Den amerikansk-engelske aggression mod Irak udgør en større krigsforbrydelse. Den forøves af en imperialistisk supermagt, der med Bill Clinton i spidsen har opkastet sig selv som verdens leder – moralsk, politisk, økonomisk og militært – sammen med sin nærmeste allierede, den gamle verdensbehersker Storbritannien. Også under Toni Blair drømmer det sig tilbage til en tid, hvor "solen aldrig gik ned" over imperiet.

Der findes intet, som kan retfærdiggøre den brutale bombeterror, som uden risiko for tab af ret mange engelske eller amerikanske liv er forudberegnet til at ville koste ca. 10.000 irakere livet direkte. I forvejen er det irakiske folk blevet blodtappet i to krige (mod Iran i firserne og Golf-krigen i 91).

Den brutale sanktionspolitik, der har varet siden Golf-krigens afslutning, har kostet mellem 1 og 1½ milllion irakere livet som følge af sult og sygdomme, især børn.

Det er en soleklar overtrædelse af FNs politik og beslutninger, en klar tilsidesættelse af Sikkerhedsrådet. En arrogant demonstration af amerikansk magtfuldkommenhed som den eneste tilbageværende imperialistiske supermagt, der mener, den kan gøre, hvad der passer den – og slippe afsted med det.

USA har ingen legitime rettigheder at forsvare dér. USA har heller ingen legitim ret til at påtvinge det irakiske folk sine ledere eller bestemme, hvem der skal være dets statsoverhoved.

Golfkrigen fremstilledes som et forsvar mod Iraks invasion af Kuwait. I dag er Irak ude af stand til at udgøre en alvorlig trussel mod nogen af sine naboer, for slet ikke at tale om USA eller England. Om det besidder masseødelæggelsesvåben – og det er tvivlsomt – har det ingen mulighed for at anvende dem. Det har ikke fremføringsmidler.

Bombardementerne af såkaldte militære mål ville i sig selv være vanvittig, hvis den amerikanske påstand om, at der findes atomare, kemiske og bakteriologiske våben dér. Det ville være den sikre måde at udløse dem på.

Den amerikanske præsidents hænder er blodige, hans motiver kan ikke retfærdiggøres. Han kan ikke engang frikendes for en mistanke om, at den blodige aggression udløses nu på grund af hans hjemlige politiske vanskeligheder og muligheden for en rigtsretssag, udløst af en sexskandale.

USA’s moralske lederskab er i enhver henseende til at brække sig over.

Da Clinton besøgte palæstinenserne var det ikke for at støtte deres retfærdige kamp for et frit Palæstina, eller for at gennemtvinge den såkaldte fredsproces, men for at splitte den arabiske verden i den forestående krig, som udløstes ved hans tilbagekomst –med en rapport fra lederen af våbeninspektørerne Richard Butler som påskud. Nogle enkelte eksempler på vanskeligheder ved at få adgang til papirer eller fabrikker kan ikke retfærdiggøre at fabrikker og adminstrationsbygninger bombes til ruiner, papirerne tilintetgøres og tusinder af civile dræbes og såres.

Over hele verden fordømmer folkene den amerikanske aggression. I de arabiske lande er der masseprotester. Den arabiske verden fordømmer næsten enstemmigt den engelsk-amerikanske aggression. Også Iran har fordømt den. Det samme gælder Kina og Rusland og en lang række andre lande. Kun de tætteste allierede – som Danmark – støtter den forbryderiske aggression, og tumler med planer om konkret støtte og deltagelse.

Trods sin kontrol med de internationale medier og nyhedsstrømmen er USA ude af stand til at skjule sandheden om krigen mod Irak:

Det er op til folkene at gøre det klart, at de ikke vil finde sig i den amerikanske imperialismes forbryderiske ledelse.

16. december 1998.