Himmelekspressen

DEUDSTØDTEOGFATTIGE danskeres nød er eksplosivt større end tidligere, melder private hjælpeorganisationer - (hvad skulle den kapitalistiske Stat da også have med fattiges nød at gøre?). Organisationerne kan ikke opfylde behovet for mere hjælp, og kommunerne må ikke. Der er ingen kommunale juleklokker der ringer, som kontorchef i Kommunernes Landsforening udtrykker det.

Børnenes Kontor i København havde fået 6000 ansøgninger om julepakker men kunne kun imødekomme 2500. Samme jammertendens hos øvrige organisationer Frelsens Hær, Kirkens Korshær.

HIMMELEKSPRESSEN for hjemløse var engang hele borgerskabets kæledægge og ’gode samvittighed’ Flere herberger er blevet anskaffet, men er desværre overbelagte og tiden en anden. Radioavisen ser sig nødsaget til at fortælle, at ca. 700 må sove på gaden om natten i København og op mod 10.000 på landsplan.. Det vakte et ramaskrig i pressen men drejedes behændigt hen til lovprisning af mange hjertensgode borgere, hvis hjerter krympedes af medlidenhed. Det kunne aflæses af at aflagt brugt tøj strømmede ind på Sundholm. Der kunne endog konstateres ‘politisk indgriben' på institutionen.

'Ved De, hvem jeg er?', spurgte den kvindelige halvdel af et nydeligt par, der dukkede op på dets kontor med en pakke.

Det viste sig at være tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Tove Lindbo Larsen, samt gemal. Triumferende siger det tidligere folketingsmedlem: ‘Vi har gået det hele igennem derhjemme - for det er jo forfærdelig synd at fattige folk skal gå og fryse i Danmark' - og så remser hun op hvad hun og gemalen har givet, og begejstret udbryder gemalen, ‘Ja- og mine gamle fodboldstrømper’.

Denne hændelse afspejler meget godt Socialdemokratiets heroiske indsats for de udstødte i vort totalt afskaffede ‘Velfærdssamfund’. Fodboldstrømperne blev omgående taget i brug af en indvåner, mens en medhjælper ilede til for at hjælpe manden med at få strømperne på. Fødderne var vablede og miserable efter lange tider uden at eje strømper...

Til det behjertede folketingsmedlem blev det sagt: ‘De ser flere folk herude uden strømper end med’ og deres fødder bliver simpelthen ødelagte'. Det ærede fhv. folketingsmedlem blev bedt om at ‘gøre noget’ for at Sundholm kunne bevilges en hårdt tiltrængt fodterapeut!

DETMÅVÆREETHELVEDE for de mange mennesker at skulle sove på gaden i vinterens kulde og man kan dø af det. Men det kommer der stensikkert ingen efterretninger om. Derimod kunne man i borgerpressen læse denne overskrift: ’HOLD VARMEN, NU LIGGER DE HJEMLØSE LUNT I SVINGET’:Bløde pakker til hjemløse. Det drejede sig om en ‘happening’ foran trappen til Christiansborg, hvor der en mørk eftermiddag blev delt soveposer ud til de udstødte.

Det havde vel været for stærkt, hvis folketinget skulle behandle en så pauver sag - og det var sgu heller ikke derfra, der blev ydet en indsats.

Det var såmænd en idealistisk bistandsmodtager, der på auktion havde købt soveposerne for det formidable beløb af 399 kr. Dertil kom, at et sportsfirma havde øjnet chancen for forretnings-PR og kom med en gratis ladning til uddeling. Hurra! hurra! skriver pressen: ’Udsigt til lune nætter på kolde bænke’.

Problemet synes således at være løst- Kapitalismens nederdrægtige kynisme kender ingen grænser.

DEHJEMLØSESSITUATION i den kolde vinter har tilsyneladende også vakt interesse hos kirkerne. Man kunne da have ‘hjerterum for husrum’ i frosten, men kun fra den 20. december, og det sammen med jesusbarnet i julen. Selveste Biskoppen erklærer, at det er der ikke noget ‘lovbrud’ i.

Altså noget fornuftigt kunne de utallige tomme kirker da bruges til (de kunne da også anvendes til permanente natherberger for at afbøde manglen på Himmelekspressen)

Men Vagt i Gevær ‘kristen’ Menighedsråd afviser tanken om natåbne kirker. Argumentet er frygt for social uro og for at importere sociale problemer fra andre dele af København, planerne må opgives. (Nej for fanden: de hjemløse kunne jo finde på at okkupere kirkerne i barmhjertighedens navn}.

Præsten, der stillede forslaget om natåbent, er chokeret og spørger:''Hvordan kan et menighedsråd afvise folk, der fryser og måske i fare for at miste livet? Ifølge kristen teologi kommer præsten i himlen og menighedsrådet i helvede.

VOREHJEMLIGEMEDIER har altid betragtet USA (Guds eget land) som forbillede til efterligning, og her følger vi altså ganske godt med- også hvad udstødte angår. Men selvfølgelig kommer USA altid først med eksemplets magt.

I pressen kunne man således orientere sig om San Francisco og byens borgmester Willie Brown som nu erklærer SLUT MED TOLERANCEN! Der vil nu blive slået hårdt ned på de hjemløse. Forretningsfolkene må skræve hen over dem, når de vil ind i deres eksklusive hoteller på Nob Hill. De er snart sagt alle steder i byen - siddende, liggende, stående med deres udstrakte papkrus.

16000 lever på byens gader- dobbelt så mange som for en halv snes år siden. Borgmesteren erklærer, at nu skal der skrappere midler til for at slippe af med dem.

Der tales om det nye begreb ‘medlidenhedstræthed’, og nu skal de udstødte fjernes med magt til nødherberger. Ved modstand - så er det anholdelse.

Fængsler har man nok af ‘over there’, det er faktisk blevet en national givtig industri med fortsat fængselsbyggeri De.hjemløse laver galgenhumoristiske vittigheder om dereds taknemmelighed over at kunne komme i fængsel - i stedet for at blive udsat for den perfekte løsning på problemet: at bystyret sender en lejemorder rundt om om natten til de sovende i snævre gyder og stræder og under parkbænke.

REPORTAGEBILLEDER(det var fra den ‘åbne’ glade - eller ligeglade - glasnost Gorbatjovtid) om det berømte hus Prospekt Nr. 4 i daværende St.Petersborg 1917 rinder mig i hu:

En fyrstinde var blevet tilbage i begivenhedernes gang - det øvrige af fyrstefamilien var i huj og hast flygtet til Paris med samt deres diademer og kostbarheder.

Men det fyrstelige hus havde et utal af suiter og værelser, og Bysovjetten sørgede for, at alle gemakkerne blev fyldt op med hjemløse. Den aldrende modige fyrstinde fortalte stolt om det myldrende liv i huset med gamle, mænd, kvinder og børn i kollektiv samdrægtighed vask og bespisning i luxuriøse omgivelser.

Selv havde hun fået tildelt et værelse øverst oppe i herligheden. Det forhindrede hende ikke at være behjælpelig i det sociale samvær- en oplevelsesrig og spændende tid som hun ikke ville have været foruden.

Nå der havde jo også været en socialistisk revolution.

Otto Gelsted lagde i 30erne i et digtden hjemløse disse ord i munden: