Vokser uligheden i Danmark eller bliver den mindre? Bliver klasseskellene og de sociale skel uddybet eller formindsket. Bliver formue- og indkomstfordelingen mindre skæv?

Det går den gale vej: På alle felter.

Klasseskellene bliver stadig dybere i Unionsdanmark. Og stadig tydeligere i hverdagen, i gadebillet, i supermarkedet, i forlystelseslivet. 1., 2. og 3. klasse er hastigt på vej ind igen. Og ikke bare i Intercity-togene.

Den gamle og grundlæggende modsætning mellem dem, der har, og dem der ikke har, bliver synlig i disse år på en måde, selv de ældre næsten havde glemt.

Der tales med bedrøvede miner om "den sociale arv", der er så vanskelig at bryde. Det gjorde f.eks. den trængte statsminister i sin nytårstale til nationen, der mest formede sig som en appel til de herskende og magtfulde om stadig at vise ham tillid som politisk førstemand. Hvem er bedre til at varetage kapitalens grundlæggende interesser end en socialdemokratisk statsminister? syntes han at spørge, mens han prækede "solidaritet" og "fællesskab" og kristelig medlidenhed med taberne:

Sådan har den gamle socialdemokratiske ræv talt i årtier for gæssene. Vi arbejder for sagen, men det tager årtier.

’Den sociale arv’ skulle brydes gennem uddannelse. Arbejderklassens børn skulle have de samme muligheder som for at blive studenter og akademikere som børn fra ’bedrestillede’ hjem. Sådan lød det i 60erne – og skiftende socialdemokratiske regeringer og LO har pralet af alt, hvad der er gjort og opnået i den retning.

Nu er der netop kommet en undersøgelse, der viser, at absolut intet er sket med hensyn til at bryde ’den sociale arv’ på dette område i de sidste 20-25 år. Fra den såkaldte socialgruppe 1, den velstillede elite (for ikke at bruge et mere præcist udtryk), kommer der for eksempel 36 gange så mange forskere og videnskabsmænd end fra den uheldige socialgruppe 5, der omfatter ufaglærte arbejdere. Skolerne er stadig klasseskoler. Uddannelsen er stadig klassebestemt. Om du bliver noget ved musikken eller ej er hverken et spørgsmål om gener eller socialdemokrater ved regeringsmagten – men om din klasseafstamning og dit klassetilhørsforhold.

Socialdemokratiet har haft årtier, for ikke at sige næsten et helt århundrede, til at bryde ’den sociale arv’. Nu beder de om flere endnu.

Hvorfor så beskedne? Et århundrede til vil det da mindst tage.

Mesterræven Nyrup, som i forbindelse med efterlønsranet blev grebet på fersk gerning med blod og fjer i munden, havde et konkret budskab i sin nytårstale. Og det glædede dem, han først og fremmest appellerede til: Danmark skal med i euro’en, jo før jo bedre. ’Det nationale kompromis’ gælder ikke længere. En folkeafstemning vil komme indenfor et par år. Og en socialdemokratisk statsminister har endnu ikke tabt en unionsafstemning.

Alt hvad en borgerlig regering kan, det kan socialdemokratiet bedre endnu. Tag for eksempel privatiseringerne, Schlüter-regeringens mærkesag. På 11 år fik han kun privatiseret tre statsejede selskaber for fem mia. kr. Nyrup har på den halve tid solgt næsten dobbelt så mange – for 41 milliarder kr. arvesølv: Girobank, Datacentralen, Københavns Lufthavn, EKR kreditforsikring, og først og fremmest TeleDanmark til det amerikanske selskab Amitech for 31 mia. i 1997.

’Den sociale arv’ er den stadige reproduktion af de kapitalistiske produktionsforhold. Nyrup gør sit til, at den ikke bare fortsætter i det uendelige – men også at den bliver tungere.