Den globale oprustning

-Vi ønsker, at vores stridskræfter forbliver de bedst udrustede i verden ind i det 21. århundrede, sagde USA’s præsident Clinton for nylig, da han fremlagde sin regerings strategiske plan for krigsbudgettet i de kommende fem år. Og det må siges, at han lagde vilje bag hensigten.

Frem til 2005 skal det amerikanske militær sluge 112 milliarder dollars mere, end det så at sige ellers skulle have haft. De 112 milliarder i ekstrabevilling bliver til 750 milliarder omregnet i danske kroner, hvilket - med en popsmart illustration - kunne finansiere det danske militærbudget i 45 år. Tallet er hårrejsende og illustrerer på makaber vis den verdensomspændende usikkerhedsperiode, som vi er i færd med at træde ind i, efterhånden som den globale økonomiske krise tager til.

Selvom Clintons langsigtede militærbudget ikke formelt forpligter hans efterfølger, der træder til i 2001, er der imidlertid sikre udsigter for dets realisering. En sådan satsning er ikke noget, der har forbindelse til de periodiske valgfarcer og skramlen med taburetterne i den amerikanske Kongres. USA opruster massivt, og dette udtrykker på en konkret måde det amerikanske monopolborgerskabs fælles front imod de imperialistiske rivaler, navnlig EU. Det er ikke tilfældigt, at dette viser sig umiddelbart efter EU’s feterede lancering af den fælles valuta, euro’en.

Clintons oprustningsplan er blevet sammenlignet med de gyldne stjernekrigsår under Reagans regeringstid i 80’erne. Dengang var det den kolde krig og fjenden i form af ondskabens imperium ovre østpå, der legitimerede oprustningen. I dag føler USA sig officielt truet af enkelte såkaldte "slyngelstater", der alle er fattige og isolerede, og hvis slyngelstreger består i, at de modsætter sig imperialismens diktater og indflydelse. Det har fået Pentagon til at udvikle og producere våbensystemer, der er langt mere mobile end tidligere; med sådanne kan man være militært til stede globalt, og det er jo også hensigtsmæssigt, når der udbryder sociale og politiske opstande, som truer USA’s interesser. Væbnet kontrol med hele verden, det er USA-imperialismens temmelig utilslørede mål, og til dette formål må man have en ekstraordinært pålidelig hær; med i Clintons gavepakke til krigsvæsenet er således en klækkelig lønforhøjelse til alle soldater, der som bekendt er professionelle i USA.

USA-imperialismens vision om verdensherredømme er et udslag af det hovmod, der er forårsaget af den tilsyneladende sejr i kapløbet med Sovjetblokken og den tid med enevældig eufori, der fulgte efter. Nu er der imidlertid gået ti år, og den europæiske konkurrent deler ikke visionerne i Det Hvide Hus.

Der blev ovenfra lovet om ikke "fred i vor tid", så i hvert fald fredeligere tider, da Sovjetblokken brød sammen ved indgangen til 90’erne. "Den nye verdensorden" indledtes med lovsange til freden og harmonien, men resultaterne viste hurtigt røde bundlinjer: På ét målefelt, nemlig omfanget af krige og væbnede konflikter, førte den nye situation til en foreløbig historisk rekord på hele 52 krige i 1992 (i dag sunket til 29 krige og 19 såkaldt væbnede konflikter). På et andet felt, nemlig militærudgifterne, betød 90’erne dog en kortvarig opbremsning i væksten. Denne yderst relative "pause" er definitivt slut ved indgangen til 1999.

Som det efterhånden er blevet grundigt beskrevet her i Kommunistisk Politik, vil den globale økonomiske krise, vi er på vej ind i, uvægerligt føre til en forstærket omfordelingskamp mellem imperialistmagterne indbyrdes om kontrol over verdens resurser og de strategiske regioner knyttet hertil. I hvert fald to hovedpersoner er linet op, nemlig USA, der blev alene tilbage som supermagt efter Sovjetunionens fald, og EU, der har klare ambitioner om at opbygge en egentlig supermagt, og som derfor i sagens natur kommer til at udfordre USA’s position som den eneste sådanne. Derudover er der store og små regionale stormagter, som søger at drage nytte af opbruddet i "den nye verdensorden", og som til dels vil søge at spille på den voksende modsætning mellem USA og EU; vigtige eksempler herpå er Japan, Kina, Rusland og Indien.

Århundredets sidste år står derfor i den globale oprustnings tegn. Foruden i USA og EU oprustes der stort set overalt på kloden, dels for at kunne foretage eventuelle væbnede kampe om indflydelse, men også for at afbøde krisen via en satsning på våbenindustrien.

Det sidstnævnte er måske det, vi bliver vidne til i det økonomisk stærkt detroniserede Japan, der i det forgangne år indgik en ny, banebrydende sikkerhedspolitisk kontrakt med USA. Denne aftale bryder med de påtvungne begrænsninger i Japans militære udfoldelser, der har været gældende siden 2. verdenskrigs afslutning, idet Japan fremover skal bistå USA i militære operationer i fælles interesseområder. De vel nok vigtigste af slagsen er dels den separatistiske kinesiske ø Taiwan, dels farvandet syd for Kina, der er transitvej for søtrafikken med Mellemøstens livsvigtige olie, og som i praksis kontrolleres af Kina.

Der er - som følge af de ovenstående interessemodsætninger - igangsat et regulært rustningskapløb mellem på den ene side Kina og på den anden side det vestligt sponsorerede Taiwan med Japan og USA i ryggen. Hvad Japan egentlig går og brygger på af militære planer, er ikke officielt kendt, men det regnes f.eks. for sikkert, at landet besidder evnen til at fabrikere tip-top atomvåben. Stensikkert er det, at Japan i lighed med sine imperialistiske rivaler har sikret sig - og det med USA’s hjælp -det såkaldt internationale samfunds accept af, at det kan operere uden for sit eget territorium. I første omgang sker dette i fælles fodslag med USA, men hvem i Japan vil lade sig nøjes med det, navnlig hvis eller rettere når USA svækkes mærkbart?

Selv det stærkt svækkede og udplyndrede Rusland opruster. Hæren er demoraliseret - af gode grunde, eftersom lønningerne udebliver - og de konventionelle styrker kan ikke ligefrem berømmes for deres pålidelighed. Derfor satser russerne på atomvåben og effektivt isenkram som vigtige søjler i forvarsdoktrinen; de har således netop lanceret fremstillingen og opstillingen af 400 nye raketter til atomvåben frem til 2010 samt en ny type jagerfly, som efter sigende skulle overgå USA’s bedste.

I dette forår optages tre tidligere Warszawapagtlande i NATO (Polen, Tjekkiet og Ungarn), og flere østlande er på vej, hvilket mødes af stadigt stærkere russiske protester. På det allerseneste har NATO endog haft fremskridt i indrulleringen af den tidligere Sovjetrepublik Ukraine i den vestlige indflydelsessfære, hvilket selvsagt har vakt vrede i Moskva og kølnet forholdet mellem Ukraine, der har et stort russisk mindretal, og Rusland til under nulpunktet.

Til april holder NATO - efterkrigstidens magtfulde alliance mellem amerikansk og europæisk (især tysk) imperialisme - det måske mest afgørende topmøde siden stiftelsen. På dette møde skal der nemlig fastlægges de overordnede strategiske målsætninger for organisationen, hvilket som nævnt tidligere her i bladet tegner til at blive en manifestation af de voksende europæisk-amerikanske modsætninger. EU har sin egen militære søjle, WEU, som er atombevæbnet og har nedskrevet i sine klausuler, at den skal forsvare europæiske interesser rundt omkring i verden. USA vil på sin side forstærke NATO til at blive et globalt politikorps, indforstået under amerikansk ledelse. Hvad resultatet bliver, når NATO-repræsentanterne mødes i Washington, er ikke godt at vide, men de forudgående signalers billede er tydeligt nok: modsætninger.

NATO’s generalsekretær hedder Javier Solana og kommer fra Spanien. Han er altså EUropæer, og det er i det lys, man skal læse hans udtalelser til Jyllandsposten under besøget i Danmark sidst i januar (og de er selvsagt taktisk og diplomatisk valgt!):

-NATO vil fortsætte med at være til stede i Europa, men europæerne i NATO skal spille en mere ledende rolle. Europæerne er nødt til at være forberedt på at handle, selv i sager, som ikke kun vedrører deres allierede. Det kræver politisk vilje og de nødvendige midler.

-Hvad jeg ikke ønsker at se, er en stor debat, som viser sig kun at være retorisk. Hvis europæerne ikke har midlerne til at handle, er hele debatten meningsløs. Derfor er europæerne nødt til at gøre fremskridt for at gøre deres midler klar til det nødvendige niveau i en operation under ledelse af europæiske myndigheder. Jeg tror, at alle gerne vil se, at europæerne tager mere ansvar.

Der er lysår mellem den dagsorden, der faktisk diskuteres ud fra i EU-systemet, til de danske mediers behandling af EU. Det gælder ikke mindst på det militære område. Dette modsætningsforhold mellem EU-propagandaen og virkeligheden kan selvfølgelig ikke opretholdes i længden; med den hastighed, hvormed udviklingen går, kan EU’s militære dimension blive blodigt aktuel, før nogen aner det. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen løftede nænsomt på sløret i en lille kommentar i Politiken 29. januar, hvori han om de knudrede sikkerhedspolitiske problemer konkluderede:

"Det vil tage tid at besvare de mange spørgsmål. Men der er enighed om målet: at styrke Europas evne til at løse egne kriser. Vi må i debatten tage et skridt ad gangen."

Her afslører vores udenrigsminister, at målet er fastlagt på forhånd, og ja, det er EU-militær, der omtales, både af Solana og Helveg. Amsterdamtraktatens oprettelse af et europæisk udenrigsministerium in spe skal udbygges, så EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan "støtte sig på en troværdig operationel kapacitet". EU skal have en hær, og den skal handle helt selvstændigt i forsvaret af europæiske herrefolksinteresser. Dette skal fortælles i små sukrede bidder til befolkningen for at få budskabet til at glide ned - det er det, ministeren kalder at "tage debatten et skridt ad gangen". Udviklingen kan imidlertid vise sig at gå hurtigere end det danske udenrigsministeriums goebbelsianske evne til at forgude monopolborgerskabets EU, og så kan Helveg få slipset i klemme.

USA’s taktik for at opnå sine ambitioner, der reelt er en defensiv kamp for at bevare den unipolære USA-ledede "nye verdensorden" fra 1989-90 og frem, kommer nok mest tydeligt til udtryk i USA’s politik over for det belejrede Irak. USA har afsat 100 millioner dollars til at bevæbne irakiske oppositionsgrupper, så de kan styrte Saddam Hussein, selvom alle seriøse vurderinger siger, at dette ikke er realistisk, og hvis det alligevel er, kan det medføre en fatal splittelse af Irak med borgerkrig til følge. Denne amerikanske aktion har været set som et udtryk for uklog politik, men det er det næppe.

Irak vurderes til at besidde omkring 20 pct. af verdens samlede oliereserver, og der venter et hundeslagsmål af format mellem de store olieselskaber, når embargoen mod landet en dag ophæves under en eller anden form. Hvis USA kan komme til at sidde på oliehanen til disse strategisk centrale reserver, får amerikanerne et effektivt pressionsmiddel over for EU (og verden i øvrigt). Erfaringsmæssigt er militær tilstedeværelse et godt overtagelsesargument til at sikre sig magt og indflydelse, så det er, hvad amerikanerne nu for alvor vil have i Mellemøsten - for at få fat i Iraks olie. Og til det formål kan et destabiliseret og sågar splittet Irak være til stor tjeneste.

Da Irak invaderede Kuwait i 1990, tog det USA tre måneder at transportere en halv million soldater til Golfen. I 1994 ville denne operation tage tre uger, og i dag skulle den planmæssige tidsramme efter sigende være sunket til tre dage. Lige nu er 25.000 amerikanske soldater permanent udstationeret på forskellige militæranlæg i Golfstaterne, især Saudiarabien.

USA’s politik i Golfen er efterhånden blevet en temmelig åbenlyst ensidig amerikansk magtopvisning, med hyppige bombninger af irakiske militæranlæg, der truer de overflyvende amerikanske (og britiske) jagerfly, og hvoraf nogle desværre dumper ned i boligområder eller ind på nabolandet Irans territorium. Taktikken pejler efter devisen, at målet helliger midlet; det har den for så vidt altid gjort, men i denne omgang sparker USA til en sidemand, der efterhånden er lige så stærk, nemlig EU (Storbritannien handler mest af alt på en forældet refleks i landets symbolske støtte til USA’s Irak-politik). Territoriet afpisses.