Op til 8.marts – Kvindernes Internationale Kampdag – har medierne, den sidste del år, haft travlt med at erklære kvindekampen for et stykke uddødt Danmarks historie. Den er slut, færdig, overstået, ingen gider hører om den - og slet ikke de unge. På samme måde som arbejderklassens kamp er erklæret for uddød – eller kommunismen, hvis nekrolog er skrevet igen og igen – og alligevel er de spillevende, ude i virkeligheden, som medierne forvrænger.

Man kan anlægge en meget snæver vinkel på kvindekampen og gøre den identisk med rødstrømpebevægelsen i 7o’erne eller historisk med valgretskampen i starten af århundredet. Begge disse bevægelser var kendetegnede ved, at kvindespørgsmålet havde bredt sig til store dele af middelklassens kvinder. Det blev i høj grad dem, der kom til at tegne kvindebevægelsen på de tidspunkter – og tegne den i medierne og i overleveringen.

Ser man tingene fra den vinkel, får man det som frøen, der sidder på bunden af brønden og tror, at den lille lyse plet øverst oppe er hele den udstrakte himmel. Så ser kvindekampen rimelig skindød ud.

Ser man det derimod i et langt bredere perspektiv, udfra en klassevinkel – kvindernes kamp som en del af arbejderklassens kamp for sine rettigheder, frigørelse og et bedre liv – vil man se, at kvinderne i høj grad stadig må slås. Og gør det.

Trods Nyrups "pasningsgaranti" på daginstitutionsområdet, der ikke holder en meter, slås kvinder landet over for at få en plads til deres børn. En plads under ordentlige forhold og til en pris, der kan betales.

I dag har arbejdsløse kvinder med små børn 30 procent sværere ved at komme i arbejde end kvinder uden. Hvorfor ? Bl.a. fordi antallet af vuggestuepladser er faldet i forhold til antallet af børn. Når børnene ikke kan blive passet, tvinges mor til at opgive sit arbejde. I den situation tilbydes tilskud til ung pige i huset (evt. tvangsaktiveret) til de velstillede. Til arbejderkvinderne tilbydes børnepasningsorlov på 60 % af dagpengene. Hvilket jo er bedre end helt at miste dagpengene, da man ikke står til rådighed for arbejdsmarked uden børnepasning, oplyser A-kassen .Kvinderne har i forvejen forsat rekorden i arbejdsløshed, med eller uden børn. Ligesom rækken af øvrige negative rekorder, når det gælder løn og arbejdsforhold også indehaves af arbejderkvinderne.

Hele det såkaldt tredje arbejdsmarked, der er en særlig form for arbejdskraftreserve på discount, domineres i høj grad af kvinderne.

Var kvinderne fraværende da sidste års overenskomstresultat blev forkastet ved urafstemning ? Var det ikke nogle af de tunge kvindedominerede områder, der endelig rykkede? Nedsat ugentlig arbejdstid er afgørende for at få arbejde, familie og børn til at hænge sammen. I stedet for EUs "fleksible arbejdstid" , der er fleksibel overfor arbejdsgiveren, mens vi kan kostes endnu mere rundt.

Trods millionbudgetter fra regeringens og EU-kommissionen side til årelang propaganda om Euro-lands velsignelser, er flertallet af kvinderne fortsat EU-modstandere. Og med god grund. For kvindernes rettigheder er en af de rigtige store tabere i EU-monopolernes magtspil.

Unionsintegrationen har kørt udviklingen den gale vej. Den nordiske velfærdsmodel, der var med til at sikre, at kvinderne i så stort omgang kom ud på arbejdsmarked, er gennemhullet som en si. Skudt i sænk af EU-liberalisering, hvor enhver må klare sig selv.

De seneste år har det været Folkebevægelsen mod EU, der især har markeret 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Det er ikke tilfældigt. Kvindernes forsatte krav om arbejde, fred og frigørelse står i direkte modstrid med alt hvad EU – det kommende Europas Forenede Stater - står for. Det er afgørende at slås for, at Danmark kommer ud af EU.

I dag eksisterer der ikke en stærk kvindeorganisation, der kan gøre hele kvindespørgsmålet synligt og nærværende. Organiseringen af kvindebevægelsen har - som en del af klassekampen - fulgt dens bølgegange. Dens op- og nedture, dens kamp mellem de forskellige politiske linier. Den borgerlige reformlinie, der gav os alle lige-rettighederne - på papiret. Som nu vil have en ligestillingsminister og en "kulturændring", der skal give kvinderne rum på arbejdspladserne. Eller den radikale feminisme, der allerede i starten af firserne erklærede, at de havde opnået, hvad de ville, nu måtte arbejderkvinderne selv om resten.

Overfor det står en klassekampslinie for arbejderkvindernes krav.

Spørgsmålet om organiseringen af kvindekampen er et af de spørgsmål som trænger sig på, men uanset den ikke har fundet sin løsning, er kvindekampen og kampdagen 8.marts fortsat brændende aktuel.