Intet at råbe hurra for!

Der er indgået forlig om OK 99 på slagteri-området, og resultatet af urafstemningen er på trapperne. Det forventes, at slagteriarbejderne stemmer ja til forliget, fordi det slår hul på den tredje ferieuge: giver tre nye feriedage. Det bliver nok det, der hiver forliget i hus, vurderer Palle Hansen, formand for slagte-gruppen under NNF Odense, der som forbundet anbefaler at stemme ja, men dog uden den store tilfredshed.

Forliget berører 15.000 slagteriarbejder. Der tilbydes tre reelle fridage, som gælder for alle, og som ikke kan omveksles til kontanter. Desuden forhøjes pensionsbidraget med 0,9 pct., og lønnen med 2,25 kr. det første år og 2,00 kr. det næste år.

"Lønstigningerne er ikke ligefrem de store. De dækker ikke engang det ekstra a-kasse-kontingent til efterløn, der indføres fra og med april, og pensionsforhøjelsen kan vi ikke købe noget for", forklarer Palle Hansen. "Det er penge, som vi aldrig ser noget til. Som sættes ind i en stor pensionsfond, som de kan jonglere med. Var det ikke for de tre feriedage, ville det nok ikke blive et ja."

"Hvilket er det ventede resultat", tilføjer han straks, da resultatet af urafstemningen blandt slagteriarbejderne ikke foreligger endnu. De tre feriedage har været afgørende for, at slagte-gruppen i Odense har besluttet at anbefale medlemmerne at stemme ja, men som helhed er der ikke noget at råbe hurra for, understreger han.

Der er tale om en minus-overenskomst. En overenskomst, der desuden synes at lukke op for udvidet fleksibel arbejdstid, selvom Palle Hansen mener, at det er lykkedes at afvise arbejdsgivernes krav på dette område.

Det er lykkedes arbejdsgiverne at få med i OK 99, at weekendarbejdet kan udvides, hvis der er lokal enighed om det. I dag er der mulighed for at arbejde i weeekenden, 2 gange 12 timer lørdag-søndag, men fremover skal weekendhold kunne starte på arbejde allerede fra fredag eftermiddag. Et forslag, som Palle Hansen ikke tror vil betyde det store. Det vil ikke komme til at berøre slagteriarbejderne i Odense eller ret mange andre steder, mener han.

Slagteriarbejderne er og har været iblandt de aktiveste modstandere af fleksibel arbejdstid. De gik i 1995 i konflikt mod et overenskomstforslag, der åbnede op for en mere fleksible arbejdstid, og et af hovedmålene har lokalt også i denne gang været at forhindre indførslen af mere fleksibel arbejdstid.

I forvejen har man nok i den mulighed, som den nuværende overenskomst åbner op for: 40 timers arbejdsuge, hvis parterne lokalt kan nå til enighed om det.

Slagte-gruppen i Odense havde stillet forslag om at fjerne den regel, men det var ikke blevet udtaget af hovedforbundet, NNF. "Vi er arge modstandere af fleksibel arbejdstid", fastholder Palle Hansen.

Om det skridt for skridt er ved at lykkes arbejdsgiverne at udvide den fleksible arbejdstid på trods af slagteriarbejdernes modstand. Det er et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder er det på tide at hvæsse kløerne og styrke modstanden imod den fleksible arbejdstid. Nedefra.

Slagteriarbejderne nedstemte i 1995 de to første forlig, som topforhandlerne i hovedforbundet NNF indgik med arbejdsgiverne, fordi overenskomstforligene simpelthen var alt for ringe. Derpå gik de i strejke i tre uger for deres krav. Først tredje gang lykkedes det for NNF at få en overenskomst i hus. Ifølge Palle Hansen, fordi lykkedes for slagteriarbejderne at få indført faste grænser for den normale arbejdsdags længde. Den maksimale arbejdstid blev 8 timer om dagen – minimum 6 timer.

Strejken var også i høj grad vendt de topforhandlere, der accepterede arbejdsgivernes krav om øget fleksibel arbejdstid. Og de odenseanske slagteriarbejdere var blandt de første, der nedlagde arbejdet. Men kampen fortsatte ved de kommende Ok-forhandlinger i 1997, hvor aftalen om weekendarbejde blev indgået. Og denne gang med udvidelsen af weekendarbejde. Det er salami-metoden, der tages i anvendelse fra hovedforbundet og arbejdsgivernes side.

Slaget mod den fleksible arbejdstid er langtfra vundet, og slagteriarbejderne fortjener fuld støtte til deres videre kamp mod den fleksibel arbejdstid.

Noget andet er, at aftalen flere feriedage, om at slå hul på den sjette ferieuge, kan tænkes anvendt som model i de overenskomstforhandlinger, der foregår op det offentlige arbejdsmarked.

Søderberg