Revisionistisk historieskrivning

- for begyndere

"20 års kamp for socialismen", som skriftet hedder, er den nuværende revisionistiske ledelsesgruppes version af partihistorien. Den er forfattet med henblik på at legitimere dens opgør med partiets revolutionære kamp på marxismen-leninismens grund i dets første 18 år, dens sprængning af partiet i 1997 og udrensning af marxist-leninisterne. Den udbygger partiets nuværende revisionistiske platform og tænkning – i skærende modstrid med både det endnu gældende partiprogram og dets faktiske historiske standpunkter.

Det hele er beregnet på at narre folk, der ikke har kendskab til partihistorien indefra, eller blot kender den overfladisk, og på at dupere dem, der kun kender lidt til både den historiske og den nuværende kamp mellem marxismen-leninismen og den moderne revisionisme siden 2. verdenskrig.

Det er kort sagt revisionistisk historieskrivning – for begyndere.

Skriftet er bygget op som en ’kritisk’ gennemgang af partiets historie frem til en række obligatoriske ’fremadrettede konklusioner’. Det gør flittig brug af citater fra officielle partidokumenter, hvad der er med til at give hele konstruktionen – for en konstruktion er det fra A til Z – en tilsyneladende ’seriøs’, næsten ’videnskabelig’ karakter.

En meget stor del af disse citater er imidlertid revet ud af deres sammenhæng – både tekstmæssig, historisk og politisk – og de er alle tolket i et revisionistisk lys, ud fra dén politiske platform af moderne revisionistisk type, som DKP/ML har udviklet fra den 7. kongres i 1997. Samtidig undlader skriftet at behandle helt grundlæggende sider af partiets virksomhed.

Det ville fuldstændig sprænge rammerne for en artikel at behandle dette skrift og alle dets forvrængninger i detaljer. Værdien deraf ville også være begrænset. For det drejer sig ikke om faghistorie eller detaljer, men om grundlæggende – og grundlæggende forskellige – politiske linjer i vurderingen af partiets rolle og virksomhed, dets karakter af i går, i dag og i morgen.

Forfatterne er drevne revisionister, vant til at dække deres opportunisme bag henvisninger til marxismen-leninismen. Venlige sjæle kunne fristes til at lade dette komme det nuværende DKP/ML til gode. Det er der ingen grund til. Det er tale om et anti-leninistisk skandskrift.

I realiteten er DKP/MLs 'partihhistorie' en langstrakt polemik, snart skjult, snart åben, mod det revolutionære DKP/MLs (1978-97) politik og identitet og mod den partibyggende kommunistiske organisation OKTOBER.

En ros skal forfatterne have: de besidder en livlig fantasi og en sjælden evne til at gøre krumspring for at undgå at blive grebet selvmodsigelser og løgne.

Den nuværende DKP/ML-ledelse er renegater og har forladt marxismen-leninismens positioner, som de opfatter som ’venstreopportunistiske’ og ‘dogmatiske’ efter gammel revisionistisk tradition. Derfor har de måttet tænke dybt og længe over, hvad forklaringen er på, at de gamle revisionistiske partier i Danmark (som DKP, Fælles Kurs m.v.) spillede fallit og brød sammen i 89-91, mens det ifølge deres egen fremstilling børnesygdomsplagde og forfærdelig ‘venstreradikale’ DKP/ML ikke bare overlevede den store krise for kommunismen i 89-91, men blev styrket og var i stand til at øve en væsentlig indflydelse:

Det er et spørgsmål, der ikke voldte det revolutionære DKP/ML nogen vanskeligheder. Det er sagt mange gange offentligt i dets dokumenter: Det var fordi partiet holdt fast i marxismen-leninismen, fordi det omfattende og konsekvent bekæmpede den moderne revisionisme og al opportunisme, fordi det udarbejdede en marxistisk-leninistisk politik i overenstemmelse med de konkrete betingelser samtidig med at det søgte at rodfæste sig stadig mere solidt i arbejderklassen og i det store flertals kamp mod kapitalen, fordi det fungerede som den revolutionære handlings parti.

Partikronikørerne har en anden forklaring:

’Svaret … må fremfor alt søges i partiets kommunistiske grundlag og medlemmernes kvaliteter. Det drejer sig om unge og engagerede ildsjæle, som fra den allerførste dag kastede sig ind i kampen med al deres energi. I DKP/ML har der aldrig været langt fra ord til handling …’ osv.

Andre partier savnede imidlertid hverken ungdom eller ildsjæle. Nogle af dem besad tilmed større ’erfaring’ end det unge DKP/ML. Alligevel brød de sammen og ildsjælene brændte ud. Forskellen var, at DKP/ML var et marxistisk-leninistisk parti, de andre revisionistiske. Kronikørerne søger med denne gang lyrik også at opstille en anden myte:

DKP/MLs ubestridelige fremgange skyldtes ikke den linje, partikongresserne lagde og Centralkomiteen under formanden Klaus Riis’ ledelse gennem 18 år stod i spidsen for at udvikle og føre ud i livet. De kommer nærmest på trods af partiledelsen! En sådan leflen for ’almindelige partimedlemmer’ på bekostning af fakta er typisk. DKP/MLs fremgange var naturligvis knyttet til partiledelsen og dens kurs. Partiledelsen vælges i et kommunistisk parti blandt de bedste, mest erfarne, mest offervillige af medlemmerne. Den er ikke isoleret fra medlemmerne, sidder ikke på deres ryg, betragter dem ikke som ’aktivister’ for ledelsen. Det er sikkert anderledes i det nuværende DKP/ML, hvis skæbne også er tæt forbundet med dets højrevendte Centralkomité. Den har sat partiet på en kurs, der dømmer det til at lide samme skæbne, som overgik både KAP og DKP. Da DKP/ML blev stiftet i 78 så begge disse partier ud til at være stærke og overlevelsesegnede. De faldt i små storme (i Danmark var rystelserne i Kina, Sovjetunionen og Østeuropa blot mindre luftninger), fordi de i bund og grund var revisionistiske og anti-leninistiske.

Den moderne revisionisme opstod i perioden under og efter 2. verdenskrig som en anti-marxistisk og anti-leninistisk strømning i den internationale kommunistiske bevægelse. Den søgte at erstatte denne bevægelses marxistisk-leninistiske gurndlag og generallinje med en kontrarevolutionær linje for genoprrettelse af kapitalismen i de socialistiske lande, for opgivelse og vildning af kampen for revolutionen- demokratisk, antimperialistisk og antikapitalistisk - for folkemagt, proletariatets diktatur og socialisme i de kapitalistiske og afhængige lande. Den forvandlede de kommunistiske partier, som antog den moderne revisionismes partier, fra at være partier for revolution til at være partier for klassesamarbejde og klasseforsing, til redskaber for imperialismen og kapitalismen.

Efter Stalins død blev den moderne revisionisme den herskende linje i Sovjetunionen og de fleste tidligere socialistiske lande og kommunistsiske partier. Konsekvensen heraf var imperialismens ‘ny verdensorden’ af i dag, socialismens nederlag, som kun kan omstødes af en ny bølge af antiimperialistiske og socialistiske revolutioner.

De kommunistiske partier og kræfter, der fastholdt det marxistisk-leninistiske grundlag, generallinje og den internationale kommunistiske bevægelses historiske erfaringer (som indbefattet gigantiske revolutionære sejre fra Oktoberrevolutionen og sejren over fascismen til skabelsen af den folkedemokratiske og socialistiske lejr osv) førte en alsidig ideologisk, politisk og organisatorisk kamp mod den moderne revsiionisme i alle faser af dens udvikling og mod alle dens varianter.

DKP omfavnede den moderne revisionisme i 50erne. DKP/ML samlede flertallet af de daværende marxistisk-leninistiske kommunister, der havde fastholdt den marxistisk-leninistiske linje og bekæmpet DKPs og senere det maoistiske KAPs revisonistiske degeneration. Partiet var derfor en selvfølgelig del - den danske afdeling - af den internationale marxistisk-leninistisk-kommunitiske bevægelse fra sin start.

DKP/MLs krønikeskrivere ser partihistorien i et helt andet lys:

De angriber systematisk partiets kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme af alle afskygninger, i dens fulde dybde og bredde. De betragter denne kamp som ‘sekterisk’ og ‘overdreven’. I deres forsøg på at gøre dette synspunkt plausibelt, må de skjule partiets virkelige linje og standpunkter gennem dets 18-årige revolutionære historie.

De undlader således at beskrive dets kamp mod den amerikanske imperialisme, den sovjetiske socialimperialisme og al imperialisme. De giver helt afkald på at beskrive dets kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme og dens forskellige internationale strømninger, der også manifesterede sig og stadig mainifesterer sig i Danmark, og denne kamps betydning og virkninger:mod titoisme(SF), hrustjovisme/bresjnevisme/gorbatjovisme (DKP), kinesisk revisionisme (KAP), ‘eurokommunisme’ (SF, DKP m.fl.), guevarisme og castroisme, trotskisme (SAP,VS) osv. De kryber simpelthen udenom historien. Det er en kendsgerning - og en positiv kendsgerning - at de danske marxist-leninister i 60erne og 70erne og DKP/ML fra 78 fordømte ikke bare SUKPs 20. kongres og dens konsekvenser, men også invasionisnen i Tjekkoslovakiet (68), påviste den moderne revisionismes globale strategiske fallit i Chile (73), bekæmpede supermagtsrivaliseringen om verdensherredømme, indbefattet krige pr. stedfortrædere), det revisionistiske Kinas aggression mod Vietnam (79), Sovjetunionens invasion af Afghanistan osv. Det påviste den ‘kontrarevolution i kontrarevolutionen’, der fandt sted i Østeuropa; det fordømte ikke bare de moderne revisionister, men også det kontrarevolutionære polske Solidaritet (og dens pendenter) som redskaber for den vestlige imperialisme.

Man finder i partiets dokumenter tilsvarende præcise analyser af den danske klassekamp og af venstrefløjen i perioden. Herunder klare vurderinger og forudsigelser af det revisionistiske DKPs udvikling og sammenbrud.

DKP/ML var fra starten et marxistisk-leninistisk parti, som anvendte den revolutionære teori konkret, i forhold til den nationale og internationale klassekamp. Ifølge "20 års kamp for socialismen" har partiet først i dag fået et virkeligt greb om marxismen-leninismen (læs:revisionismen) og gjort sig fri af sine børnesygdomme (læs: marxismen-leninismen).

Skriftet repræsenter et opgør med hele arven fra det revolutionære DKP/ML og dets kamp mod både USA-imperialismen, den sovjetiske socialimperialisme og al imperialisme og de agenter i arbejderbevægelsen for kapitalismen og imperialismen, som de moderne revisionister er.

Denne kamp hørte og hører til de danske marxist-leninisters væsentligste bidrag til at redde og udvikle den kommunistiske bevægelse i Danmark.

DKP/MLs krønikeskrivere er naturligvis nødt til at omtale DKP/MLs holdning til SUKPs 20. kongres, som med forbehold betegnes som rigtig. Men i samme moment kritiseres hele partiets kamp mod revisionismen som ’overdreven’ og ‘dogmatisk’.

Det betyder, at det nuværende DKP/ML forkaster marxist-leninisternes ubrudte kamp og linje fra Oktoberrevolutionen og dannelsen af de kommunistiske partier (fra 1919-43 organiseret i Komintern), i perioden frem til Stalins død og den 20. partikongres i SUKP og den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og dens kamp i tiden derefter og frem til i dag.

Det skyldes selvfølgelig, at de har vendt ryggen til den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse i dag, til dens kamp mod den moderne revisionisme, og har kastet sig i armene på revisionismen, sovjetisk og cubansk og har antaget et derfra inspireret standpunkt og historiesyn.

Når partiet fortsat har en slags kritik af SUKPs 20. kongres og dens platform, skyldes det ikke, at det fastholder de marxistsisk-leninistiske principper, men fordi denne kongres, hvor den moderne revisionisme etablerede sin platform i Sovjetunionen er fuldstændig miskreditteret overalt i verden som et hovedudgangspunkt for socialismens ødelæggelse og den revisionistiske kontrarevolution. ‘Partihistorikerne’ nødsages til at fastholde et pseudo-marxistisk-leninistisk og pseudo-antirevisionistisk standpunkt.

DKP/MLs historie falder i to hovedperioder, der afgrænses af verdenshistoriske udviklinger.

Den første går fra partistiftelsen i 78 til 89-91. Det var en periode med skærpet samarbejde og kamp om verdensherredømmet mellem USA og Sovjetunionen og deres økonomiske og militære blokke – og af sidstnævnte bloks udmattelse og kollaps, af den sidste fase af den statsbærende moderne revisionisme i Sovjet og Østeuropa og dens historiske fallit, ledsaget af de sovjetrevisionistiske partiers omformning til åbent socialdemokratiske partier som slutpunktet på en kontrarevolutionær udvikling gennem årtier. For Danmarks vedkommende var det en periode med reaktionær krisepolitik under Schlüter-regeringen, Unions-integration og angreb på den danske ’velfærdsmodel’.

Den anden begynder i 91 med etableringen af ’Den ny verdensorden’ under USA-imperialismens førerskab, en imperialistisk offensiv mod alt revolutionært og progressivt, ’globaliseringens’ og den triumferende ’frie markedsøkonomis’ tid. Tiden med opbygningen af monopolernes ’Forenede Europa’ og Danmarks integration deri på bekostning af dets selvstændighed og arbejderklassens og det store flertals tilkæmpede rettigheder og levevilkår. En periode med kraftigt opbrud i den gamle revisionistiske lejr, som for en stor del åbent erklærede sig som socialdemokrater, og af kamp for at genskabe stærke kommunistiske partier og en stærk international kommunistisk bevægelse.

DKP/MLs ‘partihistorie’ opererer også med disse to perioder – men i forvrænget lys. Den behandler dem forskelligt,- og sætter nærmest en mur op mellem dem.

Årene 89-91 var kritiske for hele den internationale kommunistiske bevægelse. Det er en kendsgerning – og det hører til marxist-leninisternes fortjenester – at DKP/ML var i stand til at analyse disse komplicerede situationer og udstikke en rigtig linje for kampen under ’Den ny verdensorden’ på sin 5. kongres i 1991, og et bevis på partiets marxistisk-leninistiske modenhed. Den 6. kongres i 93 uddybede denne linje, men lagde samtidig op til at korrigere en række stadig tydeligere højretendenser i sin virksomhed. Disse højretendenser udformede sig som en strømning, der gik til angreb på partiets arxistisk-leninistiske linje. Den udløste en partikamp i 96-97, der som bekendt endte med denne fraktions sejr og dens sprængning af partiet.

Det revolutionære DKP/MLs historie afsluttedes i denne anden periode. Det afgik ved døden som marxistisk-leninistisk kommunistisk parti i 1997. Det parti, som i dag har navn af DKP/ML, er et andet parti, uden andet end navnet til fælles med det revolutionære DKP/ML. Dets udvikling derfra vil ikke blive indskrevet i den danske kommunismes historiebog, men kommer til at udgøre et afsnit af historien om den moderne revisionisme i vort land.

For den nuværende partiledelse er den første af disse perioder nærmest en uforståelig og selvmodsigende fejltagelse. Skal man tro skriftets fremstilling af begivenheder og problemer, bar det sig nærmest idiotisk ad på alle områder. Lavede fejl efter fejl af sekterisk karakter, oprettede fronter og nedlagde dem på vilkårligste vis, nærmest uden hoved og hale, og i hvert tilfælde uden ’selvkritik’.

Det var et parti plaget af alskens politiske børnesygdomme, som det (heldigvis!) gradvist er vokset fra.

I realiteten udformedes i denne periode en stadig mere konkret marxistisk-leninistisk linje og politik på stadig flere områder. Partiet gik ind i arbejderklassens og dens allieredes kampe; store som små. Det opbyggedes på landsplan, dagbladet Arbejderen blev til. Det udfoldede et omfattende arbejde for at udbrede marxismen-leninismen, herunder Enver Hoxhas værker. En revolutionær klassekampspolitik i Danmark blev til...

Partiet begik ingen principielle fejl, selvom der kan findes fejl i konkrete vurderinger, taktikker osv. Det kæmpede samtidig i partiet selv på to fronter:mod højreopportunisme og tendenser til forsoning med den moderne revisionisme, og mod 'venstre'opportunisme.

Alle moderne revisionister i Danmark, uden undtagelse, betegnede det marxistisk-leninistiske DKP/ML i 70erne og 80erne som ’sekterisk’, ’venstreopportunistisk’ og ’dogmatisk’. Det nuværende højreopportunistiske DKP/ML er helt enig!

Det har ikke meget godt at sige om denne periode. Det var rigtigt at stifte partiet, medgiver man. Til en vis grad var kampen mod den moderne revisionisme berettiget. Og så lader man som om, at det nærmest var ved at tilfælde, at partiet ‘sluttede sig til’ ’en marxistisk-leninistisk verdensbevægelse omkring Albaniens Kommunistiske Parti’ , der angiveligt opstod efter ’bruddet mellem Kina og Albanien i 1978’.

DKP/ML og den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske beægelse kritiseres for at ‘overse’, at der var ‘et element af sandhed’ i Hrustjovs kamp mod ‘dogmatisme’ (d.v.s. mod marxismen-leninismen, forklædt som angreb på Stalins angivelige fejl). Marxist-leninisterne, påstås det, ‘begyndte ukritisk at forsvare ting, som faktisk var udtryk for dogmatisme’. De oplyser ikke, hvad de mener med det. Men det drejer sig utvivlsomt om forsvaret af Lenins og Stalins socialistiske Sovjetunionen - og en lang række andre spørgsmål af principiel karakter. Og ikke mindst - og det siger de - at kampen mod den moderne revisionisme førtes for hårdt. Den burde og bør føres blødt, med fløjlshandsker, sorsonligt!

DKP/MLvar ikke populært på den revisionistiske venstrefløj. DKP førte en benhård kamp mod alt, hvad der lugtede af marxisme-leninisme. Marxist-leninister som Carl Madsen ekskluderedes fra partiet; DKPere stod bag fyringer på arbejdspladser og bekæmpede hårdhændet al ml-indflydelse i de masseorganisationer,.partiet kontrollerede. DKP/ML af i dag forsøger at rehabilitere sig i gamle DKPeres øjne: Det fjendtlige forhold skyldtes DKP/MLs overdrivelser!

Partihistorieforvanskerne reducerer og forvrænger partiets kamp mod det revisionistiske DKP til ‘en afvisning af alliancer og aktionshed’ og betegner den som en fejlagtig ‘venstrelinje’, der førte til ‘mange skærpede og unødvendige konfrontationer med DKPog dets medlemmer, hvad der atter havde givet grobund for vrede, skepsis og tilmed had til DKP/ML blandt kommunister i DKP.’ Åndsfæller mødes!

Men det revolutionære DKP/ML fortalte DKP og dets medlemmer sandheden om dette revisionistiske parti og dets kontrarevolutionære rolle i den danske klassekamp. DKP-revisionismen og partiets rolle som agentur for den sovjetiske socialimperialisme (som krønikeskriverne benægter!) har påført den kommunistiske bevægelse og arbejderklassens daglige kamp såvel som dens kamp for et socialistisk Danmark enorm skade, som endnu er mærkbar. Trods mange udmærkede medlemers subjektive ønsker og fornuftige daglige arbejde. Det var meget få af disse, der overhovedet lyttede, før ‘den reelle socialisme’ og deres parti med den brød sammen. Dets bestræbelser for en strategisk alliance med Socialdemokratiet og dets støtte til det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjetunionen satte meget strikte grænser for, hvem det ville have ‘aktionsenhed ‘ med. DKP/ML tilhørte ikke disse.

Dets indgroede fordomme mod DKP/ML var myter, skabt af dets revisionisme, med anti-marxistisk-leninistiske formål. Nu bekæfter regenaterne i det nuværende DKP/MLdisse myter og fordomme!

Den anden periode i partiets historie ser krønikeskriverne lysere på. Den lagde nemlig kimen til det nuværende DKP/ML, påstår de.

De søger at tegne et billede af, at deres højrestrømning med afsæt i denne kongres endelig kunne få udviklet en rigtig linje (selvfølgelig en ægte og moden og moderne marxistisk-leninistisk linje) på trods af voldsom modstand fra ’partiets venstrelinje’. Efter 18 år i sekteriske eller halvsekteriske tåger, så partiet endelig for alvor lyset på den 7. kongres i 97, hvor højrefraktionen efter sit kup kunne opsummere, at partiet var blevet til ‘et andet parti’.

Det var i det mindste sandt: det blev revisionistisk på denne splittelseskongres. Historiefortællerne fremstiller det selvfølgelig som en endelig sejr for deres modne marxistisk-leninistiske tænkning. De skjuler ikke deres glæde over at være ‘sluppet af med’ partiets marxist-leninister (og den ‘besværlige’ marxisme-leninisme!)

DKP/MLs 5. kongres betød vitterlig en vending - i overenstemmelse med den verdenshistoriske og nationale udvikling. Krønikeforfatterne fremstiller den imidlertid nærmest som et linjeskift, eller grundlæggelsen af et linjeskift. Det er et vrangbillede, selvom de forsøger at underbygge deres standppunkt med flittig henvisning til kongresdoumenter.

Der er intet belæg for deres billede af, at partiet med denne kongres banede vejen for det nuværende revisionistiske parti. Tværtimod understreger et studium af både denne kongres' - og den følgende 6. kongres’ - hoveddokumenter, at partiet fastholdt sin marxistisk-leninistiske linje uændret, herunden kampen mod den moderne revisionisme, under voldsomt ændrede betingelser i klassekampen nationalt som internationalt. Det fremgår af partiprogrammet, vedtaget på netop den 5. kongres, af formanden Klaus Riis’ beretning til begge disse kongresser, såvel som af de øvrige resolutioner og udtalelser.

Krønikeskriverne henviser kun en enkelt gang til DKP/MLs partiprogram (som også er Oktobers principgrundlag). Det har sine egne årsager. Direkte angreb på dette marcxistisk-leninistiske program ville afsløre dem som de linjebrydere og partifjender, fjender af det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, de faktisk er.

De har i praksis for længst brudt med dets principper - og venter nu på at lave det om ved førstkommende lejlighed. Tør de ikke tage dette programmatiske opgør direkte, langer de til gengæld kraftigt ud efter tilsvarende formuleringer andetsteds med stemplerne ’dogmatisk’ og ’venstreopportunistisk’.

Det drejer sig ikke mindst om principprogrammets marxistisk-leninistiske vurdering af revolutionens og socialismens erfaringer og af den moderne revisionismes kontrarevolutionære rolle:

Revisionismen ved magten er bogerskabet ved magten." (Vor udhævning, KP)

Denne krystalklare og rigtige anallyse blev programsat netop med henblik på at fastholde DKP/MLs marxistisk-leninistiske orientering i den ny periode i arbejderklassens og folkenes kamp – også i en situation, hvor partiet for at skabe et stærkt marxistisk-leninistisk parti i Danmark som den afgørende faktor i arbejderklassens kamp gik i infight med organisationer og kræfter nationalt og internationalt, der stammede fra den revisionistiske verdensbevægelse, der så åbenlyst havde spillet ideologisk, politisk og praktisk fallit.

Partiprogrammet fælder en utvetydig dom over den moderne revisionisme. Det nuværende DKP/ML søger den omstødt.

I hele bogen gennemgang af DKP/MLs historie nævnes ikke med et ord den strategiske kamp, partiet – og de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier – førte mod USA-imperialismen og den sovjetiske socialimperialisme og deres politiske og militære blokke.

Ingen beskrivelse af DKP/ML kan undlade dette, fordi netop kampen mod de USA-imperialismen og den sovjetiske sociaklimperialisme og deres blokke var en afgørende del af partiets linje og profil, et punkt, hvor det klart adskilte sig fra alle de revisionistiske partier og organisationer på ’venstrefløjen’. Dette forbigås bl.a., fordi DKP/ML-forfatterne ikke rigtig, hvordan de skal tackle spørgsmålet om kampen mod den sovjetiske socialimperialisme. Men enten var det en rigtig kamp, DKP/ML og den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse førte mod denne, eller også var den ’fejlagtig, venstreopportunistisk, dogmatisk’ og skadede socialismens sag, skadede ’den reelt eksisterende socialisme’, som de sovjetiske revisionister kaldte deres system. Enten lavede DKP/ML lort i den – eller også førte det en nødvendig og principielt rigtig kamp. Enten – eller. Enten var Sovjet en progressiv kraft i verdensmålestok - eller det modsatte.

Enten er principprogrammets beskrivelse af revolutionerne, der stoppede på halvvejen og aldrig nåede at ’virkeliggøre et socialistisk samfund (Kina, Jugoslavien m. fl.’– det lille m.fl. rummer også Nordkorea og Cuba) rigtig eller også er den forkert. Enten – eller.

Enten er beskrivelsen af Sovjetunionens revisionistiske udvikling rigtig eller også er den forkert. Historiefortællerne mener, programmet er forkert – men vover ikke at skrive det.

Hvordan afgøres disse ting? Af marxistisk-leninistiske analyser, af historisk praksis.

Den historiske praksis har udtalt sig til fordel for marxist-leninisterne og imod de moderne revisionister.

På DKP/MLs 6. kongres blev det fastslået, at højreopportunismen var hovedfaren for partiet. Og specifikt hed det:

(Den interne resolution ’For et nyt opsving i partiarbejdet’, vor udhævn., KP)

Det er lige præcis denne strømning, som den 6. kongres fordømte, der i dag skriver DKP/MLs historie.

DKP/MLs krønikeskrivere kan meddele, at partiet ’op til’ dets 6. kongres angiveligt fandt ud af, at man havde været helt forkert på den:

Indtil da havde det anset Albanien for verdens eneste socialistiske land. Sovjet, Østeuropa (minus Albanien) og en række andre lande var blevet betegnet som ’kapitalistiske til marven.’ Erkendelsen af, at denne opfattelse ikke holdt, var ikke umiddelbar, men kom i perioden op til partiets 6. Kongres i oktober 93. Beretningen til denne kongres konstaterede, at resultaterne af socialismens opbygning havde vist sig meget sejlivede og vanskellige at nedbryde i såvel overbygningen som den økonomiske basis i disse lande. De havde derfor ikke ’været kapitalistiske til marven eller ’statsmonopolkapitalistiske af en særlig type’, som det hed i partiets dokumenter.’

Her har vi det så sort på hvidt:

DKP/MLog den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse 'tog fejl i sin vurdering af disse samfund', af de revisioniststater, der førte til kapitalismen af i dag! DKP/ML af i dag forsvarer de renegatregimer, det revolutionære DKP/ML fordømte med eftertryk.

De holder på en død sild!

Det citerede foregiver at være en gengivelse af en offentlig ’selvkritik’, DKP/ML skulle have begået på den omtalte 6. Kongres.

Dette er simpelthen løgn. Som påvist advarede denne komgres tværtimod mod højrefaren i partiet som hovedfaren og pegede specielt på faren for forsoning med revisionismen, underkendelse af betydningen af marxist-leninisternes kamp mod den moderne revisionisme og advarede direkte mod overtagelse af dele af den (sovjet)revisionistiske historieopfattelse.

Det er opspind og konstruktion. Der findes ingen sådan offentlig ’selvkritik’. Selv i 96-97 vovede højrekliken ikke at fremføre deres virkelige opfattelser - men benægtede, at de havde dem! DKP/ML har aldrig – før nu, med dette dokument, som bedriver åben forfalskning – taget afstand fra sin analyse af de revisionistiske regimer.

Hvad DKP/MLs forhold til Nordkorea og Cuba angår, bedrives også forfalskning. DKP/ML var på sin 6. kongres i den proletariske internationalismes navn særdeles ’positiv’ overfor begge disse lande og deres partier. Overfor USA-imperialismens stormløb for at udslette ethvert spor af revolution og socialisme måtte de forsvares. I den givne situation offentligt at stemple disse lande og partier som revisionistiske ville være en fejl, bedømte kongressen, der understregede eksistensen af ’ideologiske og andre forskelle og uenigheder mellem DKP/ML og disse lande og deres kommunistiske partier.’

Dengang eksisterede der også forhåbninger til, at en selvkritisk proces i de lande og partier, der havde tilsluttet sig eller støttet den sovjetrevisionistiske lejr, ville føre dem hen mod marxistisk-leninistiske positioner.

Efter denne kongres, i forbindelse med et internationalt Juché-seminarium i København, præcieserede en intern udtalelse, at Juché-filosofien er en anti-marxistisk og revisionistisk ideologi.

DKP/MLs kritik af Kuba som en revisionistisk stat og en del af den sovjetiske lejr, af dets krigsdeltagelse i Ethiopien eller Angola, eller af den ensidige udvikling af den cubanske økonomi som led i den internationale sovjetrevisionistiske arbejdsdeling, har det revolutionære DKP/ML aldrig ''trukket tilbage'. Overfor den umiddelbare trussel om en amerikansk-inspireret kontrarevolution ville offentlig kritik af castrismen ikke være på sin plads. Først da Kubas Kommunistiske Parti i efteråret 97 lancerede sin opportunistiske ’front mod nyliberalismen’ som international og global strategi for hele den kommunistiske og revolutionære bevægelse har de danske marxist-leninister rejst en direkte kritik af Kubas ’Kommunistiske Parti’.

Fra det nuværende DKP/MLs side eksisterer der ingen analyse analyse af den moderne revisionisme, dens historiske udvikling, eller af erfaringerne med revolutionerne efter 2. verdenskrig. Der eksisterer kun et (revisionistisk) postulat om, at hele den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse tog fejl, var ‘dogmatisk’ og ‘venstreopportunistisk’.

At der i Kina under ledelse af Kinas revisionistiske ’Kommunistiske Parti’ opbygges et kapitalistisk samfund, med sigte på at gøre Kina til en kapitalistisk og imperialistisk stormagt, er tydeligt for enhver. Det blev igen fastslået så sent som på DKP/MLs 7. kongres, splittelseskongressen. På forslag af partiets marxist-leninister vedtoges en resolution, som fordømmer dets revisionistiske og kapitalistiske udvikling.

Som det gik med Sovjetunionen og dens lejr, der slog ind på den revisionistiske vej, går det med alle, der følger samme vej: det betyder kapitalismens sejr. Den revisionistiske kontrarevolution avler den åbne borgerlige kontrarevolution.