Titusinder af politiske flygtninge banker hvert år på Den europæiske Unions døre. Tusinder afvises og overlades til en uvis skæbne. Gennem Schengen-aftalen styrkes kontrollen med flygtningene – og ikke mindst interesserer både politi og efterretningstjenester for dem, der har måttet flygte, fordi deres politiske virksomhed retter sig mod det herskende regime eller den herskende klasse i deres hjemlande. For Unionen er disse mennesker særlig suspekte – palæstinensere, kurdere, oppositionelle tyrkere og mange, mange andre, som kan fortsætte deres politiske kamp i eksil, som mange af flygtningene fra Hitlertyskland eller det sydafrikanske apartheidregime gjorde det. De kategoriseres pr. automatik som potentielle terrorister – og "international terrorisme" er efter "murens fald" blevet erklæret som Unionens hovedfjende.

En sådan såkaldt terrorist – lederen af det kurdiske arbejderparti PKK Abdullah Öcalan – er blevet anholdt af det italienske politi på begæring af det tyske, da han måtte forlade sit opholdssted i Rusland. Den tyrkiske regering krævede ham straks udleveret for "terroristisk virksomhed" til en sikker dødsstraf. Det udløste omfattende, beslutsomme og militante protester blandt de millioner af kurdere, der lever udenfor deres delte og besatte land. Denne massive støtte kom bag på de politiske ledere i Unionslandene. Tyskland med de intime forbindelser til det mere end halvfascistiske tyrkiske regime afviste at modtage Öcalan til retsforfølgelse af frygt for politiske uroligheder. Pludselig sad Italien, hvis lovgivning forbyder udlevering til dødsstraf, tilbage med en usædvanlig varm kartoffel i hånden – overfor et hysterisk tyrkisk regime, der truede med sanktioner, bål og brand.

Så måtte Mesut Yilmaz’ tyrkiske regering træde tilbage – fældet af sin korruption. For de egentlige tyrkiske magthavere, militæret, som i årevis har ført en blodig og beskidt undertrykkelses- og udryddelseskrig mod kurderne og deres krav omanerkendelse af deres nationale rettigheder, er det en alvorlig streg i regningen. Tilfangetagelsen og henrettelsen af Öcalan - symbol på den kurdiske frihedskamp - står øverst på dets liste. Hæren truede direkte med "at gribe ind i den politiske situation" – med et nyt kup - i forbindelse med regeringskrisen, hvis politikerne ikke udviste "den fornødne påpasselighed og sensitivitet" ved dannelsen af en ny koalitionsregering. De udtrykte dermed at enhver tyrkisk regering blot er en "demokratisk" facade for generalerne.

Den italienske regering befinder sig i et alvorligt dilemma. Ingen vil have Öcalan. Hans overgivelse til Tyrkiet ville en gang for alle afsløre, at den "demokratiske" Union ikke giver asyl til virkelige politiske flygtninge, men samarbejder med klodens sorteste regimer. Nu spekuleres der i oprettelsen af en særlig international "Öcalan-domstol", en domstol uden fortilfælde. Dermed ville Öcalan være sikret mod dødsstraf. Og en ikke mindst af Tyskland ønsket retsforfølgelse mod denne angivelige "terrorist" ville blive gennemført. Det kan vise sig at være et tveægget sværd, som vil sætte fornyet fokus på den kurdiske frihedskamp – og afsløre Unionens tætte forbindelser med det tyrkiske politi og militær. Öcalan har selvfølgelig krav på politisk asyl. Det er en skændsel for Unionen, at han ikke har fået det.

I London sidder kupmageren og den blodige fascistiske bøddel Pinochet og venter på den engelske regerings afgørelse af,. om han skal udleveres til retsforfølgelse i Spanien. Han kom ikke til England som asylsøger, men til medicinsk behandling hos sine venner, som chilensk parlamentsmedlem. USA er nu åbent kommet ud imod en udlevering. En retssag i Spanien kunne gå hen og blive endog særdeles pinlig for Pinochets gamle venner og bagmænd. Derfor arbejdes der nu for, at han får en "retfærdig" retssag i Chile som begrundelse for at sende ham tilbage dertil. Det ville, som de politiske styrkeforhold foreligger nu, være ensbetydende med at han ville slippe for at stå til regnskab for sine ugerninger. Også det vil være en skændsel for den "demokratiske" Union.