediedækning er formentlig en stærk overdrivelse af dimensioner. Den aktuelle globale magt-ubalance og de seneste tyske signaler peger tværtimod på, at denne militære søjle af den europæiske forbundsstat bliver kraftigt opprioriteret. Dette stiller spørgsmålstegn ved NATO’s eksistensberettigelse; i længden kan WEU i sin egenskab af redskab for europæiske interesser ikke vedblive at være en søjle i NATO, når disse interesser kolliderer med amerikanske. Dette udtrykker en grundlæggende modsætning i imperialismen og kan derfor ikke være genstand for en varig forsoning.

Imperialismens historie og de væsentræk, man kan udlede heraf, gør det til et åbent spørgsmål, om denne modsætning på lidt længere sigt omsættes i direkte krig

Skrækvisionen er ikke så langt væk, som vi skal narres til at tro. Centralt på det afrikanske kontinent raser således i dette øjeblik en brutal krigstilstand, der om noget er en stedfortræderkrig mellem (frankofil-)europæiske og amerikanske interesser.

Sikkert er det i hvert fald, at USA’s enerådende rolle i den "vestlige verden" er dømt til snarlig nedrykning, og at den fremvoksende europæiske supermagt kun kan vinde frem ved at tage lunser fra USA.