Cand.soc.dem.

Af Pelle Collin

DKP/ML har for nylig offentliggjort et nøgledokument, der redegør for partiets linje i forhold til massearbejdet, herunder navnlig det faglige arbejde. Oplægget er et sæt anvisninger til den kommunistiske bevægelse om den praktiske politik og er derfor selvskreven til at blive debatteret. Som det fremgår nedenfor, kan DKP/ML’s massepolitiske linje imidlertid næsten få lov at stå for sig selv; så stærkt er partiets socialdemokratisering steget til hjernen.

"Kommunisterne har helt klart en fremtid i dansk politik, hvis vi kender vores besøgelsestid."

Jørgen Petersen, formand for DKP/ML

I den vigtige kamp for skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, der er på dagsordenen i dagens Danmark, er det altid rart, når nogen eller noget bidrager til at bortlufte den forvirringens tåge, som dækker den kommunistiske bevægelse og forhindrer den i at finde vej.

Det er ikke altid the good guys, der gør dette arbejde. Således fortjener den uofficielle chefstrateg for DKP/ML, Søren Becher (SB), en symbolsk medalje for offentligt at have fremlagt sit partis praktiske linje for massearbejdet, primært på det faglige område. Hans oplæg "Den globale dagsorden og kommunisternes politik", der blev bragt i partiavisen Dagbladet Arbejderen sidst i det gamle år, er temmelig direkte i sine anvisninger til den kommunistiske bevægelse, hvilket indholdet taget i betragtning er en frisk og modig handling.

Oplæggets forfatter var den måske mest aggressive og i hvert fald den mest ledende i kampen for at få ekskluderet det marxistisk-leninistiske mindretal fra DKP/ML i 1997, og dette kan anskues som hans skriftlige eksamen i, hvad al postyret skulle til for. Væk er i dette manifest alle de ordkløveriske bekendelser til denne eller hin revolutionære kirkefader eller denne eller hin abstrakte parole. Her har vi det nye DKP/ML’s praktiske vejviser for de erklærede kommunister.

Der er derfor al mulig grund til at udsætte SB’s oplæg for marxistisk-leninistisk belysning - ikke for at bevise, at DKP/ML har skiftet grundlæggende karakter siden sprængningen, thi det behøves vel næppe, men for at belyse den praksis, som ligger bag revisionismens teoretiske fiksfakserier. Det gør vi her i Kommunistisk Politik, ikke mindst fordi Dagbladet Arbejderen notorisk nægter at optage debatindlæg med marxistisk-leninistisk indhold, især hvis de kritiserer DKP/ML. Af pladshensyn skal her kun behandles udvalgte nøglespøgsmål.

Tyk faglegalisme

I SB’s oplæg tales der meget om "arbejderbevægelsen" og navnlig "fagbevægelsen". Det er der for en kommunist ikke noget mærkeligt i, men i SB’s tilfælde fremstår disse to betegnelser som positivt værdiladede institutioner, hvis væsen der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Begge ord dækker i SB’s og dermed DKP/ML’s version over en enstonig størrelse, en ramme, inden for hvilken al diskussion og handling skal foregå.

Således opridser SB den centrale problemformulering:

"Den internationale fagbevægelse og den danske fagbevægelse er i dag trængt i defensiven. Den er trængt i defensiven af de store monopoler og den ny-liberale offensiv. Den lider under kommunisternes tilbageslag, og den lider af svag organisation og en svag og højrerettet politik."

Som det er bekendt fra kommunistens grundskoling, eksisterer der to grundlæggende linjer i fagbevægelsen: en linje, der repræsenterer reaktionen, dvs. bevarelsen af det kapitalistiske samfundssystem, og en linje, der repræsenterer arbejderklassens objektive strategiske interesse, den socialistiske revolution. Klassemodsætningen og klassekampen er kernen i dette spørgsmål såvel som i alle andre centrale revolutionære kampspørgsmål; hvis ikke arbejdskampene ledes ud fra det strategiske revolutionære perspektiv, forfejles både de kort- og langsigtede mål.

Hvordan ser styrkeforholdene ud konkret i Danmark i dag? Er der tale om "svag politik" i fagbevægelsen, eller er der tale om bevidst og systematisk institutionaliseret klassesamarbejde med fagtoppen og løjtnanterne i rollen som toptrænede aktører i klassesamarbejde, arbejderklassens domptører? SB kan sin marxistisk-leninistiske grundskoling og ved, at enhedsfagbevægelsen er integreret i den borgerlige statsmagt, men det vil han ikke længere stå ved.

Reaktionen har haft hånd i hanke med den danske enhedsfagbevægelse siden Septemberforliget i 1899, der knæsatte klassesamarbejdet som praksis og lovgivning. Den bedste garant for borgerskabets kontrol med fagbevægelsen og den deraf følgende fremherskende sociale "borgfred" er eksistensen af et lag af korrumperede arbejdere, arbejderaristokratiet, der bringer borgerskabets ideologi ind i arbejderbevægelsen, og eksistensen af de politiske strømninger, der først og fremmest udspringer heraf, reformismen og revisionismen. Konkret har Socialdemokratiet i hele århundredet spillet denne samfundsbevarende rolle, i en lang periode hjulpet af korrumperede fhv. kommunister i det revisionistiske DKP. Den danske enhedsfagbevægelse er kort og godt reaktionær, en skole i indgroet klassesamarbejde, og den er på dette punkt ikke nået et skridt videre siden 1899.

"Alt gennem LO-fagbevægelsen"

De seneste hundrede års erfaringer rokker imidlertid ikke ved SB’s nyvundne tiltro til enhedsfagbevægelsen. Glemt og gemt er de to linjer i fagbevægelsen, som SB fik ind med modermælken i det revolutionære DKP/ML. Nogle udvalgte nøgleformuleringer kan illustrere dette:

"I Danmark kæmper vi imod alt der svækker fagbevægelsen, og ethvert krav eller enhver ide om at forlade forbund eller LO lokalt eller på landsplan advarer vi kraftigt imod. Kampen må tages i de faglige organisationer, og den faglige aktionsenhed opbygges mellem de progressive og kampvillige arbejdere (...)

LO-ledelsens politiske kapitulation udgør i dag den største fare for fagbevægelsens overlevelse (...)

Der er lagt stort pres på arbejdspladserne. Det betyder, at klubberne og de lokale fagforeninger må lægge stor vægt på at styrke den faglige organisering."

Kampen skal altså foregå i fagforeningerne, også når det lovfæstede klassesamarbejde dermed sætter en stopper for en retfærdig og vigtig kamp. Ifølge SB er der intet galt med LO-strukturen, ledelsen har blot "kapituleret" og skal udskiftes. At arbejdspladserne er under pres i tidens store arbejdskampe, skal blot løses ved at "styrke den faglige organisering", dvs. lægge al arbejdet inden for fagforeningens rammer. Alt over i fagforeningerne, lyder mottoet, også for det internationale faglige arbejde:

"Arbejdet må udvikles inden for de eksisterende internationale faglige organisationer, det vil sige inden for rammerne af FFI og dens fagsekretariater, inden for EFS og dens fagsekretariater, inden for rammerne af den samarbejdsaftale der er besluttet i EU-systemet, via de internationale faglige topmøder som for eksempel SiD har afviklet, og som senest er afviklet af de cubanske fagbevægelse på Cuba."

Efter at have udtrykt en om end forbeholden støtte til imperialismens plattenslagerfiduser som bl.a. sociale klausuler i handelspolitikken og udviklingen af "den politiske forbruger" maner SB tappert til kamp mod imperialismens globale undertrykkelse:

"Retten til faglig organisering, retten til at forhandle overenskomster, retten til at strejke, retten til at afvise tvangsarbejde, retten til at afvise børnearbejde og diskriminering, retten til lige løn for lige arbejde - alt dette opnås ikke ved at stå med hatten i hånden eller ved at lappe hist og pist.

Disse mål nås alene gennem en stærk national og international faglig organisering. De opnås ved at bekæmpe imperialismen gennem en stærk enhedsfagbevægelse på et klassegrundlag."

Denne faglige aktionsenhed, der her nævnes, er alt, og målet er intet. Væk er de to linjer i fagbevægelsen, væk er revolutionen, socialismen og det kommunistiske partis ledende rolle, og ind kommer en defensiv reformkamp, der skal underlægges den internationale reaktionære fagbevægelses præmisser, og som i bund og grund tjener til at forlænge kapitalismens levetid. Hvad kan denne taktik under de nuværende styrkeforhold forårsage andet end udbredelse af klassesamarbejdet (foruden at den gavner arbejderaristokrater i forloren kommunistisk ham)?

Kommunisternes faglige linje

SB’s vision for den internationale faglige kamp er tydeligvis en del af den revisionistiske strategi, der hedder "front mod nyliberalismen", og som behandles senere. Lad os først se, hvad DKP/ML i sine revolutionære dage mente om at arbejde i de reaktionære fagforeninger; partiets generallinje blev programsat i den stadig læseværdige pjece "Til kamp mod LO’s forræderi" i 1979, og der står bl.a. følgende om de strategiske spørgsmål. Læseren bedes overveje, om dette fortsat gælder i dag eller ej:

"Når marxister-leninister og revolutionære overalt, hvor det er muligt, arbejder inden for LO-fagforeningerne, sker det for at forsvare fagforeningsmedlemmernes krav og interesser og for at afsløre de reaktionære faglige lederes forræderi og klassesamarbejdslinje, som står i modsætning til medlemmernes kort- og langsigtede interesser (...)

Arbejdet i de reaktionære fagforeninger sker for at svække dem som våben i bourgeoisiets hænder, for at forhindre dem i at gennemføre deres reaktionære angreb, for at afsløre og isolere de forræderiske ledere (...)

På denne måde må de klassebevidste arbejdere under partiets ledelse slutte sig sammen mod det reaktionære fagforeningsapparat. Der må gennemføres et konsekvent og vedvarende arbejde for at isolere de falske arbejderførere, som forråder arbejderklassens sag, og for at skabe enhed i arbejderklassen på et revolutionært grundlag. I denne kamp må og kan marxist-leninisterne og revolutionære og klassebevidste arbejdere også vinde ledelsen i klubber, afdelinger og fagforeninger på en revolutionær platform og derved rive magten ud af hænderne på de reaktionære faglige ledere. Dette må naturligvis ikke forveksles med de revisionistiske illusioner om at omskabe LO-fagforeningerne og LO-apparatet til "kamporganisationer" skridt for skridt, som KAP og DKP forkynder det (...)

Det faglige arbejde kan under ingen omstændigheder begrænses til udelukkende at foregå inden for LO-fagforeningernes og den såkaldte endhedsfagbevægelses rammer alene af den grund, at en ikke ubetydelig del af arbejderklassen ikke er organiseret i disse fagforeninger. Dette gælder ikke mindst en betydelig del af de arbejdsløse, kvinder og unge.

Desuden tvinger udviklingen i klassekampen den revolutionære faglige opposition til ikke bare at arbejde inden for de reaktionære LO-fagforeninger, men også til at gennembryde deres rammer - til at gennembryde deres reaktionære love, programmer, organisationsformer og arbejdsmetoder - der som påvist udelukkende har til formål at undergrave og sabotere arbejderklassens kampe (...)

Det er klart, at marxist-leninisterne og de revolutionære og klassebevidste arbejdere ikke kan begrænse sig til at virke inden for LO-fagforeningernes rammer, fordi dette ville være ensbetydende med forræderi mod disse arbejdskampe og denne store klassebevægelse. Tværtimod må det ægte kommunistiske parti gå i spidsen for disse kampe, lede og organisere dem. I denne forbindelse er det naturligvis uundgåeligt at bryde LO-apparatets reaktionære love, deres arbejderfjendske overenskomster, sprænge deres organisatoriske rammer og aktivt imødegå deres sabotagevirksomhed.

Denne store klassebevægelse må i stadig højere grad bringes til udfoldelse. Objektivt set retter den sig mod reformismen og revisionismen, mod den reaktionære klasseforsoningslinje.

Det turde være oplagt, at hvis det marxistisk-leninistiske parti begrænsede sin virksomhed til overholdelse af LO-fagforeningernes rammer, måtte den svigte og forråde den revolutionære linje i fagbevægelsen. Derfor understreger DKP/ML nødvendigheden af at arbejde såvel i som uden for de reaktionære fagforeninger."

Dette var altså i 1979. I 1997 kuppede en højrefraktion sig til magten i DKP/ML, og den vil utvivlsomt med SB som den mest højtråbende klassificere ovenstående som vederstyggelig ekstremisme og sekterisme. For dem, der vil samle kommunisterne i et stærkt parti på solid videnskabelig grund, er denne linje for arbejdskampene derimod en god kilde til inspiration til det kommende, ægte DKP’s program.

Den globale alliance for borgfred

"Liberaliseringen af verdensmarkedet, der gennemføres i hastigt tempo og med alle midler, rejser en ny såkaldt global dagsorden," skriver SB og lægger dermed op til en dansk designet udgave af den fra Cuba stammende strategi for "front mod nyliberalismen". Denne tager udgangspunkt i, at spørgsmålet om revolutionen og socialismen må udskydes på ubestemt tid ind i det kommende århundrede og måske det næste igen, og at kampen i dag derfor skal koncentrere sig om at afbøde virkningerne af kapitalismen og imperialismen ved hjælp af en global, meget bred alliance af højst forskellige og modsætningsfyldte sociale kræfter:

"Kampen for den nationale uafhængighed, for national velfærd og demokrati er et fælles hovedkrav" for arbejderne og de fattige i alle lande, skriver SB og fortsætter:

"Og det lader sig ikke gennemføre uden en international alliance, uden en global social massebevægelse, der retter sig mod den ny-liberale politik og økonomi, imod de store monopolgrupper." Fronten skal altså være rettet imod den førte politik, ikke mod kapitalismen og imperialismen som system, og den skal være rettet imod "monopolgrupperne", ikke imod statsmonopolkapitalismen som system, hvor det i virkelighedens verden ofte er ganske besværligt at skelne mellem monopolkoncernerne og de statslige og overstatslige institutioner. Partiets ledende rolle er i den sammenhæng en by i Rusland:

"Arbejderklassen er en sådan alliances afgørende hovedkraft. Forskellige progressive, folkelige politiske strømninger og partier, og visse steder også religiøse organisationer, deltager i kampen mod den ny-liberale politiske offensiv. Der må være plads til alle, rum for alle, der deltager aktivt i kampen mod den store monopolgrupper, i kampen mod den ny-liberale offensivs ødelæggende konsekvenser på samfund, mennesker og miljø," skriver SB åbenhjertigt. Kæmp mod konsekvenserne, ikke skadevolderen, og gør det på uprincipielt grundlag sammen med hvem som helst.

Efter halvandet års intense studier er SB og DKP/ML nået frem til, at denne alliances hovedfelt i Danmark er den nationale suverænitet, kampen mod EU. Hvis "arbejderklassen" i ovenstående citat oversættes til "fagbevægelsen" - hvad vi sagtens kan, da det kommunistiske parti er usynligt i SB’s vision - kan vi stykke to og to sammen.

SB og DKP/ML vil have de danske kommunister til bekæmpe den aktuelle nyliberale offensivs konsekvenser ved først at lægge alle revolutionære holdninger på hylden og derefter hoppe i bukserne på alle, der siger, at de er imod EU, især folk, der er vel placeret i fagbevægelsen (måske venstre-socialdemokrater?). Det er DKP/ML’s forestilling om det vigtigste konkrete arbejde i dag. Når socialismen ikke står på dagsordenen, må SB fremlægge et alternativ hertil for enden af alle anstrengelserne. Det hedder såmænd "et moderne velfærdssamfund". Vi lader SB frejdigt fortælle:

"Nyrups ‘New Labour’-politik, der er en del af en international EU-strømning, samler de politiske kræfter på ‘midten’ - i et program for unionsopbygning og harmonisering på alle felter. Den sætter det danske velfærdssamfund på spil," skriver SB og viser dermed, at han ikke har kigget ud af vinduet de seneste ti år, hvor det omtalte velfærdssamfund for længst har været sat på spil og har tabt over for unionsopbygningens lovmæssigheder. Men måske er illusionsmageriet tilsigtet?

"Over for denne offensiv må vi formulere vores politiske alternativ, vores program, vores idegrundlag, vores visioner og perspektiver for et moderne velfærdssamfund," maner SB, så man næsten kan høre Poul Nyrup udtale sætningen for sit indre øre. SB’s vision handler i høj grad om at styrke den offentlige sektor, der ifølge forfatteren nærmest er socialismens spire:

"At vise nødvendigheden af en moderne og effektiv offentlig sektor, at bevise, at en sådan sektor er bedre, mere tryg, mere demokratisk end kapitalistisk [sic!] servicevirksomhed, har betydning for vores socialistiske strategi."

Nej, dette er ikke ondsindet hetz mod SB, han har skrevet det selv. SB’s visionære horisont er her blottet. Væk med socialismen og ind med et "moderne velfærdssamfund", en kapitalistisk flinkeskole med en velfungerende offentlig sektor, for det er da bedre end den mere rå kapitalisme, vi oplever nu, ikke sandt?

Den såkaldt socialistiske strategi, der nævnes i SB’s oplæg, skal udvikle den offentlige sektor, om hvilken SB på et af sine første grundskolingskurser i marxisme-leninisme har lært, at den ikke er spor mindre kapitalistisk end den private sektor, idet statsmagten er et klassediktatur og dens virksomheder borgerklassens fællesejendom. SB er imidlertid en modig mand, der ikke er bleg for at tale gamle forstokkede dogmer såsom statens klassekarakter midt imod, når partiets nye praksis kræver det. Han går i dette forehavende hånd i hånd med partikollegaen Sven Tarp, chefteoretikeren, der deler SB’s mod til at fremlægge selvmodsigelser offentligt med åben pande.

Med fremlæggelsen af dette oplæg beviser SB og den håndfuld af fagbureaukrater og intellektuelle, der udgør partiets kerne, at de har opnået, hvad de i årevis har kæmpet for, nemlig partiets forvandling fra et revolutionært klassekampsparti på marxismen-leninismens grund til et revisionistisk parti for folk, der gerne vil fremstå som kommunister, men ikke mener det alvorligt. Revisionistisk korrumpering er desværre et ofte set fænomen i den internationale kommunistiske bevægelse. Historien herom bør være ethvert ægte kommunistisk partis erfaringsbagage, hvis ikke historien skal gentages i én uendelighed.

PS! DKP/ML har ved årsskiftet offentliggjort sit endelige farvel til partiets revolutionære fortid i form af pjecen "20 års kamp for socialismen". Den vil blive behandlet i næste nummer af KOMMUNISTISK POLITIK. Red.