Sådan er den kapitalistiske verden i dag: afskedigelser og massearbejdsløshed truer millioner eller er allerede hverdag for utallige mennesker, ikke alene i underudviklede lande, men også i kapitalismens højt udviklede centre. Ofte er kvinderne de første, der bliver sat på gaden. Masser af unge mennesker har ingen fremtid! På den anden side: overtid, stadig produktivitets- og tempoforøgelser, utålelige arbejdsforhold og løntab, indførelse af fleksibilitet på alle produktionsområder, først og fremmest med hensyn til arbejdstiden, men også når det gælder arbejdsopgaver. Det vil sige

Denne udvikling udsætter det arbejdende folk for stigende usikkerhed, ødelægger deres levevilkår og smadrer familier. Men samtidig får det flere og flere til at gå i modaktion, fører til intensiveret kamp, som har vakt verdens opmærksomhed i de senere år.

For at disse kampe ikke skal forblive isolerede, for at solidaritet skal blive daglig praksis mellem arbejdere, og specielt internationalt, har fagligt aktive arbejdere fra talrige lande udvekslet deres erfaringer og opbygget internationale kontakter og aktiviteter.

Derfor har vi holdt en række internationale træf

Disse møder har vist at vore erfaringer ligner hinanden. Vi måtte se følgende i øjnene: at vore problemer og så mange menneskers elendighed er konsekvensen af den generelle kapitalistiske stræben efter profitmaksimering.

Derfor har vi foreslået som samlet slogan for den internationale arbejderbevægelse:

Den fælles kamp uden begrænsninger til enkelte lande, hen over alle grænser, må blive hverdag for arbejdende i alle lande. Vore vanskeligheder og problemer er de samme.

Så hvorfor skal vi under disse omstændigheder begrænse kampen til "vores egen" arbejdsplads? Det vil føre til en destruktiv konkurrence mellem arbejdere. Betyder det ikke, at vi kommer til at organisere vores eget nederlag? At kæmpe sammen med alle mennesker, der går i brechen for de arbejdende menneskers fælles interesser – er det ikke alene heri, vores styrke består?

Sådan stiller spørgsmålet sig!

Vores møder har vist hvor bred vores enighed bør være:

Derfor går vi ind for lighed og solidaritet mellem alle, der er udbyttede, forfordelte og undertrykt af kapital og regeringer. Derfor går vi ind for fagforeningernes fælles kamp, uanset i hvilket land.

Vi foreslår at vores 5. møde får to centrale temaer:

l I dag diskuteres kravet om arbejdstidsnedsættelse i hele Europa. Fagforeningerne kræver den, men kapitalen i nogle lande overvejer det også.

Hvad mener fagforeningsmedlemmer i Frankrig om det, hvordan stiller spørgsmålet sig i Spanien, Italien, i Tyskland? Hvordan er de konkrete erfaringer og kampe? For kapitalen er svaret på kortere arbejdstid mere intensiv udbytning og større fleksibilitet.

Hvad betyder det for os arbejdende?

l Kvindernes plads i fagbevægelsen! Ikke engang kravet om "lige løn for lige arbejde!" er blevet virkeliggjort! Hvilke objektive og subjektive forhindringer er der for lighed mellem kvindelige og mandlige arbejdere indenfor fagforeningen? Hvilke perspektiver er der for en stærkere deltagelse af arbejdende kvinder i fagbevægelsen? Hvilke erfaringer findes der?

Vi ønsker at arbejdere fra så mange lande som muligt diskuterer dette og prøver at finde løsninger.

Alle arbejdere står med brændende problemer på grund af udviklingen af dagens kapitalisme og globaliseringen. De må diskutere disse problemer selv og hvordan de håndteres.

Vi indbyder alle interesserede arbejdere til at komme til Ludwigsburg (ved Stuttgart) i Tyskland fra 11. til 13. juni 1999, for at diskutere disse og andre problemer. Kom til det 5.