Et klamt håndtryk

Alle faste kassedamer syge på en gang. Der hostes, hakkes, snøftes og pudses næse dagen lang. Men vi sidder der på række, med røde øjne og næser, der løber om kap. Bare lige komme igennem denne dag, så går det måske bedre i morgen.

Resultatet er velkendt, det kommer til at trække ud i ugevis.

Kunderne følger deltagende med i udviklingen - og ikke blot som en anledning til at fortælle skrækindjagende sygehistorier, hvilket hører med. Vi har fået mange gode husråd, fra varmt vand med groft salt, hele citroner til diverse velsmagende godnatdrinks. Faktisk ville vi være istand til at udgive en hel lille pjece om alternativ behandling, måske med titlen "Husråds overlevelse ind i det nye årtusinde".

Så længe vi sidder der og hverken ligefrem pynter eller ligner en omvandrende reklame for "hygiejniske forhold for handel med madvarer", så længe vi bare bliver siddende og får kasseapperaterne til at klinge, får vi endda lov til at arbejde over på de lange åbningsdage omkring jul og nytår.

Det hører med til jobbet, meddeler bestyreren.

Men vé den, der har været uansvarlig nok til at få børn og ikke har forstået at opdrage dem, så de ikke bliver syge. Det hører aldeles ikke med til jobbet.

En ting er en arbejdsleder, der mener at " barns første sygedag" er en personlig fornærmelse og en slet skjult måde at pjække på for andres penge. Og derfor insisterer på at man er ren gennemsigtig luft den følgende uge. Det er livet for kort til at have dårlig samvittighed over.

Værre er det, når det bliver normen og holdningen på ens arbejdsplads.

"- Nåå, havde du en god pjækkedag i går, ja for vi andre havde jo travlt, når der manglede en", var butikselevens kvikke bemærkning til frokost. Den mindste lå med lungebetændelse.

Der er det ved butikseleven, hun er en 13-tals elev, uddannet til at tro, at butikskæden og hende selv er det samme, at hvad der tjener firmaet, gavner hende. Hvilket naturligvis ikke kan undgå at give visse personlighedsforstyrelser.

En af dem er, at hun ustandseligt gør os opmærksom på firmaets regler - hvornår og i hvilken rækkefølge vi må drikke kaffe, hvordan vores bluser skal sidde, hvordan vi skal slå varer ind, at det er forbudt at sige man skal på toilettet, hvis man smugler en smøg med osv. osv. Alt sammen i et højt skingert toneleje, så både kunder og bestyrer kan få det hele med.

"- Søde Anne, jeg er på arbejde, ikke på fritidshjem. Og du behøver hverken at skrige så højt eller opfører dig som du stadigvæk er på et." Ikke at hun fatter det, men det får hende til at slå med nakken og for en lille tid beskæftige sig med noget mere ophøjet end dumme kassedamer, der ikke kan lære ordensregler.

Her op til jul kom selve chefen på visit for at ønske afdelingen en god jul. Det foregik naturligvis oppe på kontoret. Men ved den lejlighed havde butikseleven fået reddet sig et personligt håndtryk af Den store Mand. Hvilket hun højlydt meddelte os. Desværre så vi det ikke, da han jo ikke kom i nærheden af kasserne. Derfor har vi tit måtte afbryde hendes regelterperi med at spørge:

Hun tror ikke mere på, at vi mener det. Så længe, der er liv, er der da håb.