Led, ledere, ledest……

- Man får løn som fortjent!

Dette er udsagnet fra de bonede gulve. Fra åndens "arbejdere". Fra arbejdsledere og –givere! De sidste skal blive de første, står der skrevet i bibelen. Lønmæssigt må man sige, at ledere og givere så sandelig står forrest; men derfor er det langt fra givet, at de stod i den forreste halvdel af køen, da hjernerne blev fordelt.

I sidste uge fik vi midt i vores kaffepause besøg af en rimelig oprørt chauffør. Han havde netop glemt en forsendelse i forbindelse med et ærinde, hvilket havde bragt en arbejdsleder i total affekt:

- Hvordan fanden kan du glemme den forsendelse, lød bandbullen over radioen.

- Man laver altså fejl i ny og næ. Det gør I jo også på kontoret, forsvarede chaufføren sig.

- Jeg gider overhovedet ikke snakke med dig om det, panikkede arbejdslederen.

Fint, og så cuttede chaufføren den forbindelse.

Det hjælper ikke, at chaufføren har retten på sin side. I reglerne indenfor en hvilken som helst kapitalistisk fabriksport lyder som de to første:

§1 Enhver leder har pr. definition ret

§2 Hvis dette ikke er tilfældet, træder paragraf 1. straks i kraft

I forbindelse med nytåret blev koncernens servicesektor udskilt til et selvstændigt aktieselskab. Det havde være kendt i mindst et år. Alligevel befandt dette "nye" firma sig i medio januar uden brevpapir, fordi man ikke havde husket på et selvstændigt logo! Eller der herskede vild forvirring angående hvilke kontonumre, der skal bruges ved faktureringer osv.

Den såkaldte hjernekapacitet – som bliver brugt som forklaring på deres lønninger – ligger i realiteten på et meget lille sted. I stedet har denne menneskeart en udviklet evne til at sparke nedad og tilrane sig magt og ret på andres bekostning.

En fejl af denne karakter havde helt enkelt kostet en anden jobbet. I dette tilfælde bliver kritikken som vanligt tørret af på en underordnet.

Aktionærerne skal også ha´ løn som fortjent.

Når nu de råder over så store værdier, at de tør indskyde en del af formuen i denne verdensomspændende, multinationale koncern, så skal de selvsagt også ha´ deres udkomme. Derfor har direktionen da også for år tilbage fastlagt en nedre grænse for deres aktieudbytter på 15%!

Nu mindes jeg ganske afgjort, at min skolelærer oplyste mig om, at årsagen til store aktieprofitter netop var den forbundne risiko.

Og nu ligger verdensmarkedet tilfældigvis netop i det sidste halvandet års tid sådan, at kapitalen steger i sit eget fedt. Min børnelærdom siger mig, at det er nu, at risikoen betyder tab.

Nuvel, - fanden hytter sine. Som sagt direktionen garanterer 15% udbytter, fyrer et halvt hundrede mand, fjerner en række personalegoder, forhøjer kantinepriserne osv. osv.

Nå, det gælder jo om at se det positive. I forbindelse med overgangen til selvstændigt aktieselskab sendte ledelsen dog en gave til samtlige ansatte i form af et armbåndsur. Meget billigt og en rædselsfuld lænke. Men alligevel. I urskiven var der i forlængelse af firmanavnet skrevet:

Den foretrukne servicepartner.

Så meget ret skal ledelsen squ ha`.

Hvis jeg havde en million Euro´er – eller bare danske kroner – så ville jeg også foretrække at risikere et par hundredtusinde i den koncern. Reno