USA vil skabe en global økonomi med ’et menneskeligt ansigt’.

USA vil forhindre den økonomiske verdenskrise i at uddybes. USA vil skabe ny regler for den internationale samhandel.USA vil "i samarbejde med ILO", FNs arbejdsorganisation, sikre arbejdernes rettigheder på verdensplan. USA vil stille sig i spidsen for en kampagne mod børnearbejde.

USA vil vælte Saddam Hussein og sørge for, at Irak får ’en leder, der er det irakiske folk værdig’. USA vil arbejde for, at Kina lærer friheden at kende. Der er kun et land på det amerikanske kontinent, Nord og Syd, der ikke kender ’frihedens velsignelser’. Det er Cuba. USA vil se til, at det får dem at smage. USA vil sikre at kosovarerne får fulde nationale rettigheder USA vil føre kamp mod ’terrorisme’ overalt i verden. Af alle disse grunde og flere til vil USA vil sætte militærbudgetterne drastisk i vejret.

USA er stærkt. USA skal gøres stærkere. Det 20. århundrede var USA’s århundrede. Det 21. skal være det i endnu højere grad.

Det var blot nogle af budskaberne til verden i den amerikanske præsidents årlige tale om nationens tilstand. Et stort og omhyggeligt iscenesat medie- og propagandashow, i år krydret med den særlig pikante omstændighed, at det republikanske flertal i kongressen med rigsretssagen søger at afsætte Clinton.

Det var en tale typisk for den amerikanske imperialismes retorik i dag, og karakteriseret ved en særlig blanding af lov-og-orden politik og social demagogi på nationalt og internationalt plan - med ideen om at ’styrke USA' som ledetråd.

Det vil sige at styrke USA-imperialismen som verdens ledende magt og som verdens leder, og befæste det imperialistiske borgerskabs herredømme indadtil og udadtil.

Clinton er en mand, der kæmper for sit politiske liv, og som skulle overbevise det amerikanske folk – og folkene verden over – om den amerikanske models universelle gyldighed, om ’frihedens velsignelser’ – og om hans egne kvaliteter som USA’s og verdens leder.

Hitler drev i sin tid de organiserede propagandashows til perfektion og mestrede i hidtil uset grad at udnyttelse sin tids vigtigste propagandamedie – radioen. Han ville have misundt Bill Clinton.

Skæres al retorikken væk og ser man bort fra underholdningsværdien af det store politiske show med underliggende personlige dramatik, må det fastslås, at der er givet signal til en yderlige militarisering af USA. Til en yderligere befæstelse af USA’s rolle som verdensgendarm, der vil diktere sin ’Pax Americana’ overalt. Krigene og de militære provokationer er garanterede.

Hitler opnåede aldrig det verdensherredømme, han drømte om. USA-imperialismen har opnået det. Ifølge Clintons retorik var USA sejrherre i to verdenskrige og den kolde krig. Clintons sociale demagogi består i at give imperialismen ’et menneskeligt ansigt’. Men det baserer sig på en militær overlegenhed, som i sidste ende skal garantere USA verdensherredømmet.

Den fælles imperialistiske front, som blev til i ’Den ny verdensordens’ første år efter 89-91 er gået i opløsning. Modsætningerne mellem imperialistmagterne er voksende. Det er ikke et tilfælde, at den ny rustningsrunde annonceres på et tidspunkt, hvor Den europæiske Union lancerer sin fælles mønt og er slået ind på vejen som politisk og militær verdensmagt. USA-imperialismen tåler ingen rival.

Det betyder også, at den herskende klasse i USA indadtil må søge at undgå sociale eksplosioner. Clinton pralede af, at USA havde skabt ’verdens største middelklasse’ – dvs. opbygget en social støtte på grundlag af imperialismens superprofitter. Clinton lover det fattige USA velfærd, en slags discountvelfærdsmodel, af krummerne fra de riges bord, der skal sikre mod sociale opstande. Også det vil blive gjort til en global model.

Der er lutter gode grunde til at arbejderklassen og folkene verden over styrker kampfronten mod den amerikanske imperialisme og dens globale førerskab.