For en gangs skyld daler julesneen

hvid ned over byen.

På indkøbsturen griber jeg mig selv i

at mindes barndommens Glade jul, Dejlige jul,

og nynner stille:

Fred på jord, Fryd på jord.

INDTIL

bevidstheden flænges af indre billeder

fra året, der gik:

billeder af børn,

udbombede af deres hjem,

ledende efter forældre i ruinerne

i Somalia,

på Haiti og

i Sri Lanka, i Irak

og alle de andre steder,

hvor man heller ikke

i dette år fik

Fred på jord, Fryd på jord.

Min fredelige stemning

afløses af

en stor fortvivlelse

og følelse af magtesløshed . . .

INDTIL

bevidstheden fyldes af andre billeder

fra året, der gik:

billeder af

kæmpende arbejdere

og deres medkæmpere

i en langvarig konflikt,

billeder af

modige pensionister med bannere

foran plejehjem og socialkontorer,

billeder af

vrede sygeplejersker

og sympatiserende patienter,

billeder af

uforfærdede unge

i protest mod

en usocial finanslov!

Og min magtesløshed afløses af

den velkendte vished,

som er en gammel erfaring hos mig

og mange andre af min generation,

men som mange unge

påny skal tilkæmpe sig:

at vi vinder intet uden at slås

- men SÅ VINDER VI OSSE!

Fortrøstningsfuld vender jeg hjem

med Scharnbergs bedste sætning

kimende for ørerne

langt mere gennemtrængende

end juleklokkernes bimlen:

VI MØDES VED NÆSTE KORSVEJ!