"Det tredie arbejdsmarked" -
undergravning af tilkæmpede rettigheder

Til nytår er det præcist 5 år siden, at regeringen med Jytte Andersen (S) som arbejdsministeren åbnede en motorvej for det såkaldte 3. arbejdsmarked. Vedtagelsen var indhyllet i alle mulige floskler om hjælp til ledige, så de igen kunne opnå plads på arbejdsmarkedet. Det skulle vise, at formålet var det modsatte. Der blev skabt et 3. arbejdsmarked af tusindvis af arbejdere uden overenskomstmæssige rettigheder eller dagpengerettigheder, som samtidig fungerer som ufrivillige løntrykkere.

Det banebrydende i arbejdsmarkedsreformen bestod af flere elementer:

l Dagpengeperioden blev reduceret fra 7 til 2 år plus 3 år aktivperiode

l Retten til genoptjening af dagpengeretten ved støttet arbejde blev fjernet

l I aktivperioden er man tvunget i aktivering uden overenskomstmæssig sikring

Tvangsaktiveringen rammer både dagpengemodtagere i aktivperioden som bistandsmodtagere en bloc. Dog med den væsentlige forskel, at mens dagpengemodtagere kan opnå den højeste dagpengesats som aflønning (ca.68 kr./timen), er bistandsmodtagere ikke garanteret mere end deres normale bistand – nogle sætter endda penge til.

Siden har regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og LO udviklet flere forskellige jobtyper, som på effektiv måde sikrer, at ingen kan snige sig udenom: Puljejob, jobtræningspladser, individuelle jobtræningspladser, skånejobs, fleksjob o.lign.

Når man har udstået sin pligt i et eller flere af disse typer job og ens aktivperiode er udløbet, så er det direkte på – eller tilbage på – bistandshjælp, og vupti: så er du ikke længere registreret i de officielle arbejdsløshedsstatistikker!

Her ligger vovsen begravet. Det er nemlig hovedårsagen til at regeringen kan bryste sig med de faldende arbejdsløshedstal, som kun tæller dagpengemodtagere.

Denne ufrivillige hær af løntrykkere, som de reelt er, sætter naturligvis deres præg på indgåelse af overenskomster, lønforhandlinger og aftaler i almindelighed. Det er jo umuligt for eksempelvis ufaglærte på fabrik i København med en timeløn på 120 kr. at konkurrere med tvangsaktiverede på max. 68 kr./time, som tilmed er tilskudsberettiget med 43 kr. fra det offentlige!

Hertil skal lægges adskillige tusind udenlandske arbejdere, som arbejder i Danmark, men under hjemlige og langt billigere overenskomster.

Danmarks medlemskab af EU tvinger nemlig alle større entrepriser at blive udbudt i hele EU.

Det betyder eksempelvis, at portugisiske entreprenører til hver en tid kan underbyde danske overenskomster og dermed vinde licitationen. Den udenlandske entreprenør skal blot opfylde nogle simple og billige krav om f.eks. arbejdsperiodens længde o.lign.

Nu viser det sig, at danske arbejdsgiveres profithunger ikke kan stille sig tilfreds med disse givtige ordninger. Det illegale marked af udenlandske arbejdere, som arbejder uden tilladelse, er nemlig stigende. Det menes, at alene via København slipper 25 illegale indvandrere ind hver uge fra Østeuropa. Disse aflønnes og bydes forhold, som hører middelalderen til. Der er eksempler på polakker, som knoklede 20 timer i døgnet til 32 kr./timen.

Finansloven forringer yderligere

Siden vedtagelsen af arbejdsmarkedsreformen i –94 er der sket en række stramninger. Den ny finanslov fortsætter ad dette spor. De arbejdsløse bliver stadig mere fredløse, de få rettigheder beskæres og kravene forøges:

l Dagpengeperioden halveres til 1 år; - stadig efterfulgt af 3 års aktiveringspligt. Herefter er det bistandshjælp.

l Unge under 25 år tvangsaktiveres efter ˝ år.

l 50-55 årige fratages retten til dagpenge og efterløn, hvis de ikke aktiveres. Tidligere var de undtaget dette krav.

l Arbejdsløse tvinges i arbejde udenfor eget fagområde efter 3 måneder; - tidligere 6 måneder.

l Efterlønsordningen og pensionen forringes væsentligt, ligesom udgifterne forhøjes væsentligt for den enkelte.

Samtidig med disse angreb på arbejderklassen, som kombineres med andre (højere afgifter, mindre boligstøtte, reducering af unges bistandshjælp osv. osv.), så forgyldes kapitalisterne:

l Arbejdsgivernes indbetaling af arbejdsmarkedsbidrag ophæves fra år 2000.

Det har virkelig skabt jubel på Børsen, da det udgør 8 pct. af lønsummen!

l Selskabsskatten nedsættes til 32 pct. og formodentlig til 30 pct. året efter.

l Der indføres et loft på 8 promilles grundskyld af produktionsjord.

l De administrative byrder skal lettes for virksomheder, - altså mindre kontrol.

Det kan nok være, at den tunge ende vender nedad!

Linien for politikken under den tiltagende krise er udstukket. Arbejderklassen skal betale, og kapitalisterne skal ha´ i fod og hose! Alene arbejdsmarkedsbidraget giver dem 8 pct. Hvem havde ondt i r…. over forårets overenskomster, som angiveligvis gav 3-4 pct., som var spist op af prisstigninger, og derudover gik til pensionskasser?

Hvor er modstanden?

Fagbevægelsens ledere har i samtlige 5 år sunget med på den socialdemokratiske demagogi: Det er den bedste hjælp, vi kan gi´ de arbejdsløse. Og desuden er der mange arbejdsløse, som misbruger systemet!

Der er forkert at sige, at toppen af dansk fagbevægelse har forholdt sig tavst, neutralt. Tværtimod er de en aktiv partner i angrebene. På forbundsplan er der enkelte ledere (eks. SiD´s Poul Erik Skov Christensen), som overfor medlemsskaren er blevet aftvunget nogle uskadelige pip.

Det væsentligste i forbindelse med det 3. arbejdsmarked er, at de faglige ledere nægter at tage den ufrivillige hær af løntrykkere alvorligt:

"Tvangsaktiverede bistandsmodtagere er ikke medlemmer af fagbevægelsen, og så er det jo ikke vores ansvar eller problem."

Det er imidlertid, hvad man kunne forvente fra den del af fagbevægelsen. Hvad der er værre, er når faglige venstrekræfter i praksis skærmer disse forrædere af med illusionsfyldte appeller, der ikke siger tingene, som de er; men i stedet tager brodden af kampen. Vi så det ved forårets overenskomstforhandlinger, hvor fagtoppen kun var uenige med arbejdsgiverne om, hvor ringe overenskomsten skulle være. De faglige "venstrekræfter" lod ikke en lejlighed gå fra sig til at erklære opbakning til forhandlingerne.

Uden solidaritet mellem overenskomstansatte og tvangsaktiverede, uden de tvangsaktiveredes egne selvstændige aktiviteter, som kan sætte en stopper for det fredløse 3. arbejdsmarked, vil det i løbet af en kort årrække få katastrofale konsekvenser for de tilbageblevne rester af tilkæmpede rettigheder. FJ