En stærk valuta

Mange har en lidt uklar fornemmelse af hvordan værdien af de enkelte landes valutaer bestemmes. Derfor har regeringen også haft nemt spil med at hævde, at en stærk valuta, euro, er godt, uden nogen egentlig nærmere kan svare på, hvad der ligger bag ordet "stærk". Regeringen har sit eget positive bud på, hvad stærk betyder. Marianne Jelved forestiller sig f.eks., at hun ville kunne låne penge til en billigere rente til udbygning af hendes sommerhus, hvis bare Danmark var med i den stærke mønt.

Den første måned med euroen betød en tendens til vigende kurser overfor dollar, og da den danske mønt er bundet tæt til den, har det også betydet justering af kronen. Den lavere rente har været et af de vigtigste slagord i den massive kampagne for dansk tilslutning, også i Sverige og England har det været et af de vigtigste salgsargumenter. Da det viste sig at den danske mønt i den første måned havde været bedre til at holde sin værdi overfor dollar end den nye fælles valuta, blev det i de lyserøde skyers erhvervssider vendt til den konklusion, at der var en sammenhæng mellem kronens styrke og regeringens offensiv for dansk tilslutning til euroen!

I euroens første glade måded overhalede den dollaren som långiver, idet den tegnede sig for halvdelen af alle nye internationale obligationsemissioner med en værdi der svare til 69,3 mia. dollar. Dollar tegnede sig for 40% og pundet for 5%. Det er en betydelig stigning set i forhold til de 11 lande hver for sig, hvor de har ligget mellem 30 - 35%.

Euroens andel i de internationale gældsmarkeder vil nok falde en smule efter introduktions interessen og publicity-effekten er dampet af.

En stærk valuta er en ilusion. Dollaren stod indtil 1971 i henhold til Bretton Wood-aftalerne i et fast forhold til guld, idet guldprisen lå lovbundet fast i Amerika på 35$ pr. ounce.

I august 1971 brød Bretton-Wood systemet sammen under den truende verdenskrise.

De vestlige lande har siden reguleret deres indbyrdes forhold ved at gøre deres valutaer til frit omsættelige varer på verdensmarkedet, og må samtidig leve med, at de er et betydeligt spekulationsobjekt, på linje med værdipapirer.

Det har resulteret i kaotiske forhold og valutakriser, når inflation har udhulet en valuta, så den ikke mere er det værd, som der står på den.

Renten er den modydelse, man betaler for at låne pengekapital. Rentefodens størrelse er først og fremmest bestemt af udbudet og efterspørgslen, dens øvre grænse bestemmes af den gennemsnitlige profitrate.

Den gennemsnitlige rentefod har en tendens til fald. Tendensen er en objektiv kapitalistisk lov, der betinges af to faktorer: Loven om gennemsnitsprofitratens tendens til fald og en hastigere vækst i udbuddet af rentebærende kapital end i efterspørgslen.

Pengeseddelmængden bestemmes af den mængde metalpenge (guld), der er nødvendig for at dække omsætningsbehovet. Inflation er en følge af, at der sættes en større mængde pengesedler i omløb, end der egentlig er brug for ved vareomsætningen. Det betyder faldende købekraft, devaluering af pengene og stigende varepriser. Og er en metode til at omfordele nationalrigdommen til fordel for borgerskabet.

En af de vigtigste årsager til stigende inflation er de voksende uproduktive (militær)udgifter, som de borgerlige stater må afholde for at opretholde deres undertrykkelses- og voldsapparat og føre aggresionskrige.

Hvis inflationen går ud over visse grænser, desorganiserer den landets økonomiske liv. En af måderne staten kan bremse inflationen er ved at devaluere valutaen, altså sænke dens officielle kurs iforhold til metalpenge (guld). En anden måde er deflation, et helt sæt af økonomiske og finansielle foranstaltninger til nedsættelse af arbejderklassens indkomst og forbrug (arbejdsmarkedsbidrag, 25% moms, afgifter, pinsepakke mm.). Eurolands gynger og karusseller. FSK