Oprør mod Socialdemokratiet
Det ulmendende oprør blandt fagbevægelsens medlemmer mod Socialdemokratiets asociale politik og de faglige topfolks lakajvirksomhed er ved at bryde ud i lys lue. SiD'ere,KAD'ere og hundredtusinder af andre fagforeningsmedlemmer siger nu fra. Ikke mindst de ufaglærte arbejdere er blevet snydt, så vandet driver, af den socialdemokratisk ledede regering.
Oprøret mod Nyrup-regeringens sorte arbejdsmarkedsreform og afvikling af efterlønnen er på vej, og der bør sættes vind i sejlene, så protestbevægelsen imod den nye finanslov bliver så stærk som mulig.
Den treparts-aftalte arbejdsmarkedsreform og den svinske slagtning af efterlønsordningen, som regeringen uden skam i livet beskriver som en garanti for, at efterlønnen er reddet, er en rød klud i ansigtet på hele arbejderklassen, men først og fremmest på de arbejdere, der har haft det hårdeste og som oftest ringest betalte arbejde. De ufaglærte. Derfor er protesterne også særligt kraftige blandt dem.
Efterlønsordningen blev i sin tid indført som en velfortjent mulighed ikke mindst for de mange ufaglærte arbejdere, der var totalt nedslidte efter års slid og slæb på arbejdsmarkedet. Ordningen bevirkede, at en lang række arbejdere fik ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens der endnu var kræfter tilovers til at leve en blot nogenlunde rimelig pensionisttilværelse.
Den slags blødsødenhed er der ikke længere plads til i EU-Danmark. På trods af alle løfter har regeringen Nyrup brutalt skudt den gældende efterlønsordning i stumper og stykker.
Det nyeste SiD-oprør kommer derfor ikke som nogen overraskelse. Men også udenfor SiD er harmen enorm. Modstanden mod den socialdemokratiske regerings arbejderfjendske politik forplanter sig. De socialdemokratiske fagtoppe er under stærkt pres. Og ikke mindst forbundsledelsen i SiD har været nødt til at reagere "skarpt".
Atter truer SiD-toppen med at kappe alle bånd til Socialdemokratiet. Men samtidig føjes til, at valgstøtten til liste A ikke vil blive stoppet.
Det er ikke derfra oprøret kommer. Det er nedefra. Fra de kampvillige SiD’ere på gulvet, hvor utilfredsheden med og vreden over regeringens reaktionære gerninger bliver stadigt mere udtalt.
På mange arbejdspladser og i en række lokale fagforeninger er der taget initiativ til en protestbevægelse mod finanslovsaftalen og det medfølgende frontalangreb på efterlønnen.
Og tiden er moden til aktiv handling. Der er ingen grund til at holde igen. Der er intet behov for flere appeller til socialdemokraterne om at føre arbejderpolitik, for at bakke op om "vore" faglige ledere, så forbundstoppen i ro og mag kan forhandle på "vore" vegne, eller andre undskyldninger for at komme de trængte socialdemokratiske fagpampere og den socialdemokratisk ledede regering til undsætning.
At overlade kampen til den socialdemokratisk ledede fagbevægelse fører lukt til nederlag, som vi oplevede det under forårets storkonflikt på arbejdsmarkedspolitik - eller at nøjes med at forlange en redegørelse fra de faglige topledere, som under det seneste "SiD-oprør", hvor SID’s ledelse slap for at blive stillet til regnskab for deres deltagelse i trepartsforhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne.
De trepartsforhandlinger, der gik forud for finanslovsforhandlingerne og i hovedtræk fastlagde rammerne for den kommende finanslov. Rammer, som fik SiD-ledelsens billigelse - og som bl.a. indeholdt planerne om at forringe efterlønsordningen og var et klart brud på beslutningerne på den seneste SiD-kongres.
De vakkelvorne må skubbes til side, så protestbevægelsen bygger på de kampvillige kræfter. Arbejderklassens vigtigste våben, strejkevåbnet, må tages i brug, ligesom demonstrationer, protester, aktioner osv. Det bør ikke gå, som med de tidligere "SiD-oprør" i år...
Det er den aktive kamp imod finanslovsaftalen for 1999 og regeringen Nyrups generaloffensiv imod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, der bør oprustes til. Herunder smadringen af efterlønnen. Regeringen Nyrups kulsorte politik rammer hele arbejderklassen - arbejderne, de arbejdsløse, børnefamilierne, de unge, de gamle mv.
Søderberg