Novemberrevolutionen i Tyskland

Da Novemberrevolutionen begyndte d. 3. november 1918 i Kiel, havde menneskene fire års imperialistisk krig med millioner af døde, sult, elendighed og lidelse bag sig. Titusinder var vendt tilbage til "hjemstavnen" som krøblinge, hvor de nu som tiggere og dørsælgere måtte kæmpe for deres daglige overlevelse. Mens Krupp, Thyssen og andre havde fyldt lommerne, måtte de arbejdende mennesker betale krigens pris.

Et år tidligere - i 1917 - havde den store socialistiske Oktoberrevolution vist, hvordan man kan afskaffe krig og sult: Idet man tager magten fra kapitalen og fratager den sin ejendomsret, og arbejderklassen griber magten. En af Lenins revolutionære regerings første embedshandlinger var at erklære ensidig våbenstilstand, der betød afslutningen på krigen. Dette var et signal for masserne i hele Europa, der havde lidt under krigen. Og den revolutionære regerings første år i Sovjetunionen viste menneskene et grundlæggende perspektiv for vejen til et nyt samfund.

I Tyskland havde det tidligere revolutionære socialdemokratiske parti i 1914 stemt for krigsbevillingerne i Rigsdagen. Karl Liebnecht havde talt og kæmpet imod. Med andre revolutionære kammerater sluttede han sig først til USPD, som havde udspaltet sig fra SPD som et venstresocialdemokratisk parti. Men da det blev klart at USPD ikke ønskede nogen revolutionær politik, stiftede Karl Liebknecht sammen med Rosa Luxemburg og andre Spartakusforbundet, som skulle skabe et revolutionært parti.

Under indtryk af krigens elendighed, men også under indflydelse af USPD og Spartakusforbundet havde der også dannet sig en revolutionær massebevægelse.

I en skrivelse fra det saksiske indenrigsministerium til alle amtmænd hedder det:

Overalt i Tyskland var der strejker, demonstrationer for brød, mod

krigen.

Den 16.4.17 krævede titusind arbejdere ved en forsamling i Leipzig:

I årene 1917 og 1918 kom det flere gange til mytterier i hær og flåde. Den reaktionære kejserlige hærledelse gik med største brutalitet herimod. Mange soldater og matroser blev myrdet eller sendt i tugthus.

Den 18. oktober udgik der befaling til flåden i Kiel om at stå ud til en angivelig manøvre. Men matroserne havde fået nys om en hemmelig radiomeddelelse fra admiralitetet, hvoraf det fremgik at flåden endnu engang skulle kæmpe til sidste skib mod den engelske flåde. Admiralerne ville med udsigt til det kommende nederlag rive alle orlogsgaster med i deres undergang. Men ilden blev slukket af fyrbøderne. Derpå blev fyrbøderne og andre mytterister arresteret i hundredevis! Men de besætninger på krigsskibene, der var i mytteri bøjede sig ikke. Tværtimod! Dagligt bredte mytteriet sig og fik støtte fra arbejderne på de store værfter. Der skete forsamlinger hver dag i Kiel. Således også den 3. november, udbruddet af Novemberrevolutionen. Forsamlingen voksede til en demonstration Kort før sit mål endte den i en kugleregn. Der kunne med sorg konstateres 8 døde og 28 sårede efter skudepisoden om aftenen.

Men allerede den følgende dag blev matrosernes mytteri til en væbnet opstand, som nu også omfattede de marineenheder, der befandt sig i land. Samtidig indledte arbejderne på Germaniaværftet og torpedoværkstederne deres strejke.

Men der skete noget denne 4. november, som senere skulle påvirke revolutionens videre forløb på en skæbnesvanger måde, og dette ikke bare i Kiel. Skyndsomst afsendt af SPD-hovedkvarteret i forståelse med den kejserlige regering, ankom Gustav Noske til Kiel. Han stillede sig øjeblikkeligt i spidsen for opstanden. Hans mål var at berøve denne sit revolutionære indhold.

Noske lod sig af sine socialdemokratiske venner vælge til leder af Kiels arbejder- og soldaterråd, for straks at sende .de revolutionære matroser hjem. Samtidig hjalp han med at organisere reaktionære frikorps og med at genindsætte officererne.

Den 7. og 8. november bredte revolutionen sig til næsten alle betydelige byer og industriområder i Tyskland.

Overalt dannedes der arbejder- og soldaterråd, hvor i hovedsagen socialdemokratiet men også ofte USPD og Spartakusgruppen havde den afgørende indflydelse.

Næsten hele Tyskland var siden den 3. november blevet oversvømmet af revolutionen. Kun hovedstaden manglede. I Berlin sad regeringen med sit enorme militærapparat og ledelserne af det socialdemokratiske parti og fagforbundene, som i fællesskab udfoldede enhver anstrengelse for at forhindre en opstand og sørge for at der blev sat en hurtig stopper for revolutionen i landet. Ved hjælp af sit magtapparat og sit administrative bureaukrati var det hidtil lykkedes for regeringen at standse revolutionen foran byens porte.

På Spartakusgruppens opfordring blev det den 8. november besluttet at kalde de arbejdende masser og soldaterne til generalstrejke og væbnet opstand den 9. november. Den 9. november formeredes det første demonstrationstog. Til de soldater, som blev sat ind imod det, råbte man:

Allerede midt på dagen var Berlin i det revolutionære proletariats hænder. På slottet blev den røde fane hejst på den flagstang, hvor den kejserlige fane normalt vajede! Kejser Wilhelm den anden måtte takke af og flygte til Holland. Hohenzollern-monarkiet som havde hersket i og over Tyskland i århundreder, var fejet bort af det arbejdende folks stormløb.

Revolutionen havde sejret i hele Tyskland. Et råd af folkekommitterede, der bestod af ledere fra SPD og USPD overtog regeringsmagten.

Efter kejserens fald fulgte afsættelsen af alle andre konger, hertuger og fyrster i Tyskland. Ved fronterne var der våbenhvile. Der forhandledes om en fredsslutning. Alt dette havde folkemasserne tilkæmpet sig. Men monopolernes magt var hidtil ikke blevet antastet. Store jordejere, kapitalen, de kejserlige embedsmænd - de var der alle endnu. Og i spidsen for staten stod repræsentanter for SPD og USPD, som begyndte at opbygge denne stat, som snart kom til at hedde Weimarrepublikken, i en retning til gavn for de gamle herskende kræfter og ikke det arbejdende folk.

Om dette forbund mellem de herskende og SPD skrev chefen for den øverste hærledelse Groener senere:

Novemberrevolutionen afslørede også, hvor svag den revolutionære bevægelse var i Tyskland. Der var ikke noget stærkt kommunistisk parti. Godt nok havde de tyske revolutionære kæmpet tappert mod socialdemokratiets forræderi og den imperialistiske krig. Men de havde forsømt at opbygge et parti, der var forbundet med masserne, i rette tid, som det var sket i Rusland under Lenin.

Denne svaghed gjorde sig dramatisk bemærket under Novemberrevolutionen. Under massernes kamp for revolutionen, manglede der en klar ledelse. Næsten overalt kunne derfor SPDere og højre USPDere tilrive sig magten og skridt for skridt trænge revolutionen tilbage.

Den 30.12.1918 fandt KPDs stiftende partikongres endelig sted i Berlin. Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg stod i spidsen for det nye parti.

Kapitalen forstod hurtigt faren. SPD-regeringen og hærledelsen aftalte mordene på Karl og Rosa. I hele Berlin blev der opsat plakater med opfordring til mord på dem begge. Den 15. januar blev de begge taget til fange af soldater og arresteret ved deres borttransport. Deres lig blev kastet i Landeværnskanalen. Med dette mord havde SPD og militæret foreløbig hugget hovedet af revolutionen.

Men Karl og Rosa efterlod sig det revolutionære værktøj, de havde skabt: KPD.

På den første generalforsamling fra den 16. til den 20. december 1918 i Berlin besluttede Tysklands arbejder- og soldaterråd at indkalde en nationalforsamling og fastsatte den 19. januar 1919 som datoen for valget hertil. Under indflydelse af de højresocialdemokratiske ledere havde rådene ingen klarhed over deres revolutionære pligter. I stedet for, med støtte af det revolutionære folk, at ødelægge det gamle kejserlige statsapparat, at bevæbne folket, at straffe krigsforbryderne, at fratage dem magt og ejendom, at gennemføre en jordreform, overlod de Tysklands fremtidige indretning til nationalforsamlingen. Folkets fjender, junkerne kapitalisterne og generalerne havde dermed nået deres mål. Det lykkedes dem at forhindre at revolutionen blev videreført af arbejder- og soldaterrådene og at bevare den gamle orden, som også fremover ville sikre de store jordejere og monopolkapitalisterne herredømmet. Tilsyneladende lå udformningen af Tysklands fremtidige skæbne i hænderne på vælgerne til nationalforsamlingen. Men valgretten var kun en formel ret, sålænge virksomhderne, de store adelsgodser og det samlede statsapparat befandt sig i hænderne på udbytterne og undertrykkerne. Imperialisterne forstod behændigt at bedrage og vildlede vælgerne. Socialdemokraten Scheidemann dannede den første regering. Denne regering befæstede den herskende kapitalistklasses magt.

I 1919 blev Versaillestraktaten underskrevet. I følge denne mistede Tyskland en ottendedel af sit territorium og en tolvtedel af sin befolkning. Tyskland blev påtvunget en fred, som var ågerkarlenes og bødlernes fred. (Lenin) Denne røverfred bragte det tyske folk sult og elendighed. Men Versaillestraktaten ødelagde på ingen måde den tyske imperialismes magtposition.

I landet selv skærpedes klassemodsætningerne og klassekampen. Overvæltningen af krigens byrder på det arbejdende folks skuldre betød dyrtid og stigende inflation. En strejkebølge jog over landet. I januar 1920 modsatte hundredtusinder arbejdere sig kraftigt en lov om bedriftsråd. Dennes opgave var klasseforsoning og afskaffede samtidig arbejder- og soldaterrådene. Imod den demonstrerede hundredtusinde arbejdere den 13. januar 1920. "Blodhunden" Noske (SPD) lod åbne ild mod demonstranterne. 42 arbejdere blev dræbt. Samtidig blev der erklæret undtagelsestilstand og KPDs presse blev forbudt. I denne situation holdt KPD sin 3. partikongres den 25. februar 1920 i Karlsruhe trods illegalitet og undtagelsestilstand. På partikongressen påpegede Clara Zetkin, i betragtning af at reaktionen var ved at forberede et kup, at man stod over for en fornyet konfrontation mellem reaktionen og arbejderne. Den 13. maj besatte general von Lüttwitzes tropper Berlin og dannede med Ludendorffs og Tirpitzes medvirken regeringen Kapp. Dette var et junkernes og monarkisterne kup, der dog kun støttedes af en mindre del af bourgeoisiet. Underretningen om kappisternes kup udløste i hele Tyskland spontane protesttilkendegivelser og arbejderaktioner. Presset af denne voldsomme massemanifestation måtte fagforeningsledelse, SPD og USPD kalde til generalstrejke. Som følge af den energiske modstand, som det tyske proletariat gjorde mod reaktionen, endte Kapp-kuppet allerede efter 3 dage i et totalt nederlag. I Ruhrdistriktet gik generalstrejken over i væbnet kamp mod frikorps og Reichswehr. Kommunistiske, socialdemokratiske, kristelige og uorganiserede arbejdere dannede delinger i den røde Ruhrarmé. Deres krav var: Erobring af den politiske magt og socialisering af malm- og kulindustrien. Den 21. marts var hele Ruhrdistriktet i den røde armés hænder. Igen optrådte de socialdemokratiske ledere som forsvarere for bourgeoisiets herredømme. Det lykkedes dem, ved hjælp af løfter, at ødelægge arbejdernes enhedsfront. Strejken blev afbrudt og den røde arme blev oplast. Nu tilkaldte Severing (SPD) tropperne, som havde deltaget i Kappkuppet og stillede arbejderne over for et ultimatum: fuldstændig opløsning af den røde arme, aflevering af alle våben og genindførelse af "orden". Hundredtusinde mand regeringstropper. politienheder og frikorps trængte ind i Ruhrdistriktet. Trods godkendelse af ultimatumet blev arbejderkvarterer lagt i murbrokker og aske med artilleribeskydning, tusinder af arbejdere skudt. Generalstrejken mod Kapp-kuppet var den tyske arbejderklasses vældigste enhedsaktion i Weimarperioden. Den viste hvad arbejderklassen formår at opnå, når den kæmper enigt og sluttet. Igen blev det imperialistiske bourgeoisie og junkervældet reddet af højreorienterede SPD- og USPD-ledere.

Især i Ruhrkampen viste det sig, at proletariatet stadig ikke i denne situation havde en tilstrækkelig fast kommunistisk ledelse. KPD, i hvis ledelse der befandt sig opportunister, forstod ikke at holde sig Lenins anvisninger for øje. De krævede, at partiet måtte sig,skabe målsigtethed, organisation, forbindelse med de udbyttede masser, beslutsomhed og dristighed, for at kunne udnytte den opståede krise til sejr for revolutionen.

Vreden over SPDs højrelederes forbryderiske politik og den tiltagende revolutionering af masserne viste sig ved Rigsdagsvalget 1920, hvor SPD tabte masser af stemmer: 6 millioner sammenlignet med 11,5 millioner i 1919, mens USPD fik 5 millioner og KPD 600 000. I deres fælles kamp nærmede USPD og KPD sig hinanden mere og mere. På USPDs partikongres i Halle (1920) stemte to tredjedele af de delegerede - som repræsentanter for de klassebevidste arbejdere - for tilslutning til Kommunistisk Internationale. På samlings-partikongressen (4.-7.12.1920) stiftede USPDs og KPDs venstrefløje "Tysklands Forenede Kommunistiske Parti". (På den 7. partikongres 1921 blev navnet ændret til "Tysklands Kommunistiske Parti")

Til partiet sluttede sig kamperfarne arbejderførere som Ernst Thälmann, fulgt af over ni tiendedele af det tidligere USPD i Wasserkantekredsen.