Og nu skal Danmark med!

De endelige forhold mellem deltagerlandenes nationale valutaer og euro’en – den ny verdensvaluta, der udfordrer dollaren – blev fastlagt nytårsdag af nationalbankerne, ECB (Den Europæiske centralbank) samt EU-kommissionen.

Rådet af finansministre ECOFIN, med den nyudnævnte socialdemokratiske finansminister, Oscar Lafontaine i spidsen i den tyske formandsperiode, lagde sagen på EU-kommissionens bord.

Det grønne lys var tændt for den første handelsdag på det internationale finansmarked mandag den 4. januar.

Der er ingen vej tilbage.

Nutidens skæbnefællesskab er en mønt med et navn, der mildt sagt lyder slemt på dansk. ØV-ROEN.

Premieren var vellykket, forlyder det.

1998 stod i forberedelsernes tegn. Danmark fik i al stilfærdighed fastlagt sit faste forhold til den ny verdensmønt, som kronen nu er bundet til som den tidligere var det til den forladte D-Mark. Og på det mere diskrete plan: Overenskomster, Amsterdamafstemning og finanslov blev gennemført i samme møntforberedelses tegn – uden at det måtte siges højt af nogen.

I uge 13 gav EU-kommissionen grønt lys for 11 EU-landes deltagelse i ØMUen – og åbnede dermed vejen til et monetaristisk forsøg, general Pinochet ikke var heldig med i Chile.

Borgerskabets tiljublede økonom Milton Friedman, der planlagde Operation Chock fra 1975-76, var en katastrofe for arbejderklassen i Chile.

Kuren indebar privatiseringer, offentlige nedskæringer osv. Lønnedgang for arbejderne og massearbejdsløshed var et mål for en deflationspolitik, der ligner EU-stabilitetspagten som snydt ud af næsen. I engelsksprogede fremstillinger anvendes ordet: DEFLATION - en sænkning af aktivitetsniveauet i økonomien, d. v. s. fald i produktion og beskæftigelse.

Med nytårspremieren og starten på ØMUens 3. fase pr. 1.1. 1999 eksisterer euro’en, i første række blive brugt som elektronisk betalingsmiddel, men fra 1. 1. år 2002 vil den fysiske euro, i form af sedler og mønter, blive introduceret.

En møntintroduktion, der kommer til at koste milliarder og milliarder af euro’er, der finansieres af borgerne i alle EU-lande.

Særligt i Tyskland er ØMU-stemningen nervøs. Lafontaine har, sammen med andre europæiske socialdemokrater (Nyrup Rasmussen undtaget), fået en mistanke om, at økonomien er på vej ned. Og som bekendt kan ØMUen ikke "stimulere" borgerlig økonomi. Det ligger ikke i den monetaristiske deflationspolitik.

Derfor var han tidligt ude med et ønske om en rentenedsættelse. (Det plejer jo at hjælpe lidt!) Direktøren for ECB, Wim Duisenberg, så krænket til den anden side, og dagbladet Børsen hyldede den ranke og tro direktør. Samtidig med at de skadefro konstaterede, at de slatne socialdemokrater ikke kunne presse direktøren, således som konstruktionen da også tilsiger. Kun 11 dage efter måtte Børsen sluge kamelen. En rentenedsættelse fandt sted.

Troen og håbet var nu afløst af frygt, som der stod i Børsen d. 4. december.

Wim Duisenberg havde endda ladet forstå, at ECB ikke ville lade sig påvirke af politikerpres – men BG- banks cheføkonom, Keld Holm, nåede frem til den erkendelse, at ECB var blevet politisk tvunget af den alvorlige økonomiske virkelighed, ved at tage rentesænkningen på forhånd.

Til Financial Times har Duisenberg indrømmet, at han håber på at kunne genoprette forbrugernes og erhvervslivets tillid til den økonomiske udvikling og således sætte gang i investeringerne og væksten. Og håbet er jo lysegrønt.

I det danske Økonomiministeriums 255 sider forhåbninger tales lidt mere dæmpet om at "euroen kan forventes at bidrage yderligere handel og vækst." ("Danmark i det økonomiske samarbejde i EU", 98, s. 35), men i ECBs selvforståelse var rentenedsættelsen intet mindre end en håndsrækning til den skrantende verdensøkonomi.

Ansvarlighed overfor klodens overlevelse stod der i aviserne. ØMUen som økonomisk lokomotiv?!

Alene i Japan spår IMF, den internationale valutafond, et fald i væksten på 3%.

Wim Duisenbergs euro-rentenedsættelse på 0,3% skal trække det Japanske mirakel op spanden ? Måske den russiske? Og hvad med den Sydamerikanske?

Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved har forlængst tilkendegivet deres støtte til ØMUen og dens usympatiske planer. I sin nytårstale var det eneste konkrete, Nyrup havde at byde på, et nyt løftebrud: opgivelsen af det væsentligste af de fire danske EU-forbehold, som var et resultat af det "nationale kompromis" efter Maastricht-afstemningerne.

Til den vildt dyre ØMU passer en kostbar og forudgående hjernevask. Regeringen vil ikke lægge en folkeafstemning med et ØMUtema, ud til befolkningen, før man er sikker på et JA. Finanslovsforslaget indeholder da også en særbevilling på 3 millioner kr. oveni de 2 mio., den havde bevilget i forvejen til dette sympatiske formål.

Dertil kommer så millioner fra nye strudsebevægelser og hele koret fra tidligere afstemninger. Det koster at kurs-sikre det frie valg.

Dagbladet Børsen har tidligere hævdet, at prisen for at stå uden for ØMUen var op til l0 mia. kr. Økonomiminister Marianne Jelved har besvaret spørgsmål i folketinget om omkostningerne ved at "stå uden for" ØMUen. ( Og det på trods af at omkostningerne ved at stå indenfor er langt større). Prisen for at være med, nægter man simpelthen at undersøge. I nabolandet Sverige har der været nedsat en "uvildig kommission". I Danmark kommer der hverken kommission, eller uvildighed. Jelveds ministerium fremkom med tal, der var misvisende og indeholdte forkerte forudsætninger.

Det vildledende notat, Jelved anvendte, indeholdt bl.a. et "skøn" over antallet af ekstra arbejdsløse, der ville forekomme i Danmark, ved at stå uden for ØMUen:

Nøjagtig 12.950 tabte arbejdspladser, hverken mere eller mindre!

Den svenske økonom Thomas Thygesen er en af dem, der har kritiseret disse skøn. Han håber at den ringe standard fra Økonomiministeriets side "ikke kommer til at danne grundlag for den danske ØMU-beslutning."

Det var nu lige præcis, hvad der var meningen. Så derefter fulgte et hidsigt og uset vredt svar fra Jelved i dagbladet Børsen. Usikkerheden og desperationen er stor i ministeriet. Finansrådet rykkede Jelved til undsætning. Thygesen havde nemlig sagt alt det højt, som ikke må siges:

Ikke just en beskrivelse af det økonomiske lokomotiv med Wim Duisenberg som togfører, som vakte begejstring hos magthaverne.

Det eneste der er sikkert er, at manipulationerne med tal, kendsgerninger og befolkningerne fortsætter og nu i et forceret tempo.

En lækker blå/gul tryksag "Danmark uden for euroen", udgivet af Jelved og gutterne i Øko-ministeriet, indeholder det sædvanlige sælgersprøjt vi kender fra tidligere.

De eneste konsekvenser brochuren gennemgår er for danske virksomheder, den finansielle sektor i Danmark, og for lovgivning og økonomisk politik i Danmark. Arbejdere, funktionærer, unge og gamle danskere er ligesom forsvundet.

Et enkelt kapitel hedder næsten helt folkeligt "Danske forbrugere".

Her orienteres man om mulighed for konti i euro, lån i euro samt køb og salg af værdipapirer i euro. Omhyggeligt overses konsekvenserne for den danske arbejderklasse.

ØMUen er direkte vendt mod arbejderklassen.

Det sidste afsnit i brochuren hedder: Den økonomiske politik i Danmark. Som dokumentation for niveauet citeres udgangsbønnen:

Hvis DANMARK har høstet alle disse fordele, hvorfor har de nederste i landet ikke oplevet dem. Men det modsatte? Fordi den økonomiske politik tager sigte på at begunstige kapitalejerne og ikke dem, der arbejder i virksomhederne og heller ikke dem, der kasseres derfra.

En ernæringsfattig ØV-ROE-SUPPE - det er hvad kapitalen anbefaler arbejderklassen og de bortsorterede.

Den socialdemokratiske erhvervsminister Pia Gjellerup udtrykte det præcist:

"At få skabt mere værdi ud af vor arbejdsindsats. (...)I forhold til det øvrige Europa, Japan og USA har vi en lav timeproduktivitet. (...) Produktiviteten hos de, der allerede er i arbejde skal øges, ellers bliver der ingen vækst i velstanden."(Børsen 26.10.98)

Jamen: Ovre i Økonomiministeriet siger Marianne og gutterne ellers at selve ØMU-tilslutningen er nok, så skal det altsammen lykkes.