Det er på tide at vågne op! Det er på tide, at hele den danske arbejderklasse vågner op og indser, hvad det er for en situation, klassen og nationen befinder sig i – uden de behagelige optimistiske illusioners farvede briller.

I – og vi – er blevet bildt ind, at "socialismens fald" og "den ny verdensorden" ville føre til fremgang for frihed og menneskerettigheder, til sikring af tryghed og velfærd.

At Danmarks – og vores – fremtid lå i Den europæiske Union, i NATO – og allerbedst og allertryggest i socialdemokratiske hænder med Nyrup som julemand, der leverer gavepakker året rundt!

I 1992 gav danskerne – og det vil først og fremmest sige den danske arbejderklasse – en anden vej, da vi sagde Nej til Unionen og Nej til Maastricht-traktaten. Vi gav udtryk for, at den nationale selvstændighed skulle forsvares og bevares og at "den danske velfærdsmodel" skulle forsvares og forbedres.

Vi blev påtvunget det modsatte – monopolernes vej, de herskendes vej – ved omafstemningen i 1993, da den nye Nyrup-regering med støtte fra SF og hele det borgerlige Danmark ved bedrag og forræderi fik omstødt Nej’et. Socialdemokratiet videreførte den kurs til gavn for kapitalen, som i 72 lokkede os ind i EF – og som afslørede at "landets største arbejderparti" for alvor var på kollisionskurs med arbejderklassen, at det befinder sig i en strategisk krise.

Vi kan nu opgøre resultaterne af den vej, "det borgerlige Danmark" og Socialdemokratiet med dets støttepartier har ført os ad:

Nationen er bundet til Unionen, til de imperialistiske stormagter som det førende unionsland – det genforenede Tyskland – og til USA, supermagten i "den ny verdensorden" og til dets militære arm NATO.

Politisk, økonomisk og militært har Danmark opgivet sin selvstændighed og er blevet bundet på hænder og fødder til monopolernes og imperialismens organismer. Det danske "folkestyre" afslører sig i stadig højere grad som hult og indholdsløst – som en facade for monopolernes politik, som et redskab for deres interesser.

At tale om forsvar af selvstændigheden eller beskyttelse af suverænitet og national handlefrihed i dag er en absurditet. Det er at stikke sig selv blår i øjnene. De eksisterer ikke reelt; kun som former og levn.

Fra 1. januar 99 påbegyndes fuldførelsen af den økonomiske og monetære union med den fælles mønt euro’en. Danmark er med fuldt og helt – på trods af et par forbehold, der er af nogenlunde samme betydning som fodnotepolitikken i den sidste fase af Den kolde krig.

Og Danmark er med i NATOs omstilling, der har været i gang gennem mange år, fra formelt at være en ’forsvarsalliance’ til nu at skulle operere på globalt plan – også udenfor NATO-området – som et redskab for den vestlige imperialismes interesser. USA vil nu officielt ændre formålsparagraffen. I praksis er det sket.

Vi har sagt definitivt farvel til "den danske velfærdsmodel".

Den sorte og asociale finanslov 99 er kulminationen på det ødelæggelsesarbejde, der systematisk er gennemført over en lang årrække, gennem usolidariske arbejdsmarkedsreformer, pensions- og efterlønsreformer, ødelæggelse af ældreplejen, asociale privatiseringer og udliciteringer. Ødelæggelsesarbejdet, angrebene på de til kæmpede rettigheder er ikke afsluttet, men "den danske velfærdsmodel" med dens bestræbelse på at sikre ensartede sociale rettigheder for alle, og overalt i landet, uafhængigt af bopæl, er afgået ved døden.

Det er absurd at tale om at forsvare det danske velfærdssamfund. Det findes kun i fantasien og i tomme politikerord. Med Socialdemokratiet i spidsen er nedslagtningen gennemført.

Danmark er blevet en gryderet for monopolerne. Vi – arbejderklassen og det store flertal – befinder os i den sorte gryde.

Den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik anbragte os dér. Den har spillet fallit. Det er det, det nuværende ’oprør mod Socialdemokratiet’ understreger.

Der findes kun et alternativ: klassekampens, revolutionens og socialismens vej. Kampen for generobring af den nationale suverænitet; kampen for velfærden og et socialistisk velfærdssamfund.