Arbejdspladsernes krav om nedsættelse af arbejdstiden - 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, forsvandt sporløst bag forhandlernes lukkede døre ved sidste overenskomst i 98. I stedet dukkede kravet om den 6. ferieuge op som en afledning fra den nedsatte arbejdstid.

Forbundsledelserne indgik og anbefalede et dårligt overenskomstresultat.

Det blev forkastet ved urafstemningen. Et regeringsindgreb fra den socialdemokratiske regering sikrede et nyt dårligt overenskomstresulatet.

I dag arbejder de, der er i arbejde, reelt længere end tidligere med stigende overarbejde og fleksibel arbejdstid.

Samtidig holdes omkring 1 million mennesker udenfor arbejdsmarked som arbejdsløse på dagpenge og overførelsesindkomster. I stedet for reelt arbejde tvangsaktiveres de i forskellige ordninger, hvor overenskomstmæssige løn-og arbejdsforhold ikke er gældende. Ofte sker det på arbejdsområder hvor de selv eller andre er blevet fyret fra. På "det tredje arbejdsmarked" behandles man som 3. klasses arbejdere - tvangsaktiverede bistandsmodtagere har ikke engang ret til at holde så meget som 1 dags ferie om året, for eksempel.

I Nyrups-regeringens tid er dagpengeperioden blevet skåret ned fra 7 til 1 år. Helt ned på EU-nivo.

Hele det 3. Arbejdsmarkedet med alt hvad det indebærer er et dobbeltangreb - et angreb på de arbejdsløse - et angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og forhold, et angreb på arbejderklassens organisering og handlekraft.

Arbejderkvinderne har fortsat dobbeltarbejde. Småbørnsfamilierne arbejder flere arbejdstimer om ugen end tidligere. Det eneste der batter for at få hverdagen med hjem, arbejde, familie og børn til at hænge sammen er kortere arbejdstid for både kvinder og mænd. Som det er nu tvinges mange kvinder til individuele løsninger som deltid, med færre jobmuligheder, lavere pensionsordninger m.m. til følge. Mange familier tvinges til skifteholdsløsninger, så der er en voksen hjemme, mens andre må stresse sig igennem med børnene hængende efter sig i en snor.

Arbejdskøbernes rovdrift på arbejdskraften er uhæmmet. Det er ren "brug og smid væk" mentalitet. Stadig hurtigere smides flere og flere over i "genbrugskassen" - det 3. arbejdsmarked, men uden tidligere rettigheder og til en langt statsdikteret lavere løn. Mens arbejdstempoet og kravene skrues op, straffes de nedslidte, hvis de "vælger" efterlønnen som 60 årige.

Ingen vil vel have noget imod at få mere ferie. Heller ikke en 6. ferieuge, hvis den kom oven i en arbejdstidsnedsættelse. Men prisen for den 6. ferieuge, der skal afregnes ved kasse 1, er den "fleksible arbejdstid". Hvor der åbnes op for at arbejdskøberne resten af året kan forlænge den daglige arbejdsdag, så den tilpasses deres profitbehov. Den måde at skrue feriekravet sammen på er en sukkerkugle for at få den fleksible arbejdstid ind af bagdøren. Feriekravet som fagtoppen har rejst kommer til at stå i direkte modstrid til arbejderklassens krav om en drastisk nedsættelse af arbejdstiden og forsvar af normalarbejdstiden.

En kommende overenskomstbevægelse må tage udgangspunkt i at forene, forsvare og mobilisere hele arbejderklassen. Skal der rykkes noget må der skabes og udvikles en bevægelse fra arbejdspladserne i solidaritet og sammen med de arbejdsløse. Indtil nu er de arbejdsløse blevet ladt fuldkommen i stikken. Enheden og forandringen må komme nedefra på trods af LO- og forbundstoppenes arbejderfjendske politik og afledningsmanøvrer. Uden illusioner om at fagtoppen vil kunne presses til at stå i spidsen for arbejderklassen kamp og krav. LO-toppen har leveret rådne forlig, sorte trepartsaftaler og EU-Unionstilpasninger. n