Frem mod 30-timers ugen
Nedsættelses af arbejdstiden
må sættes i centrum igen
Alt mens de offentlige ansattes OK-forhandlinger kører forberedes de kommende OK-forhandlinger år 2000 på det private arbejdsmarked. Således er der den 30.januar indkaldt til landsdækkende overenskomstkonference i Horsens.
Arbejdspladsernes krav om nedsættelse af arbejdstiden - 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, forsvandt sporløst bag forhandlernes lukkede døre ved sidste overenskomst i 98. I stedet dukkede kravet om den 6. ferieuge op som en afledning fra den nedsatte arbejdstid.
Forbundsledelserne indgik og anbefalede et dårligt overenskomstresultat.
Det blev forkastet ved urafstemningen. Et regeringsindgreb fra den socialdemokratiske regering sikrede et nyt dårligt overenskomstresulatet.
Kravet om nedsættelsen af arbejdstiden må sættes i centrum igen.
Det må det fordi:
- en generel nedsættelse af arbejdstiden til en 6 timers arbejdsdag - en 30 timers arbejdsuge vil betyde flere reelle arbejdspladser til de arbejdsløse.
I dag arbejder de, der er i arbejde, reelt længere end tidligere med stigende overarbejde og fleksibel arbejdstid.
Samtidig holdes omkring 1 million mennesker udenfor arbejdsmarked som arbejdsløse på dagpenge og overførelsesindkomster. I stedet for reelt arbejde tvangsaktiveres de i forskellige ordninger, hvor overenskomstmæssige løn-og arbejdsforhold ikke er gældende. Ofte sker det på arbejdsområder hvor de selv eller andre er blevet fyret fra. På "det tredje arbejdsmarked" behandles man som 3. klasses arbejdere - tvangsaktiverede bistandsmodtagere har ikke engang ret til at holde så meget som 1 dags ferie om året, for eksempel.
-kravet om generel arbejdstids-nedsættelse vil kunne forene arbejdende og arbejdsløse.
I Nyrups-regeringens tid er dagpengeperioden blevet skåret ned fra 7 til 1 år. Helt ned på EU-nivo.
Hele det 3. Arbejdsmarkedet med alt hvad det indebærer er et dobbeltangreb - et angreb på de arbejdsløse - et angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og forhold, et angreb på arbejderklassens organisering og handlekraft.
- en generel nedsættelse af den daglige arbejdstid vil sikre arbejderkvinderne, familierne og børnene bedre vilkår.
Arbejderkvinderne har fortsat dobbeltarbejde. Småbørnsfamilierne arbejder flere arbejdstimer om ugen end tidligere. Det eneste der batter for at få hverdagen med hjem, arbejde, familie og børn til at hænge sammen er kortere arbejdstid for både kvinder og mænd. Som det er nu tvinges mange kvinder til individuele løsninger som deltid, med færre jobmuligheder, lavere pensionsordninger m.m. til følge. Mange familier tvinges til skifteholdsløsninger, så der er en voksen hjemme, mens andre må stresse sig igennem med børnene hængende efter sig i en snor.
- en generel nedsættelse af den daglige arbejdstids vil være et værn mod den voldsomme og stigende nedslidning
Arbejdskøbernes rovdrift på arbejdskraften er uhæmmet. Det er ren "brug og smid væk" mentalitet. Stadig hurtigere smides flere og flere over i "genbrugskassen" - det 3. arbejdsmarked, men uden tidligere rettigheder og til en langt statsdikteret lavere løn. Mens arbejdstempoet og kravene skrues op, straffes de nedslidte, hvis de "vælger" efterlønnen som 60 årige.
Mere ferie og længere skiftende arbejdstider resten af året
Ingen vil vel have noget imod at få mere ferie. Heller ikke en 6. ferieuge, hvis den kom oven i en arbejdstidsnedsættelse. Men prisen for den 6. ferieuge, der skal afregnes ved kasse 1, er den "fleksible arbejdstid". Hvor der åbnes op for at arbejdskøberne resten af året kan forlænge den daglige arbejdsdag, så den tilpasses deres profitbehov. Den måde at skrue feriekravet sammen på er en sukkerkugle for at få den fleksible arbejdstid ind af bagdøren. Feriekravet som fagtoppen har rejst kommer til at stå i direkte modstrid til arbejderklassens krav om en drastisk nedsættelse af arbejdstiden og forsvar af normalarbejdstiden.
For en kamplinje i overenskomstbevægelsen
En kommende overenskomstbevægelse må tage udgangspunkt i at forene, forsvare og mobilisere hele arbejderklassen. Skal der rykkes noget må der skabes og udvikles en bevægelse fra arbejdspladserne i solidaritet og sammen med de arbejdsløse. Indtil nu er de arbejdsløse blevet ladt fuldkommen i stikken. Enheden og forandringen må komme nedefra på trods af LO- og forbundstoppenes arbejderfjendske politik og afledningsmanøvrer. Uden illusioner om at fagtoppen vil kunne presses til at stå i spidsen for arbejderklassen kamp og krav. LO-toppen har leveret rådne forlig, sorte trepartsaftaler og EU-Unionstilpasninger. n