Blomstrende reklamer

I løbet af sin levetid når en voksen amerikaner at se mere end 150.000 reklamer på TV. Tallet er selvfølgelig et gennemsnit. Der er nogen, der når det dobbelte, og andre som kun oplever halvdelen. Men det bliver til adskillige tv-snapse - hver dag.

Mere end 1000 timer af hver amerikaners liv er TV-reklametid - med opfordringer til øget forbrug.

Og selvom fjernsyn er den vigtigste annonceform, kommer dertil selvfølgelig de utallige annoncer i dag- og ugeblade, på internettet, i radioen, i forretninger og i gadebilledet, på sportstadions, i biografer, teatre og musæer såvel som i den friske og uberørte natur.

En tilsvarende udvikling er godt på vej i Danmark og i de øvrige lande i verden. De allesteds- og altid-nærværende annoncer er det synlige udtryk for monopolernes og de transnationale selskabers altgennemtrængende dominans.

I 1997 brugte amerikanske virksomheder mere end 100 milliarder dollars på fjernsynsreklamer - med en betaling på op til 8000 dollars pr. udsendelsessekund.

Reklameindustrien er blevet til en af den kapitalistiske økonomis gigantsektorer og en af de hurtigst voksende: Et forsigtigt FN-skøn siger, at reklameindustrien nu på verdensplan er en forretning til 435 milliarder dollars om året. Men det samme skøn (fra UNDP) tilføjer også, at hvis alle former for markedsføring indregnes, så omsætter reklameindustrien for henved 1000 milliarder - en trillion - dollars om året.

Siden 1950 er reklameforbruget i verden vokset syv gange - mere end en trediedel hurtigere end verdens økonomiske vækst.

Det er en sand kapitalistisk succesindustri som våbenindustri og narkotikasektoren.

Centrum for reklamerne og hovedmålgruppen er fortsat "de købedygtige forbrugere" i de imperialistiske lande: USA og Canada, Vesteuropa og Japan. I disse "industrialiserede lande" med 15 pct. af verdens befolkning, anvendes 76 pct. af de globale udgifter til forbrug. 20 pct. af verdens befolkning bruger 58 pct. af energien, 63 pct. af elektriciteten, 87 pct. af bilerne, 74 pct. af telefonerne og 84 pct. af alverdens papir. I alt står disse 20 pct. for ikke mindre end 86 pct. af det globale forbrug. Og nogle som bekendt væsentlig mere end andre.

Fra midten af 80erne og i 90erne har væksten i reklameudgifter været størst i Asien og Latinamerika.

Kapitalismen er i færd med i "globaliseringens" tegn at åbne nye markeder. Væksten i reklameudgifter er en god indikator på det.

For Indiens, Sydkoreas og Filippinernes vedkommende har væksten i reklameudgifter i de sidste år været på mere end 200 pct., i Malaysia og Thailand mere end 300 pct. i Indonesien 600 og i Kina mere end 1000 pct. Sammenlignet med niveauet for nationalproduktet (GNP) er udviklingslandenes reklameudgifter særligt høje.

Det kinesiske "reklamemirakel" er særlig pikant:

Her benyttes reklamer af regeringen til skabelsen af en såkaldt "socialistisk markedsøkonomi". Under kulturrevolutionen fordømtes reklamer som udtryk for kapitalisme, som ikke øgede varernes værdi, men var et samfundsmæssigt spildprodukt.

Med de økonomiske reformer fra midten af 70erne fik de et dramatisk comeback. Reklamer er nu - officielt - "en løftestang for Kinas økonomiske udvikling" og et middel "til at fremme handel, tjene fremmed valuta og udvide massernes horisont".

Mellem 1981 og 1992 voksede reklameudgifterne med mere end 40 % om året - langt mere end nationalproduktet. I 1993 nåede Kina 15.pladsen i verden m.h.t. annonceindustri.

Globaliseringen er ikke mindst de transnationale selskabers stadig voksende politiske og økonomiske magt og verdensomspændende udbredelse. Skabelsen af et enerådende kapitalistisk verdensmarked, der omfatter Kina og det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, og en lang række tilbagestående områder, har betydet en medfølgende integration af finans-, investerings- og handelsmarkeder.

Samtidig er der, som det hedder, også blevet skabt "et globalt forbrugermarked". De transnationale selskabers fremstød i de fattige lande retter sig først og fremmest mod den købedygtige elite af rige og nyrige, som køber de samme produkter, de samme mærkevarer, de samme statussymboler.

De betegnes som "den globale elite", "den globale middelklasse" eller "the global teen".

Burgergiganten MacDonalds - der lige præcis sniger sig ind på listen over de 100 største transnationale virksomheder - udvidede sit salg verden over med 19 milliarder dollars i ti-året 1986-96, to trediedele udenfor USA. Fra Rio til Peking, fra Thule til Adelaide, fra Gedser til Skagen - det er nu MacDonalds forever, der kendes på smagen.

Det diskuteres stadig i Danmark, om annoncer har nogen effekt på køb og salg. Om børnene lader sig påvirke.

Væksten i reklameudgifterne verden over er svar i sig selv. Også på dette område er de kapitalistiske junglelove i funktion: de store og stærke overlever, bliver større, bliver altædende og globale, de små og lokale slås ud, opsluges, eller bliver perifere.

Hvem der betaler?

Dem, der køber varerne, hvis valgfrihed begrænses til valg mellem globale mærkevarer.

Forbrugerne. Og de fattige mest.

At betale til reklamer er at betale for maden to gange. Og retten, der serveres, har andre bestemt.

Samfundsøkonomisk er reklamer spild. Uproduktivt. Forgiftning som bly, kugler og narko. -ko