Foran en barsk kamp

Kommunernes Landsforening, Amtrådsforeningen og finansminister Mogens Lykketoft har aftalt lønforhøjelser på højst 3 pct. næste år. Forårets aftaler (håndfæstninger) mellem regeringen Nyrup og kommunerne og amterne har bastet og bundet kommunerne økonomisk til løntilbageholdenhed og nye offentlige nedskæringer og serviceforringelser, herunder via privatisering/udlicitering.

Arbejdsgiverne - i denne omgang de offentlige arbejdsgivere - har regeringen bag sig som en blind, men yderst aktiv makker. Som i foråret 1998, da samme socialdemokratisk ledede regering greb ind i overenskomstkonflikten på arbejdsgivernes side og gennemtvang en overenskomst, der var ringere end det mæglingsforslag, som arbejderklassen havde stemt ned.

Der er ikke råd til klækkelige lønforhøjelser og indførsel af den sjette arbejdsuge, hævder Mogens Lykketoft. Derimod skal "danskerne arbejde mere". Arbejdstempoet skal op, og afspadsering skal erstattes med løntilskud mv. Samtidig skal den fleksibel arbejdstid og de nye lønformer, der blev taget hul på ved de seneste overenskomstforhandlinger, udbygges.

Løntilbageholdenhed, offentlige besparelser, privatisering/udlicitering, øget fleksibilitet, udvidelse af arbejdstiden er, hvad der står øverst på regeringens og de offentlige arbejdsgiveres ønskeseddel. Krav, der umiskendeligt bærer EU’s/ØMU’ens stempel.

Fra de økonomiske vismænd, OECD, EU, det danske borgerskab, den borgerlige og socialdemokratiske presse - hele vejen rundt - lyder opfordringen: "Vis mådehold - for samfundets skyld". Det kan direkte oversættes til: accepter forringelser – mens vi arbejder for at sikre kapitalens profitter. Formaster de offentligt ansatte sig til at forlange reelle lønforhøjelser og bedre arbejdsforhold, kommer truslerne om nye påske-, pinse- og julepakker straks.

Det tunge skyts er kørt i stilling mod de offentlige ansatte.

Mens de offentlige arbejdsgivere lægger op til et nyt frontalangreb på de offentlige ansattes løn- og arbejdsforhold, så må det siges, at de krav, som modparten - forhandlerne for de statsligt ansatte og for de kommunalt og amtsligt ansatte - har rejst er fremkommet er mere afdæmpede.

Hovedkravet er fra KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansattes kartel) mere fritid - 6 ugers ferie, generelle lønforhøjelser og en lønregulering, der sikrer, at de offentligt ansatte ikke sakker agterud lønmæssigt i forhold til det private arbejdsmarked.

Det er barske vilkår, årets overenskomstforhandlinger foregår under.

Situationen forbedres ikke af, at de folk, der forhandler på de offentligt ansattes vegne, tilhører det samme parti, som mange af deres modparter på den modsatte side bordet: Socialdemokratiet. Som formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Anker Boye, og den politiske chefforhandler for KL og Amtrådsforeningen, borgmester Ole Andersen.

En indspisthed, der er til at tage at føle på. Tiltroen til, at Poul Winkler, formand for KTO, og andre faglige topledere- som de forsikrer – også virkelig vil slå i bordet og kæmpe hårdt for deres medlemmers interesser, kan ligge på et mere end mikroskopisk sted. De har ikke fået deres poster eller fede gager for ingenting.

Så mon ikke det påny vil vise sig, at hensynet til arbejdsgivernes - dvs. den socialdemokratiske ledede regerings og de kommunale og amtslige toppolitikeres - ønsker vejer højest.

Der er allerede ved de første, indledende forhandlinger truffet aftaler om forlig vedr. en kraftig udbygningen af "Ny Løn", som de nye, splittende og usolidariske lønsystemer indenfor det offentlige område så neutralt kaldes.

Godt halvdelen af kommende lønstigninger skal, i overensstemmelse med de offentlige arbejdsgiveres hedeste ønsker, udbetales gennem de nye lønformer , i folkemunde benævnt fedterøvstillæg, og ikke som generelle, ensartede lønstigninger.

På trods af, at de decentrale lønforhandlinger først skal til at gå i gang, er det allerede sikret, at flere offentligt ansatte vil blive tvunget over på de "Ny Løn". Det er afgjort centralt - langt fra de almindelige offentlige ansatte, der rammes - og mod deres faktiske krav og interesser.

Det er et særligt træk ved de offentlige ansatte, at de kæmper om fordelingen i forhold til den samme kapitalistiske kasse – og ikke mange enkeltkapitalisters. Dette udnytter de offentlige arbejdsgivere selvfølgelig til at fastsætte en fælles ramme, de kan få de offentlige lønarbejdere til at slås indbyrdes om fordelingen.

Så det må også noteres, at de forskellige forbund for længst har accepteret de udstukne lønrammer og bygger i dag hele deres såkaldte OK-strategi på, at hvert enkelt af dem skal være smartere end de andre, så man kan gafle mest muligt af den afsatte pulje lige netop til sine egne medlemmer. Det solidariske forhandlingsfællesskab – KTO - er reelt rammen for indbyrdes kamp. Split og hersk!

Det er ikke ved de centrale forhandlinger, hvor de generelle overenskomstkrav skal forhandles, der er lagt op til kamp. Begge sider varetager reelt modstandernes interesser – arbejdsgivernes - og muligheden for at komme på tværs af det socaldemokratiske maskepi i denne omgang er minimale.

Det betyder ikke, at den sædvanlige teatertorden er forstummet. De faglige topforhandlere bedyrer, at der er tale om svære forhandlinger, at parterne står langt fra hinanden. Det skal hedde sig, at der er tale om langt mere end forhandlinger på skrømt. Som et gammelt ordsprog siger: Tomme tønder buldrer mest.

Anderledes ser det ud med de særlige overenskomstkrav på de enkelte fagområder, der forhandles mellem de enkelte forbund og deres modsvarerende arbejdsgiverforeninger. Her kan det, set med de kommunale og amtslige arbejdsgivere øjne, gå galt med at få banket en mere fleksibel arbejdstid og de nye, individuelle lønformer igennem. Også selvom fagforbunds- og fagforeningsledere har vist sig imødekommende overfor forhandlinger eller direkte har støttet kravene om mere fleksibilitet. Modstanden mod undergravningen af løn- og arbejdsforholdene har været og er stadig omfattende, trods forbundsledernes "muldvarpearbejde" for at få medlemmerne til at opgive kampen og affinde sig med lortet.

De almindelige medlemmer af BUPL har foreløbig sagt fra overfor arbejdsgiverens, Kommunernes landsforening, mens lederne har sagt ja til "Ny Løn". Op til de igangværende OK-forhandlinger har BUPL’s ledelse udgivet en OK 99-pjece, et debatoplæg, hvis hovedformål er at opløse modstanden mod de nye lønformer. Selvom pjecen foregiver at være "neutral", er den fremherskende holdning , med formanden Bente Sorgenfreys egne ord, "at lønudviklingen for den menige pædagog vil blive bedre under de nye lønformer".

Vi får se, om fagtoppen og kommunerne i fællesskab får held til at knække f.eks. pædagogernes modstand mod de nye lønformer.

Der står meget på spil – og blandt mange grupper af offentligt ansatte er modstanden mod fiflerierne omkring deres løn- og arbejdsforhold udbredt – og de er parat til at kæmpe for deres interesser. I takt med udbygningen af den offentlige sektor fra 60erne er også de offentligt ansatte lønarbejderes bevidsthed om modsætningen mellem deres interesser og den kapitalistiske stat vokset væsentligt – og de har udviklet en række kamptraditioner.

Lærerområdet er under særligt pres, også set i smamenhæng med kampen om folkeskolens fremtid. Modstanden mod fleksibel arbejdstid og fedterøvstillæg er udbredt. Her forlanger arbejdsgiverne, at lærerne skal undervise mere - for den samme løn. Antallet undervisningstimer skal sættes i vejret på bekostning af forberedelsestiden, Ø-timerne.

Et krav, som de almindelige lærer klart afviser, da forberedelsestiden i forvejen ikke for lang, men lærernes formand, har alligevel sagt ja til forhandle om lærerne arbejdstid.

Der er gennem de borgerlige medier og de signaler, der udsendes fra politisk hold og fra fagtoppen lagt op til, at de offentligt ansattes forhandlinger skal ende indenfor de rammer, der blev udstukket ved regeringsdiktatet i forårets storkonflikt på det private område.

OK-aftaler indenfor disse rammer – sådan som den første der er indgået på land- og skovbrugsområdet – er og kan åbenlyst ikke være tilfredsstillende. Og i realiteten lægges der op til endnu ringere resultater (af forhandlingens vej) end det sorte indhold af regeringsindgrebet.

Det er den samlede løn- og udgiftsramme, der skal sprænges blot for at sikre reallønnen indenfor hele sektoren.

Hvad der lægges op til, bør mødes med et rungende Nej fra den offentlige sektors ansatte som helhed – og et Nej ved urafstemningerne indenfor de enkelte områder.

De offentligt ansatte bør ruste sig til en solidarisk kamp – med en klar støtte til de områder, der måtte komme i konflikt, så holdningen at hver faggruppe hytter sit eget skind på andres bekostning bliver brudt.