ENHVER VED- eller må da snart vide - at den amerikanske imperialismes kommercielle fangarme også, hvad filmindustri angår, omklamrer hele Europa og altså også lille Danmark. Ni ud af ti film, vi ser i TV (tossekassen), ‘made in USA’ - monopol så det klodser. Milliarderne ruller i dollars og vi er købt og solgt til at se amerikanske film af værste skuffe - perversioner af bloddryppende krimi (ketchuppen flyder i stride strømme) kvindemord på stribe, vold, mishandlinger, voldtægt, narko og druk. Videoerne bugner af porno og John Wayne-facisme - indianerudryddelse og ‘Onkel Sam’s raske drenge i kamp mod de skævøjede i Vietnam - racisme og negerhad efter devisen ‘klyng dem op’.

Sådan er det "up to date" - man skal helt tilbage til fyrrenes amerikanske film for at se hæderlige undtagelser som f.eks. Steinbecks ‘Vredens druer’ eller Hemingways ‘Hvem ringer klokkerne for’ - af socialrealistisk tilsnit eller antfacistisk holdning. Når det ikke lige drejer sig om depressive volds og actionfilm - i ‘den nye verdensordens’ regi - men om skæbner og episoder, foregår det altid i miljøet ‘de unge de smukke de rige’ - glamourøst er omgivelserne altid i overklassens gevandter - Mercedes Cadilac og overdimensionerede pragtboliger. For USAs filmindustri synes der overhovedet ikke at eksistere en amerikansk arbejderklasse eller underklasse som det er værd at beskæftige sig med - absolut ingen interesse.

VEDETBESØGIBYEN, hvor der var video, kabel-tv, dekoder og hele svineriet kiggede jeg i et kanalblad med hele sværten af månedens film og serier – her dukkede "Nordstjernen" USA 1944 op, midt imellem vederstyggelighederne. Den film erindredes med glæde, men som uopnåelig at gense - nu blev den optaget på bånd.

Handlingen foregår i Sovjetunionen anno 1941 i en større landsby i det vidstrakte land. Det er sommer det er i juni måned og livet går sin glade, optimistiske og opbyggelige gang, en ung sovjetkommandør i den røde hær - spillet af Hollywoodstjernen Dana Andrews - bliver af søskende og venner i landsbyen afhentet ved jernbanestationen i en af kollektivets arbejdsvogne med hesteforspand. Lykkelige over hjemkomst og gensyn er der harmonikaspil og sang ‘ombord’ gennem det smukke landskab. Arbejdsglæden hos kollektivbønderne er vindende som de går der på landbrugsarealer omgivet af de mest moderne landbrugsmaskiner og traktorer. Det er, som om de er stolte og bevidste om deres betydning for Sovjets fremstormende resultater i det socialistiske samfund. Fra radiomaster rundt om høres lystig musik og djærve sovjetiske arbejdersange. I byen kommer skolebørnene ud fra landsbyens skole - piger og drenge i lyse klædelige skoleuniformer og med rødt pionerhalstørklæde. Den amerikanske filminstruktør lader børnene tage opstilling foran skolen, hvor de selvbevidste og hengivne synger ‘Hymne til Sovjet’ . . .og her er så teksten på dansk:

Denne hymne er forlængst glemt i revisionismens kontrarevolutionære tåger - ikke desto mindre vil denne ode stå som levendegørelsen af socialismen som arbejderklassens og de undertryktes eneste perspektiv i den såkaldte - og vanvittige - ‘nye verdensorden’.

VIDEREOMFILMENNordstjernen: På kollektivbruget ophører pludselig al musik - der høres kun den sovjetiske radios pausesignal (som netop er en strofe fra sovjethymnen) - så meddeles det at kammerat Molotov taler til Sovjetunionens folk - altså d 22.juni 1941- Hitlertyskland har med hele det undertrykte Europa som våbensmedie overfaldet Sovjetunionens fredelige folk. Nazisternes berygtede Stuka-bombefly bestryger med sædvanlig omhu alle civile på landeveje og marker med djævelsk maskingeværild - man ser vor unge sovjetkommandørs og venners hesteforspand kæntre i kugleregnen, hestene dræbt og kun med nød og flygtes der ind i skovene ved landevejen - også de våbenduelige mænd fra kollektivbruget haster af sted til omkringliggende skove - parolen er at organisere partisankrig bag fjendens linjer. Kun kvinder og børn bliver tilbage.

Snart efter har tysk militær i kampvogne og på motorcykler på overlegen vis meldt sin ankomst i landsbyen. Så überstturmbanfüreren, som meddeler landsbyborgmesteren, at tyskerne her intet vil foretage sig i byen, der er blevet beordret ‘neutralt" område. Übersturmbanfüreren har en ‘professor’, en militærlæge, med sig - spillet af den utroligt preussisk udseende tysk-amerikanske skuespiller Erich von Stroheim. Man ser så hvad meningen er - blandt skolebørnene bliver udpeget de mest ariske udseende ‘lyst hår og blå øjne’ som tvangsofre for blodaftapning - blodbank for sårede ‘heltemodige’ tyske soldater og mordbrandere. Det vil føre for vidt i denne ‘klumme’ her at fortælle om alle handlingens detaljer fra denne yderst realistiske film - men i overensstemmelse med anden verdenskrigs virkelighed vender svært bevæbnede partisaner - anført af vor sovjetkommandør - tilbage til landsbyen og angriber og sejrer over de tyske vandaler. Retfærdigheden sker fyldest, galgerne stilles op.

I bakspejlet er det til at forstå at en amerikansk filminstruktør fik lov at lave ‘Nordstjernen’ - USA kæmpede i krigen både i Asien og Europa mod konkurrenterne Japan og Tyskland - og selvom Sovjetunionen kæmpede for Socialismen og Europas befrielse for fascismens åg, var man venlig stemt for Sovjets kolossale indsats på alle fronter- selv Stalin kaldtes dengang i USA for ‘Onkel Joe’. . . Siden fik piben som bekendt en anden lyd.

SOVJETUNIONENFORÆREDE vestmagterne trepart-zonerne i Berlin, som den røde hær havde indtaget og erobret - alt for at vise sin gode vilje overfor sine allierede og dermed skabe muligheden for et fredeligt samlet demokratisk og antifascistisk Tyskland.. Kapitalismens frygt for den tyske arbejderklasse var indlysende, så derfor holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton om ’jerntæppet’ i Europa og indledte ‘den kolde krig’ mod Socialismens land. Derefter - historisk - blev Sovjetunionen, socialismens fæstning, undergravet og ødelagt indefra af revisionismen i infamt samarbejde med verdenskapitalismen. I det indtil midten af halvtresserne eksisterende socialistiske fædreland hed det i den sovjettiske nationalsang:

Disse linjer blev strøget af renegaterne til glæde for reaktionen.

Ved filmen og filmkunstens fremkomst og gennembrud skrev Lenin: ‘Her har sovjetmagten et glimrende værktøj til formidling af socialismens overlegenhed på alle felter- til befrielsen af alle undertrykte og hvad klassekampen og kulturen angår - for menneskelighed og solidaritet til lykke og samdrægtighed for alverdens folk’.

I dag under den ‘nye verdensorden’ spiller monopolkapitalismen alene ud med pervassioner, vold og mord, mens ketsjuppen siler i appel til dumheden. Jo, ‘Nordstjernen’ satte sgu tanker i gang osse i denne omgang.