Gendarmen i Mellemøsten

Den aftale mellem Tyrkiet og Israel, som blev undertegnet på amerikansk foranledning, er stadig under diskussion, selv om den blev underskrevet for længe siden.

En af årsagerne til, at dette spørgsmål stadig er på dagsordenen, er den rolle de to landes regeringer spiller i den politiske og militære udvikling i regionen, deres erklæringer om at opnå nye positioner som "regionale magter", og hvordan andre af regionens lande reagerer på disse erklæringer.

Den anden årsag er, at specielt de reaktionære kræfter i Tyrkiet, efter denne aftale, har indledt en mere aggressiv politik både indenfor og udenfor landet. Verdenskapitalismens stormagter har altid interesseret sig stærkt for Tyrkiet på grund af dets strategiske og geografiske position. Tyrkiet er en "dør" hvor sø- og landeveje til Asien, Europa og Afrika mødes. Med Istanbul og Dardanellerne og gennem Sortehavet fører Tyrkiet til det kaspiske område og Kaukasus, og gennem Middelhavet til det Røde Hav; mens ruterne fra Nordafrika og fra europæiske middelhavslande som Grækenland, Italien og Spanien skærer hinanden i Tyrkiet. Geografisk ligger Tyrkiet både i Mellemøsten og på Balkan.

Da dets territorium både er europæisk og asiatisk kaldes det "Lille Euro-Asien". En stor imperialistmagt, der søger hegemoni over kapitalistiske markeder, billig arbejdskraft og råvarer kan ikke ignorere Tyrkiet og dets beliggenhed. Det er en historisk kendsgerning. De herskende klasser i Tyrkiet har støbt deres politik med tanke for landets strategiske position, og gør det stadig.

Som de herskende klasser i et halvkolonialt land, der er afhængigt af ydre kræfter, har de, siden århundredets begyndelse, udnyttet denne position til at forstærke deres engagement i imperialistisk kollaboration. Alt efter tidens forhold i magtbalancen tjente de først under britiske og franske kapitalister, siden under tysk kapital. Endelig har de, i de sidste 50 år,været den amerikanske imperialismes "trofaste" allierede (loyale tjener og medarbejder) i regionen.

Den kendsgerning, at den Tyrkiske Republik blev oprettet på arven efter det ottomanske riges sammenbrud, og at dens stiftere havde en militær baggrund, smittede af på både indenrigs- og udenrigspolitik, som har haft en militaristisk linje siden oprettelsen. Lige fra starten har det øverste militærråd og toppen af det militære bureaukrati haft indflydelse på landets politiske ledelse. Tyrkiet har aldrig haft en demokratisk politisk struktur. Dette forhold gjorde det yderligere nemt at føre en ufolkelig, reaktionær og fascistisk undertrykkelsespolitik i landet, og en pro-imperialistisk og chauvinistisk udenrigspolitik, der bygger på spænding.

Dette gælder også omvendt: Kollaboratørklasserne har med imperialismens støtte holdt det fascistiske regime ved magten og har holdt arbejderklassen og det arbejdende folk i almindelighed undertrykt til fordel for den internationale kapital.

Det amerikanske imperialistiske bourgeoisi forsøgte, sammen med de andre vestlige kapitalister og imperialister, at udnytte de reaktionære kræfter i Tyrkiet effektivt i dets internationale angreb på Sovjetunionen. Tyrkiet blev anset for at være et vigtigt element i den imperialistiske "grønne bælte"- bevægelse (islamiske) imod Sovjetunionen.

USA forsøgte at anvende islam som et "forenende" motiv for at mobilisere tyrkere, arabere, azerbaidjanere, kirgisere, tjetjener, tadjiker, osv. imod socialismen. Men den store revolutionære styrke, som blev vundet arbejderklassen og de sovjetiske folkeslag med opbygningen af socialismen, oprettelsen af folkedemokratier i Østeuropa, udviklingen af venstreliberale strømninger under begrebet "arabisk socialisme" i visse arabiske lande i Mellemøsten og deres stigende indflydelse på disse landes regeringer - alt dette tvang de herskende klasser i Tyrkiet til at følge en udenrigspolitik, der tog højde for denne udvikling.

I lang tid havde Tyrkiet en udenrigspolitik, der tog højde for den "store nabo mod nord" og "magtbalancen". Den prøvede at undgå fjendskab med arabiske nationer og den palæstinensiske i Mellemøsten.

Sovjetunionens opløsning var den væsentligste faktor for tyrkiske reaktionære kræfter til at slå ind på en mere reaktionær og aggressiv udenrigspolitik som et halehæng til amerikansk krigsmageri. Den retoriske tale om "den tyrkisksprogede verden fra Adriaterhavet til den kinesiske mur" var et udtryk for det kollaborerende storbourgeoisis politik i regionen. Efter anden verdenskrig holdt USA-imperialismen staten Israel, hvis eksistens kom på dagsordenen som et resultat af periodens internationale situation, under sin beskyttelse.

Efter at shahens fascistiske diktatur blev væltet i Iran, voksede den betydning, USA tillagde det "lille" Israel. Udviklingen i Mellemøsten; mullahstyret i Iran og dets anti-amerikanske politik; angrebet på den amerikanske ambassade; Syrien, Irak og Libanons stigende fjendtlighed; problemerne med Saddamstyret; og endelig den vrede, Golfkrigen vakte - alt dette fik USA-imperialismen og andre vestlige stormagter til at revidere deres mellemøst- og Kaukasuspolitik i lyset af disse begivenheder. USA ønskede at bremse den palæstinensiske bevægelse, og ville forbedre sit forhold til de tyrkisksprogede republikker for at drage større fordel af den kaukasiske olie og andre naturresourcer ved at udnytte de herskende klasser i Tyrkiet mere effektivt.

Med den israelsk-palæstinensiske aftale vandt USA endnu en position i Mellemøsten. Således modnedes betingelserne for en højere grad af samarbejde mellem Tyrkiet og Israel. USA satsede hårdt på at opnå en strategisk samarbejdsaftale mellem Tyrkiet og Israel, og det lykkedes.

Denne aftale giver Tyrkiet (og Israel) en større rolle i Mellemøsten og Kaukasus til fordel for amerikanske interesser. Den var snarere militær end politisk og økonomisk. Aftalen blev udformet af de tyrkiske og israelske generalstabe og til slut undertegnet af de to regeringer. I følge aftalen skal de tyrkiske og israelske hære have fælles militæruddannelse, de skal i fællesskab bygge og forbedre deres kampfly og andre våbensystemer, og et angreb på et af landene skal opfattes som et angreb på det andet.

Her er klart tale om en anti-arabisk aftale, som udgør en trussel mod de arabiske folk og styrker det amerikanske imperialistiske bourgoisis positioner i Mellemøsten. Mens dette har forbedret sine muligheder for at anvende Tyrkiet og Israel, dets loyale medarbejdere, mere effektivt i sin kamp for magt og markeder i regionen takket være Tyrkiets strategiske position og de to landes styrke, prøver de reaktionære kræfter i Tyrkiet at anvende denne aftale som basis for at "løse" deres problemer med naboerne til deres egen fordel.

Kollaboratørbourgeoisiet i Tyrkiet har alvorlige problemer med næsten alle sine naboer. Problemer omkring Ægæerhavet og Cypern med Grækenland; kurderspørgsmålet med Syrien, Iran og Irak; voksende modsætninger med Rusland på grund af propagandaen om "den store tyrkisksprogede verden fra Adriaterhavet til den kinesiske mur", dets ’fortyrkningspolitik’ og provokerende sabotagepolitik over for Tjetjenien, Aserbaidjan Kirgisistan og Tadjikistan; problemer med Balkanlandene på grund af dets reaktionære holdning til dem og dets direkte deltagelse i den serbisk-bosniske konflikt.

Tyrkiets herskende klasse ønsker at drage fordel af aftalen for at "løse" eller udsætte problemerne med naboerne.

Det er rigtigt, at Tyrkiets geografiske og strategiske position giver den herskende klasse visse fordele. Men den har en stigende tendens til at køre fast, dels på grund sit forhold til udlandet og uløste problemer med naboerne, men også på grund af hjemlige økonomiske og politiske problemer.

Med denne aftale har Tyrkiet pådraget sig de arabiske folks vrede. Hvis dets herskende klasse, med grundlag i denne aftale, gennemfører en eventyrpolitik i regionen, eller fremprovokerer konflikter og kup i Kaukasus gennem "de tyrkiske republikker" vil den stå overfor en voksende vrede hos folkene i hele regionen.

Til trods for dens planer herom, støttet på den amerikanske imperialisme, kan Tyrkiets herskende klasse ikke vinde nogen politisk, økonomisk eller militær position i Mellemøsten og Kaukasus.

Dette skyldes at hovedparten af byttet vil tilfalde det amerikanske imperialistiske bourgeoisi, og deres "underleverandører" vil kun få krummerne, hvis det førstnævnte accepterer det.

Aftalen må skrottes

Den kendsgerning, at det tyrkiske bourgeoisi i det væsentlige baserer sin politik på undertrykkelse og ødelæggelse af det kurdiske folk og dets nationale rettigheder, gør det svagt - ikke stærkt - i regionen og i sit forhold til naboerne. Det fascistiske politiske styre og anvendelsen af national undertrykkelsespolitik mod kurderne fører til brugen af internationale aftaler som den med Israel som et trumfkort mod den hjemlige befolkning og som et instrument til at intensivere økonomisk og politisk undertrykkelse.

Som det også er tilfældet i andre lande, hævder bourgeoisiet, at den slags aftaler gavner "landets interesser" og folkets sikkerhed. Det er imidlertid klart, at den slags aftaler ikke udvikler fredspolitik eller tilnærmelse mellem folkene. Tværtimod anvendes de i kampen for hegemoni, for aggression mod de hjemlige masser og skærper modsætningerne.

Samarbejdsaftalen mellem Israel og Tyrkiet er ikke til gavn for det tyrkiske folk, andre folkeslag i regionen eller verdens folk. Bourgeoisiet forsvarer oprustning og samarbejde mellem reaktionære magter med henvisning til "afskrækkelsesfaktor" og "forsvar for fred", hvad der er ren løgn.

Det amerikansk-israelsk-tyrkiske samarbejde sigter ikke mod fred i regionen eller i verden. USAs voksende hegemoni i regionen vil kun forstærke hundeslagsmålet mellem imperialisterne og mellem de reaktionære kollaboratører, og styrke den aggressive politik mod folkene. Som et resultat af aftalen med Tyrkiet har den israelske zionisme fået en styrket position overfor de arabiske folk, som vil skærpe det arabisk-israelske modsætningsforhold. Den slags aftaler, der går ind for oprustning, modernisering af våbensystemer og udvikling af våbenteknologi placerer en tungere byrde på folket og stiller dem over for truslen om nye krige.

De tyrkiske og kurdiske arbejdende masser og alle folkene i regionen har behov for at alle reaktionære aftaler som den tyrkisk-israelske, og alle andre bilaterale eller multilaterale aftaler med imperialister, bliver annulleret.

Hensynet til folkene kræver også, at den amerikanske og andre imperialistmagters tilstedeværelse i regionen bliver bragt til ophør. Dette ville også være til gavn for alle arbejdende mennesker i verden og de undertrykte nationer. Under de nuværende forhold, hvor kapitalistiske modsætninger uddybes og imperialistmagternes indbyrdes kamp om hegemoni fortsætter, er der ingen tvivl om, at den slags aftaler er vendt mod proletariatet og de undertrykte folk. Derfor er det tvingende nødvendigt at bekæmpe de imperialistiske og reaktionære initiativer.