Der er ingen, der i dag vil modsige den kendsgerning, at den såkaldte asiatiske krise i virkeligheden er en global krise som kun EU og USA ikke er direkte berørt af, endnu. Dog er det sjældent, at man nævner konsekvenserne for de såkaldt "ikke industrialiserede lande", og det er fuldstændig udelukket at beskæftige sig med konsekvenserne for jordens befolkning. Aktiekurser og valutakurser er det, der fokuseres på i de rige landes borgerlige medier. Den relative ro på disse markeder i november- december sidste år fik de mest spekulative hasardkapitalister og deres tro statsmagts-bestyrere til at fremmane, at krisen var stabiliseret, det værste var ovre. Ikke mindst rentenedsættelser i USA og EU havde angiveligt slukket branden og reddet verdensøkonomien.

Med vanviddet lysende ud af øjnene påstår Mariane Jelved stadig, at underskuddet på betalingsbalancen kun var en lille bitte ubetydelige krusning på vejen mod tilbagebetaling af den tyngende udlandsgæld. Og Pia Gjellerup, Erhvervsminister (S), supplerer med at sige, at erhvervslivet langt fra er i nogen krise.

Og mandag d. 11. januar 1999 afholdt cheferne for verdens 17 største centralbanker møde i Bank for International Settlements (BIS) nyåbnede regionskontor i Hong Kong. Mødet vurderede at den akutte finanskrise i Asien er stilnet af, og det kan åbne vejen for en bedre økonomisk udvikling i regionen. Nu arbejdes der hårdt på at opbygge en positiv psykologi og stemning.

Hos Dansk Industri har man en noget anden dagsorden, og her er man nu begyndt at tale om den krise, som man har på eksportmarkederne. Men hvad er dansk industris svar på overproduktionskrisen?

Under store overskrifter om eksportkrise og tabte markedsandele kræves der lønnedgang for de ansatte, nye skattelettelser til de i forvejen forkælede virksomheder og deres ejere - og ikke mindst øget produktivitet.

Den ene dag er det arbejderne, der skal holde for med fleksible arbejdstidsregler, den næste dag bliver der peget fingre ad den manglende investering i produktionsapparatet.

Svaret på overproduktionskrisen er med andre ord øget produktion!

Der skal ikke meget logisk sans til at se at en krise der består i, at der bliver produceret flere varer end folk i sidste ende har råd til at købe, ikke løses af at sænke lønningerne yderligere og sætte produktionen i vejret!

Men kapitalismens junglelov hersker - og den der ikke producerer går konkurs og bliver solgt til konkurrenten. Dette faktum er man da tydeligvis også klar over hos Dansk Industri, dog formulerer de det på den måde at den vigende eksport i første række er et spørgsmål om, at der er for mange producenter til at klare den skærpede konkurrence.

Svaret på den savnede svineeksport er med andre ord et gigantisk slagtehus.

Hvad var det så, der skete da årsregnskaberne var afsluttet og de overlevende giganter kom hjem med nye rekordresultater? I den første uge af 99 var der i EU det, man i Børsen kalder ’euro-fori’. Fællesmønten for Den europæiske Union blev indført. "Børsfeber" og en tiltagende strøm af fusioner og opkøb fik aktiemarkederne i USA og EU landene op på rekordniveau, væk var de tilbageholdne og forsigtige, nu skulle der tjenes store penge igen.

Men det var en meget stakket frist: så viste krisens ansigt sig igen i Brasilien, den største økonomi og vigtigste handelspartner i Latinamerika. Efter flere dage med stærkt pres på valutareserverne (ca. 3 mia. dollars forsvandt ud af landet på 10 dage) måtte centralbank direktør Gustavo Franco trække sig tilbage, og Brasilien måtte opgive sin fastkurspolitik i forhold til dollar, og devaluerede reelt med 10%. At de nye kursstigninger var placeret med benene solidt plantet i børshimlens blå luft, viste sig ved et fald i de toneangivende europæiske aktier i størrelsesordener som sidste sommer, da Rusland for alvor blev hevet med ned af krisen. Der var simpelthen ikke for en krone ægte værdier bag de nye rekorder.

Hvad der især går hårdt ud over Sydamerika og Brasilien - og Rusland for den sags skyld med - er at råvareprise rne fortsat falder. Det er også en af de vigtige indikatorer på, at krisen ikke er slut, men kommer tættere på.

De mange kendsgerninger og nøgne tal om økonomien – den danske eller verdens - er svært tilgængelige for den almindelige arbejder. Det økonomiske sprog er en særlig jargon – og konklusionerne trækkes af borgerlige specialister og politikere.

Men konsekvenserne mærkes – og krisen byrder væltes over på de almindelige mennesker.

De mange nedskæringer, der altid rammer dem, samtidig med at deres skatter og afgifter har været konstant stigende.

De mange påstande i den borgerlige propaganda - som f.eks. at arbejdsstyrken reduceres i fremtiden og at der er for mange gamle - passer dårligt med at middellevetiden er stagneret, og endnu dårligere med at mange kommuner har skåret på hjemmehjælpen med argumentet: for at få råd til de nye store årgange.

Holdes arbejderne i uvidenhed, håber kapitalen og deres regering, at de er mere føjelige.

De glemmer det faktum, at det er arbejdernes virkelighed, tallene handler om - og virkeligheden kan ikke skjules af nok så meget hul propaganda.

Fsk.