Ret
og rigsret
Den tyrkiske premierminister Bülent Ecevit glødede af triumf, da han meddelte verden, at "Den tyrkiske stat har fanget Öcalan". I dag er ’Tyrkiets fjende nr. 1’ i denne halvfascistiske stats magt og står foran en retssag, hvis udfald på forhånd er givet, og mulig dødsstraf.
Bülent Ecevit løj, da han tillagde den tyrkiske stat ’æren’ for tilfangetagelsen af lederen af det kurdiske arbejderparti PKK. I 12 dage havde Öcalan befundet sig på den græske ambassade i Kenya, Afrika, mens han fortsatte sin lange og håbløse jagt på et land, som ville give ham asyl. Derefter blev han bortført og sat på et fly af sikkerhedsagenter ved en ’hemmelig aktion’, som involverede det amerikanske CIA, Tyrkiet, EU-landet Grækenland, samt sandsynligvis Kenya.
Det er en skændsel for EU og EU-landene, at ingen ville tilstå Öcalan asyl. Derfor blev en situation skabt, hvor han blev drevet rundt fra land til land – indtil han uden for den europæiske Union, hvor protesterne mod en udlevering ville være voldsomme, kunne pågribes under amerikansk styring på et helt syvende lands territorium og udleveres til sine dødsfjenders nåde og barmhjertighed.
Den reaktionære og imperialistiske propaganda fremstiller arrestationen som en sejr i ’kampen mod den internationale terrorisme’. De omfattende aktioner af forbitrede kurdere ved en lang række ambassader rundt om i Europa viste derimod med al tydelighed, at der er tale om noget andet: om en leder af et undertrykt folk og en undertrykt nation, som kæmper for deres rettigheder – og dermed sætter sig op mod både den amerikanske imperialismes og EU-imperialismens politik.
Der kan være forskellige bedømmelser af PKKs politik, strategi og kampmetoder, der ligger langt fra marxisme-leninisme og kommunisme. Men at Öcalan er et offer for den tyrkiske reaktion og den internationale imperialisme hersker der ingen tvivl om. Og at det kurdiske folk kæmper en retfærdig kamp imod grov national undertrykkelse og opsplitning gennem historien hersker der heller ingen tvivl om. En dom over Öcalan har intet at gøre med en løsning på det kurdiske spørgsmål, intet med retfærdighed at gøre, men er simpelthen en fortsættelse af deres nationale undertrykkelse.
Mens medierne har været fyldt af den uendelige historie om den amerikanske præsidents personlige meritter, har den amerikanske imperialisme, åbent og i det skjulte, arbejdet videre på at styrke sin position som verdensgendarm. Som Verdens Terrorist Nr. 1. Der er intet land, hvor den amerikanske imperialisme og dens hemmelige agenter ikke opererer aktivt.
Efter ’afslutningen’ af krigen mod Irak sidste år, har USA og England fortsat sin luftkrig mod landet, samtidig med at det træner og bevæbner oppositionsgrupper, og foregiver at være en ven af både det arabiske og palæstinensiske folk. Den jordanske konges død og begravelse blev brugt til en manifestation af dette ’venskab’ mellem imperialismen og den arabiske verden. Kong Hussein var gennem årtier en agent for den amerikanske imperialisme i den arabiske verden. Nu fremstilledes han som en sand statsmand, en forkæmper for fred og retfærdighed i Mellemøsten. Hussein var en reaktionær forræder, en betalt imperialistagent, .
Clinton blev frikendt ved rigsretssagen. I den amerikanske propaganda bliver hele den pinlige sag fremstillet som et bevis på, at det amerikanske ’demokrati’ fungerer, at den amerikanske grundlov er den bedste i verden, en model for resten af kloden.
Det var tværtimod en absurd farce, et udtryk for, hvor degenereret dette system er, der gør sig til global model og har udnævnt sig som dens moralske forbillede.
Der gik storpolitik i Clintons privatliv.
Utallige kommentatorer har forsøgt at drage principielle ’lærdomme’, lærdomme for opfattelsen af ’demokrati’ og ’vestens værdier’ ud af sagen. Det er ikke lykkedes for nogen. For der var hverken tale om principper eller værdier, men om brutal politisk kamp mellem forskellige monopolgrupper og reaktionære politiske interesser.
Ingen er deltagerne har undgået skræmmer. Den amerikanske imperialisme kan ikke undgå at afsløre sig selv og hykleriet og hulheden i dens krav på verdenslederskab.
Redaktionen
15. februar 99