Hvad sker der i Indonesien?

Som det vil være læserne bekendt, er vores jordklode i disse dage godt på vej ud i en ny kapitalistisk overproduktionskrise med alt, hvad deraf følger. Krisens dybde og omfang viser sig i almindelighed at være større, end hvad der er oplevet i årtier. For hovedparten af de sydøstasiatiske nyindustrialiserede lande, der en kort overgang fra midten af 80’erne blev tilbedt af den offentlige borgerlige mening for deres høje vækstrater, er der i særdeleshed tale om et historisk sammenbrud. "Mirakel-" eller "tigerøkonomierne" har vist sig at være lige så umirakuløst underlagt den kapitalistiske krisespiral som alle andre kapitalistiske lande. Jo højere man flyver under højkonjunkturen, desto dybere falder man, når overproduktionskrisen sætter ind. Det er fortrinsvis i sådanne situationer, man oplever revolutionære kriser.

Med sine mere end 220 millioner indbyggere er Indonesien et land, hvis udvikling har afgørende strategisk betydning for magtforholdene i den sydøstasiatiske region. Derfor ville det være befriende, hvis krisen kunne bane vej for om ikke et revolutionært socialistisk omslag så i det mindste en strategisk delsejr i form af en genopblomstring af den engang stærke revolutionære massebevægelse i landet. Ingen mediebårne signaler tyder imidlertid på, at krisen i dag afleder et sådant positivt skred. Med forbehold for at være narret af censuren i de antikommunistiske monopolmedier ser det tværtimod ud, som om den objektive krise endnu en gang afledes af reaktionære og ultrareaktionære kræfter.

Indonesien har - trods sin størrelse undtagelsesvis - været genstand for en del medieomtale i løbet af 1998. Da den økonomiske krise for alvor ramte landet i foråret, førte massefyringer og prisstigninger på mad til omfattende social uro, hvilket fik daværende præsident-diktator gennem 35 år, Suharto, til at gå af og overlade posten til sin vicepræsident B.J. Habibie. Det fik uroen til at dulme i en vis grad, men i løbet af efteråret er den taget til igen, efterhånden som krisen er forværret. Habibies magtovertagelse viste sig hurtigt som en ren formel udskiftelse af den siddende magtelites frontfigur.

I dag er der fire gange så mange indonesere, der lever i absolut fattigdom, som der var for to år siden. Det seneste års krise, hvorunder halvdelen af al udenlandsk kapital er trukket ud, har forøget arbejdsløsheden med 20 millioner. Halvdelen af alle børn er underernærede, og otte millioner børn under fem år skønnes at få så lidt føde, at de får kroniske hjerneskader. Selv før krisen satte ind, døde 140.000 indonesiske børn af sult - årligt.

I november gav regimets manglende evne og vilje til at brødføde befolkningen grobund for fornyede krav om borgerligt demokratiske reformer fra såvel det omfangsrige og trængte småborgerskab som det småborgerlige mellemlag, mest markant repræsenteret af studenterne. Under voldsomme studenterdemonstrationer i hovedstaden Jakarta i midten af november blev mindst 14 demonstranter dræbt af militæret. Det blev hurtigt afsløret, at militæret havde indsat betalte provokatører i demonstranternes rækker for at give påskud for det militære overgreb, hvilket har bidraget til at holde daglige demonstrationer i gang frem til skrivende stund. Foreløbig har præsident Habibie lovet oppositionen at afholde "frie valg" til maj eller juni.

Militæret menes også at stå bag en række provokationer, der har haft til formål at aflede den sociale uro over i etniske og religiøse baner. Denne taktik har foreløbig været en stor succes, med opildning til blodige overgreb (pogromer) mod de ikke-muslimske mindretal og mod de etniske kinsere, der med deres indflydelse i forretningsverdens højere og lavere dele har været den foretrukne syndebuk - i stil med Europas jøder.

Kredsen omkring den gamle blodbesudlede diktator Suharto og den nuværende præsident Habibie har i forbindelse med den nuværende krise stået for en mere stejl og nationalkonservativ holdning, end kreditorerne IMF og Verdensbanken på imperialismens vegne har brudt sig om. Suharto-styrets ultrareaktionære magtbasis af imperialistlakajer har tydeligvis udviklet en tung og arrogant dekadence, som har vakt stigende utilfredshed i det mere liberalt orienterede borgerskab. De nuværende magtkampe, der skildres i medierne, afspejler efter alt at dømme fortrinsvis denne modsætning.

Hvad der foregår i den enorme indonesiske arbejderklasse, er mere svært at bedømme. Sikkert er det under alle omstændigheder, at den "demokratisering", som den vestligt godkendte opposition lægger op til at gennemføre efter bl.a. sydkoreansk forbillede, ikke er møntet på at skabe bedre vilkår for arbejderklassen. Det er kendetegnende for de højtbesungne asiatiske "demokratiseringer" i løbet af 90’erne, at de på den ene side foregår på et tidspunkt, hvor den revolutionære trussel er trådt i baggrunden og derfor kan give plads for lempelser i de mere åbenlyse former for klassediktatorisk undertrykkelse, og på den anden side ikke omfatter retten til at organisere sig i kommunistiske eller beslægtede partier og organisationer.

Den økonomiske krises virkning på dagens Indonesien bekræfter, at den objektive faktor for et revolutionært omslag eksisterer, uanset om der eksisterer en subjektiv faktor, dvs. væsentligst et stærkt kommunistisk parti. Når et sådant ikke er til stede, afledes klassekampen pr. tommelfingerregel i reaktionær eller ultrareaktionær retning. I sådanne situationer styrer de samfundsmæssige naturkræfter menneskene, frem for at menneskene styrer disse kræfter. For de involverede er dette ikke en akademisk iagttagelse, men en virkelighed, der bogstaveligt kan lede i døden. Det er, hvad tv-billederne fra Indonesien viser os. Pelle Collin