Det kan godt være, jeg ikke hører til de hurtigste. Da partikampen foregik i DKP/ML, den tidligere formand blev hældt ud og partiet sprængtes, hørte jeg til dem, som blev i partiet. Man opgiver ikke så let et ståsted, man har haft og været glad ved i henved 15 år, som medlem i næsten 10.

Det må også siges, at tingene gik stærkt. Pludselig var eksklusionerne og sprængningen en realitet. Jeg – og sikkert også mange andre – følte mig ikke fuldstændig afklaret med hensyn til, hvad der egentlig gik for sig.

Efter eksklusionerne og sprængningen blev det gemt til side og fortrængt. Det var ikke noget man talte mere om, i hvert tilfælde i min københavnske GO. Der opstod et nyt skel – man følte, der var to kategorier af medlemmer: de indviede og de uindviede, kliker og dem, der var udenfor – og som jeg tilhørte. Det værste var, at man følte, man ikke kunne tale frit. Atmosfæren blev kvælende.

Jeg kom i besiddelse af og fik læst "Det forsvundne PA" grundigt – en udgave af partiets interne blad, udsendt af de ekskluderede og udtrådte i juli 97, som indeholder en mængde materiale fra partikampen og mindretallet, som aldrig blev fremlagt for partiet, men censureredes væk.

Det ramte hovedet på sømmet og har været med til at overbevise mig om, at det egentlige indhold i partikampen var, at DKP/MLs nye ledelse har udskiftet dets revolutionære linje med en ny, opportunistisk linje. Jeg føler mig simpelthen både snydt og bedraget af den nuværende partiledelse, der systematisk har skjult oplysninger og dokumenter for de almindelige partimedlemmer.

DKP/ML er blevet et andet parti end det, jeg meldte mig ind i, og arbejdede for i en årrække.

Det vil jeg ikke være med til.