Den sjette november åbnede Statens Museum for Kunst efter at have været lukket i to år. Traditionen tro valgte museumsledelsen at lukke museet helt - ligesom under ombygningen i 1966 og årene frem – selvom det sagtens kunne have ladet sig gøre at holde mindst halvdelen af museet åben i perioden. Men valget af lukningen har sikkert været et hensyn til kunsten, at den ikke skulle besmittes af håndværkere, subsidiært at det er hyggeligere at være museumspersonale i en to-årig kaffepause.

Nuvel, efter to års hærgen i Østre Anlæg har Statens Museum for Kunst fået ny udestue.

Udestuen er placeret lige ned til søen i Østre Anlæg og spejler sig dramatisk i søen – set udefra i mørke, dvs. efter lukketid. Museets areal er blevet udvidet med 12.500 kvm. og den samlede pris for byggeriet er 230 millioner kroner - nok til at bygge mindst to nye kunstmuseer.

Udestuen er selvfølgelig ikke moderne arkitektur, men et opkog fra de kolde 1980´ere, med sin hang til det eksotisk religiøse og tempelagtige. De fornemme, lette japanske konstruktioner af træ og papir, er søgt efterlignet ved hjælp af dets modsætninger glas og stål. Det er samme historie over hele byen: Koldt og frastødende.

Templet eller domkirken i Østre Anlæg har nu fået plads til en opstandelse af de mange opmagasinerede kunstværke, skulle man tro. Men nej. Statens Museum for Kunst er blevet til Statens Museum uden megen Kunst. Forhallen er tom. Ligesom kalkmalerierne i de danske kirker efter reformationen blev kridtet over, er også billederne på museet blevet væk.

Stemningen er slået an: Her sænker man stemmen og bøjer hovedet. Her er man på nåde, og enhver betydning er et mirakel. Man har fjernet billederne, ethvert pejlemærke. Folk skal ikke forstå, de skal tage til efterretning, hvad autoriteterne dekreterer. Folk skal beundre, folk skal tilbede.

I et til forhallen frastødende rum til højre for indgangen residerer Statens Boghandel for Kunst, et kræmmermarked forpagtet af Gads Boghandel med kulørte udgivelser til udsalgspriser. Til venstre børnenes spisestue.

I kælderen parkeres tøjet og efter at have været indenfor dørene i et kvarter, har der stadig ikke været et billede i sigte. Men der var opsat landkort i overstørrelse i komplementære kulører, så man kunne finde frem til billederne. Ved siden af landkortene er placeret et skilt "Til samlingerne", men der er slået en streg over. Alligevel viser pilen fremad ud af forhallen og ud i Statens Udestue for Kunst. Her står man ansigt til ansigt med mindst 4.000 kvm. glasmur. Øjets vandring i landskabet udenfor i Østre Anlæg gennem glasfacaden standser ved Den Hirschprungske Samling. Nå, det er der, de har malerierne.

Udestuen er hvid. En iskold ørken i marmor, stål og glas med 100 meter til loftet. Deroppe hænger i øvrigt en uro i grundfarverne, der mest af alt minder om en lang næse, der kan tilpasse sig ethvert modelune og tilfældig vindretning. Man kan godt forstå, at den selvudnævnte facadekritiker Peter Olesen er benovet.

I den ene ende sidder omkring 60 mennesker i selskabskjoler og blazere med guldmanchetter bag en indhegning og drikker hvidvin af mærket Chablis og spiser laks. I den anden ende ligger Børnenes Kunstmuseum hvor børnene "kun må mærke med øjnene." Richard Ragnvald har stillet en baldakin fra haven til rådighed som dække over et lysbilledapparat og iskold telegramagtig båndoptager. Børnemuseet er ikke andet end en børneparkeringsplads. Selvom det borgerlige kulturudbud burde være forbudt for børn, så er der ingen grund til at børnene ikke skulle opleve kunst sammen med deres forældre. Det er afslørende for den markedsøkonomiske kultur, at der ikke er plads til børn andre steder end i garderoben. For at realisere dette har man ødelagt børnenes kælkebakke i Østre Anlæg. Til gengæld har man forlænget Statens Glidebane for Kunst.

Ikke for at sammenligne mig med hverken Scott eller Amundsen på Sydpolen, så tror jeg dog, at Statens Museum for Kunst må ruste sig til sagsanlæg fra folk, der er blevet sneblinde af at besøge museets hellige haller. Det er hvidt i hvidt. Der er en atmosfære, som en arbejder vil føle sig akavet i, da lidt smøreolie eller lidt gødning under træskoene vil smitte af og afsløre, at den formastelige ikke er på højde med den ovenfra dikterede etikette og smag.

Så efter 27 minutters polarrejse sker det. Det ligner godt nok en synsforstyrrelse, men indrammet det: Et billede.

Man har fået mere plads med Statens Udestue for Kunst, blot har man ikke fundet det ulejligheden værd at udnytte pladsen. Men det er klart, at en sådan udvidelse kræver, at man indskrænker sig.

Til gengæld har man fået plads til en bunke skrigende ingenting: Pornotegneserier i mindst to gange tre meters størrelse, rystede feriefotos, nogle bunker vejsalt, et billede lavet af tyskeren Baselitz som tre-årig, - billedet hænger i øvrigt på hovedet. Det er et gedemarked af pubertært hittepå – en gentagelse af dadaisternes frækheder fra 20´erne som bestemt ikke bliver bedre af at blive gentaget. Disses frembringelser havde til formål at forarge borgerskabet. Det er politisk tandløst, det er oppustede kunsthandlerfiduser, hvor enhver forbindelse med virkeligheden er en tilfældighed.

Kommer man endelig frem til d`herrer og damer med greb om deres metier, er man blevet næsten farveblind af neonfarve og anden malproportion.

Inden den nye udestue forlades går vejen gennem en afdeling af hovedsageligt dygtige folk fra kubisten Braque til fauvisten Marquet, men også til nazisten Nolde. Her hænger billeder presset sammen, skulder ved skulder, i små bitte rum. Stadig med fem meter ubenyttet hvid væg over billederne. Man har tilstræbt en ophængning, som man benyttede den gang billederne knap var tørre. Men den form for presset ophængning retfærdiggjort med en for billederne uvedkommende historisk anekdote, er blot et figenblad der dækker over - som personalet hvisker i krogene – at der i virkeligheden er blevet mindre plads til kunsten på Statens Museum for Kunst.

På svalegangene, der forbinder udestuens øverste etager med den gamle bygnings, driver nogle af kustoderne rundt i deres nye røde postjakker. Sandsynligvis for at forhindre folk i at kaste sig ud og gøre en ende på det hele.

Inde i de gamle lokaler er det dog stort set en nydelse, at se på billederne i den kunsthistoriske samling, men det var det jo også før de 230 millioner kroner invisteredes i stål og glas.

På plussiden skal nævnes at Bjørn Nørgaards menneskemur ikke mere forstyrrer udenfor indgangen til museet.

Man er øjensynligt ikke interesseret i at almindelige mennesker går på museum. Og skal de endelig på museum, så må de i museets ånd indskrænke sig til om onsdagen, hvor det ikke koster penge - ud over dem man allerede har betalt til museet via skatten.

Det er ét aspekt, et andet er åbningstiderne: Var man interesseret i at almindelige mennesker skulle blive interesserede i kunst, holdt man museet åbent samtidig med biograferne. Nu er der åbent i dagtimerne for overklassedriverterne, mens museets egentlige sponsorer går på arbejde.

Eftersom magasinerne bugner lige meget – trods 12.500 kvm. ekstra – kan man med rette kalde museet for Statens Mausoleum for Kunst. Hvorfor hænger man ikke disse horder af billeder ud hvor folk er? På plejehjemmene, hospitalerne, skolerne, anstalterne for svagtbegavede osv. Man kunne endog lave en udlånsordning. Disse billeder er lavet med en mission og den er ikke at være hengemt i en støvet bunker i Nordsjælland. Sliddet på billederne ville være deres adelsmærke.

Men det vil ikke ske, fordi dette samfunds magthavere ikke vil risikere, at folk hører op med at se kunsten som hævet op over deres egen verden, som en verden af isolerede og geniale åndsaristokrater. Derfor bygger man en domkirke til kunsten. Her skal tilbedes – masserne skal holdes hen i uvidenhed – og som sådan er kunstens vigtige funktion at skabe respekt for autoriteten.

Men Statens Mausoleum for Kunst har også sin mere direkte og kontante samfundsøkonomiske funktion, nemlig den at vælte kunsthandlerleverancen over på samfundet.

En kunsthandler køber f.eks. et billede af kunstneren til 1.000 kroner. Han sælger det til en anden kunsthandler for 10.000 kr., osv. Til sidst - når billedet er steget til 100.000 kroner - køber museet det. På denne måde betaler samfundet samtlige kunsthandleres fortjenester. Den kunst der er for meget liv i til at den dør af sig selv, bliver begravet på museet. Med Broby-Johansens ord: "Offentligheden betaler bisættelsen og respekterer gravfreden."

Kunsten er i vort samfund et nydelsesmiddel for de rige. Det springende punkt er ejendomsretten. Besiddelsen nydes mere end billedet. Billeder handles som børspapirer og signaturen på billedet garanterer værkets sjældenhed. Ak og ve hvis et billede afsløres som et falsum, da bliver det værdiløst. Det ubetalelige billede mister sin pris – billedets virkning er underordnet ejendomsretten.

Et par af Statens Mausoleum for Kunsts ansatte – et par sleskende overklassemadammer – udtrykte deres store lykke over kongehusets indblanden i indvielsen. Lederen for Statens Museum for Børneparkering lagde ved indvielsen vægt på den "dybe respekt børnene havde for prinsesse Alexandra. Det måtte jo ske! Dronning Margrethe åbnede de voksnes museum og børnene fik deres eget museum åbnet af deres egen dronning, prinsesse Alexandra."

I mellemtiden koketerer en tredje royal, den professionelle dræber kronprins Frederik med et andet af kulturens områder: Kronprinsen vil ikke uvilligt slås til ridder i franco-fascisten Antonio Samaranches korrupte olympiske kommité.

At disse arbejdsløse, statsforsørgede royale - de fjerneste fra det virkelige liv og den befolkning som betaler for Statens Museum for Kunst - skal indvie det nyombyggede museum, dét er det ypperste udtryk for den afstand, der er mellem almindelige mennesker og så museumskunsten.