Stalins fem diskussioner med sovjetiske økonomer, som holdtes mellem 1941 og 52, var, sammen med artiklerne i "Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen", afgørende løftestænger for etableringen af det teoretiske grundlag for socialismens politiske økonomi. Afsnittet om den socialistiske produktionsmåde i "Politisk økonomi - Lærebog" (Politjeskaja ekonomija, Uchebnik, pp. 316-632; da. udg. s. 351 - 679) repræsenterede højdepunktet af dette arbejde.

Denne lærebogs tilblivelsesperiode strakte sig over en periode på mere end 20 år. På grundlag af en beslutning i SUKP(b)s Centralkomité i april 1931 blev I. Lapidus og K.V. Ostrovitjanov pålagt at følge deres håndbog i politisk økonomi med et andet supplerende arbejde på 36 sider, som skulle behandle "Sovjetøkonomiens teori", og anvendes som partilærebog. I april 1936 besluttede centralkomiteen derudover at gennemføre et pensum i politisk økonomi og tilvejebringe en lærebog i politisk økonomi. Yderligere to resolutioner blev vedtaget i april og juli 37 i forbindelse med lærebogen i politisk økonomi, der, som det blev understreget, måtte basere sig på A. A. Bogdanovs Kort indføring i økonomisk videnskab (Moskva 1897), som Lenin havde sat højt.

Som opfølgning af disse beslutninger blev der skrevet flere lærebogsudkast mellem 1938 og 41. I 1938 udarbejdedes det første udkast Politisk økonomi. Kort indføring med A. Leontjev og A. Stetsky som redaktører. På sit eget eksemplar og i egen håndskrift havde Stalin tilføjet at den var "godkendt af en kommission under SUKP(b)s CK til brug i parti- og Komsomol-skoler".

I 1939 udkom det andet udvidede udkast til lærebogen under A. Leontjevs redaktion. Leontjev redigerede yderligere to udkast, som fremkom i april og december 1940. Afsnittene om den socialistiske formation var yderligere udvidet. Stalin lavede en række kommentarer, rettelser og overvejelser vedrørende 1940-udkastene, og der er materiale, der antyder, at han fortsatte sin omhyggelige gennemarbejdning af disse to udgaver efter krigen. Før diskussionerne mellem Stalin, Molotov, Voznesenskij og sovjetøkonomerne den 29. januar 1941 (det første af de nu offentliggjorte diskussionsmøder, KP) var der blevet udarbejdet mindst fire udkast til Kort indføring i politisk økonomi. Det fremgår af Stalins kommentarer, at Centralkomiteen ikke godkendte lærebogens formuleringer om vare-penge-relationernes virkefelt og værdilovens operationsområde i sovjetøkonomien. Hovedparten af de sovjetøkonomer, der deltog i den økonomiske diskussion, var også uenige i de opfattelser, som disse håndbøger gav udtryk for vedrørende disse kardinalspørgsmål. I lyset af diskussionen blev lærebogsudkastet atter omarbejdet. Men krigen forhindrede dens offentliggørelse.

Bestræbelserne på at frembringe en håndbog i politisk økonomi blev genoptaget umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning. To modeller af Kort indføring i politisk økonomi blev udarbejdet i 1946 og 1948 på henholdsvis 575 og 696 sider. Det var disse tekster, som drøftedes af Stalin og økonomerne på de tre møder, der afholdtes 22. februar, 24. april og 30. maj 1950.

Udkastet til Lærebog i politisk økonomi fra 1951 blev grundlag for den økonomiske diskussion i november samme år, hvor et stort antal økonomer tog stilling til udkastet.

Stalin udsendte sine bemærkninger til de økonomiske diskussioner til deltagerne i form af sine "Bemærkninger om økonomiske problemer i forbindelse med novemberdiskussionen 1951", dateret 1. februar. (Da. udg. i "Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen", Tiden 1952, s. 5-51, KP). Stalins indgriben repræsenterede, kan det siges, en definitiv løsning på grundlag af den klassiske marxistiske politiske økonomi af de teoretiske problemer og uoverensstemmelser, der havde martret diskussionen i USSR i de foregående årtier med hensyn til sfæren af vareproduktion og værdilovens virke under socialismen.

To uger senere fandt den afsluttende diskussion mellem Stalin og økonomerne sted den 15. februar 1952 (Se efterfølgende artikel i KP). Den uddybede og klarlagde disse spørgsmål yderligere, ligesom den fastlagde "kommunens" betydning i overgangen fra socialisme til kommunisme. De resterende dele af "Socialismens økonomiske problemer" blev skrevet senere samme år og beskæftigede sig med problemer, som var kommet frem i lyset efter diskussionen i november 1951: Svar til kammerat Aleksandr Iljitj Notkin (21. april 52), Om kammerat L. D. Jarosjenkos fejltagelser (22. maj 52) og Svar til kammeraterne A.V. Sanina og V.G. Venzjer (19. sept. 52).

"Socialismens økonomiske problemer" blev offentliggjort lige op til SUKPs 19. kongres i begyndelsen af oktober samme år.

Meningskontroverserne om 1951-udkastet og offentliggørelsen af Stalins sidste hovedværk om politisk økonomi nødvendiggjorde yderligere dybtgående ændringer af håndbogens tekst.

Under disse omstændigheder greb SUKP(b)s politbureau ind for at rekonstituere forfatterkollektivet, der havde ansvaret for den autoritative håndbog. I 1952 blev D.T. Sjepilov indkaldt til et møde med Stalin herom. Stalin udtrykte her utilfredshed med de udkast til bogen, som L. Leontjev havde redigeret og fremsatte en detaljeret kritik af forskellige afsnit deri.

Sjepilov blev anmodet om helt at hellige sig udarbejdelsen af bogen og om at stå i spidsen for de ny forfatterkollektiv, sammensat af K.V. Ostrovitjanov, L. Leontjev, L.M. Gatovskij, A.I. Pasjkov og filosoffen P. F. Judin, som skulle færdiggøre den i løbet af et år.

Efter SUKPs 19. kongres nedsattes en kommission til dens offentliggørelse 20. marts 1953.

"Politisk økonomi. Lærebog" udkom rent faktisk i august 1954.

Det kan bemærkes, at mange af de temaer, som var blevet behandlet af Stalin i "Socialismens økonomiske problemer" - især nødvendigheden af gradvis at introducere produktudveksling mellem den socialistiske industri og kollektivbrugene, som ovennævnte kommission havde besluttet at medtage i lærebogen - ikke var medtaget i den bog, som offentliggjordes i 1954.

Den ny vending i retning af "markedssocialisme", som var åbenlys umiddelbart efter Stalins død, afspejledes i den første udgave fra august 54, såvel som i andenudgaven fra 1955, som også kom i engelsk oversættelse. Men disse ændringer var ikke altomfattende; grundtrækkene i opfattelsen af socialismens politiske økonomi blev ikke berørt.

Først efter omdannelserne af sovjetøkonomien i 1957-58 i overensstemmelse med indførelsen af "markedssocialisme" blev håndbøgerne i politisk økonomi udsat for en radikal overhaling, som det fremgår af tredieudgaverne i 1958 og 59. Parallelle forandringer og kritikker baseret på accept af "markedssocialismens" økonomiske politik og teorier blev også gennemført i folkedemokratierne i vest og øst. (Herunder Mao Zedong: "A critique

of Soviet economics", skrevet 1956)

De økonomiske forandringer efter 1953 kom til at omforme hele diskussionen om socialismens politiske økonomi og førte til en ændret opfattelse af Stalins formuleringer fra 1941 og 52. Den centraliserede enhedsplanlægning afskaffedes i alt væsentligt i 1955 og blev erstattet med "koordinerende" planlægning gennem Gosplan og ministerierne for hele unionen og de enkelte unionsrepublikker. I 1957 blev systemet med den planmæssige fordeling af produktionsmidlernes produkter elimineret og et antal centraliserede salgsorganisationer under Gosplan oprettet for at sælge de sovjetiske industriprodukter. Som en afspejling af denne nye økonomiske virkelighed bemærkede tredieudgaven af Politisk økonomi. Lærebog, at produktionsmidlerne, som overførtes fra den en regeringsvirksomhed til en anden ved køb og salg, optrådte som varer. For at fuldende disse udviklinger blev systemet med planmæssig fordeling af landbrugsmaskineri i landbrugssektoren afskaffet og en særlig salgsorganisation oprettet i 1957, der solgte produktionsmidlerne til maskin- og traktorstationerne. Det følgende år opløste sovjetregeringen maskin- og traktorstationerne og tillod salget af landbrugsmaskineri til kollektivbrugene. Som følge heraf begyndte produktionsmidlerne både i industri og landbrug nu at omsættes som varer.

En gruppe af de politiske økonomer (kendt som ‘tovarnikkerne’) påbegyndte nu det ildevarslende arbejde at skabe en "socialistisk politisk økonomi", som svarede til behovene i USSRs nye markedsøkonomi:

"I 1941 erklærede Stalin i en samtale med økonomer, at værdiloven eksisterede i Sovjetunionen. Men hans meget begrænsede fortolkning af denne lov og værdikategorierne (…) ændrede lidet ved de tidligere forestillinger.

Værdiloven blev så "beskåret", at den rolle rent faktisk blev benægtet.

Vare- og værdikategorierne blev erklæret uforenelige med statseje af produktionsmidlerne og "disse gamle kapitalistiske kategorier", som Stalin sagde, ‘tillodes’ ikke i produktionen af produktionsmidler; kun deres "udvendige aspekt" forblev. (…)

De seneste år har set en skarp holdningsændring overfor profit både i den økonomiske teori og i den praktiske økonomiske virksomhed. Partiet forkastede beslutsomt de subjektivistiske opfattelser, som vandt overhånd i persondyrkelsens periode, indbefattet den groft fejlagtige behandling af de af socialismen arvede kategorier som vare, værdi, pris og profit." (L. Gatovskij: ‘Profittens rolle i en socialistisk økonomi’, Kommunist nr. 18, 1962).

Stalin: Varer er alt, hvad der sælges og købes frit, for eksempel brød, kød o.s.v. Vore produktionsmidler kan i sit væsen ikke anses for at være varer. De er ikke forbrugsartikler, som kommer på markedet og som købes af enhver, som ønsker det. Vi fordeler selv produktionsmidlerne. De er ikke en vare, som det normalt forstås og anvendes, ikke den vare, som findes under kapitalistiske betingelser. Der er produktionsmidlerne varer. Her kan produktionsmidlerne ikke betegnes som varer.

Vores omkostningsberegninger er ikke den samme omkostningsberegning som figurerer i de kapitalistiske virksomheder. Omkostningsberegninger under kapitalismen fungerer på en sådan måde, at urentable (nerentabel’nije, overs.)foretagender lukkes. Vores virksomheder kan være meget urentable, de kan være helt og aldeles urentable. Men de bliver ikke lukket i vores system. De får tilskud fra statsbudgettet. Omkostningsberegningerne i vores system findes af regnskabsformål, af hensyn til beregninger og balance. Omkostningsberegninger bruges som kontrolmiddel af virksomhedslederne. Produktionsmidlerne figurerer kun formelt som varer i vores system. Hos os falder kun forbrugsartiklerne inden for vareomsætningens sfære - og ikke produktionsmidlerne.

Stalin: Nej. Hvis det er en vare, må den kunne sælges til alle, som ønsker at købe den. Udtryk som "varer af en særlig art" er ikke heldige. Værdiloven indvirker på produktionen af produktionsmidler gennem omsætningen af forbrugsartiklerne. Der er her brug for værdiloven til beregninger, regnskabsbalancer og for at kontrollere driftens gennemførlighed.

Stalin: Det er én og samme ting. Jeg vil understrege, at man bør tale om krisen i det verdenskapitalistiske system som helhed. Hos os tages ofte kun et bestemt land op, hvad der ikke er rigtigt. Førhen studerede folk det kapitalistiske system alene på grundlag af betingelserne i ét enkelt land - England. I dag bør man for at vurdere kapitalismen ikke tage et enkelt land op, men det kapitalistiske system som helhed. Alle de kapitalistiske landes økonomier er viklet ind i og sammenflettet med hinanden. Visse lande går frem på andre landes bekostning. Det nuværende kapitalistiske markeds begrænsninger må tages med i bedømmelsen. Et eksempel: USA ser sig i en god situation, hvor det har elimineret sine hovedkonkurrenter, Tyskland og Japan. USA håbede at fordoble sin produktion på grundlag af styrken af dets monopol. Men der kom intet ud af planerne om at fordoble produktionen. Beregningerne slog fejl. Et land - USA - gik frem, og de andre faldt bagud. Men situationen er ikke stabil, den vil sikkert ændre sig i fremtiden. Et enkelt land kan ikke være typisk for en bedømmelse af kapitalismen. Det er ikke korrekt at tage et enkelt land op; man må behandle kapitalismen som en helhed. Jeg understreger: Man må studere verdenssystemet som helhed, og hos os er det blevet en vane at behandle et enkelt land. (...)

Stalin: Videnskabelige love kan ikke skabes, ødelægges, ophæves, forandres eller forvandles. Der må tages højde for lovene. Hvis vi krænker dem, lider vi under det. Hos os findes der en udbredt opfattelse af, at disse loves tid er forbi. Sådanne synspunkter findes ikke blot ofte blandt økonomer, men også hos folk, der beskæftiger sig med praktisk virksomhed og politikere. Dette er ikke i overensstemmelse med disse loves faktiske indhold. Forestillingen om loves forvandling er en afvigelse fra videnskaben, af spidsborgerlig karakter. Det er ikke muligt at forvandle naturens og samfundets love. Hvis det er muligt at forvandle en lov, så er det også muligt at afskaffe den. Hvis det er muligt at forvandle og afskaffe love, betyder det, at "alt er muligt for os". Love må iagttages, forstås og anvendes. Det er muligt at begrænse deres virkningsfelt. Det gælder indenfor fysik og kemi. Og det gælder for al videnskab. Men bør ikke tale om at forvandle lovene, men om at begrænse deres virkefelt. Dette ville være mere præcist og mere videnskabeligt. Der må ikke tillades nogen upræcished i lærebogen. Vi træder frem for hele verden med en lærebog i politisk økonomi. Den vil blive anvendt både her og i udlandet.

Vi begrænser ikke lovene, men de materielle objektive betingelser. Når lovens virkefelt begrænses ser loven anderledes ud. Værdilovens virkefelt er begrænset hos os. Værdiloven er ikke helt som under kapitalismen. Hos os er den ikke forvandlet, men den er begrænset af objektive betingelsers kraft. Det vigtigste er, at privatejendom er blevet afskaffet og arbejdskraften ikke er en vare. Dette er de objektive betingelser, der bestemmer begrænsningen af værdilovens virkefelt. Denne begrænsning af værdiloven opstår ikke, fordi ønskede det, men fordi det er en nødvendighed, fordi der er sådanne gunstige omstændigheder for en sådan begrænsning. Disse objektive betingelser tilskynder os til at begrænse værdilovens virkefelt.

Love er afspejlinger af objektive processer. Loven genspejler det indbyrdes forhold mellem objektive kræfter. Loven viser sammenhængen mellem årsager og resultat. Hvis en bestemt styrkebalance og visse objektive forhold er givne, så følges de uomgængeligt af bestemte resultater. Man må tage disse objektive betingelser i betragtning. Hvis nogle af de objektive betingelser mangler, vil de tilsvarende resultater blive forskellige. Hos os er de objektive betingelser forandrede i sammenligning med kapitalismen (der er ingen privatejendom, og arbejdskraften er ikke en vare), og derfor er resultaterne også forskellige. Værdiloven er ikke blevet forvandlet hos os, men virkefeltet er begrænset i kraft af de objektive betingelser.

Stalin: En vis mængde profit er nødvendig hos os. Uden profit kan vi ikke skabe reserver, sikre akkumulation, bidrage til opfyldelsen af de forsvarsmæssige opgaver og tilfredsstille de sociale behov. Her kan vi se, at der er arbejde for én selv, og arbejde for samfundet. Ordet "profit" er i sig selv blevet meget grimt. Det ville være godt at have et andet begreb. Men hvad? Måske nettoindtægt? Under kategorien "profit" har vi anbragt et fuldstændig anderledes indhold. Vi har ikke nogen spontan kapitalstrøm og ingen konkurrencelov. Vi har ikke den kapitalistiske lov om maksimumsprofit og heller ikke loven om gennemsnitsprofit. Men uden profit er det umuligt at udvikle vores økonomi. For vores virksomheder er selv minimale profitter tilstrækkelige, og de kan sommetider arbejde uden profitter på grund af andre virksomheders profitter. Vi fordeler selv vores ressourcer. Under kapitalismen kan kun profitable virksomheder eksistere. I vores system har vi meget rentable, nogenlunde rentable og helt urentable virksomheder. I de første år frembragte vores sværindustri ingen profit, men begyndte at gøre det senere. I almindelighed har virksomhederne i sværindustrien i begyndelsesperioden selv brug for midler. (...)

Stalin: Guld er en pengevare. Tidligere så det ikke godt ud hos os med hensyn til omkostningerne ved guldudvindingen. Senere tog vi skridt til at nedbringe produktionsomkostningerne, og tingene blev bedre. Vi overgik til guldstandard. Vi står på den opfattelse, at guld bliver en vare, og det vil vi opnå. Der er indlysende nok ingen brug for at udveksle penge med guld. Det er ikke engang fremherskende i de kapitalistiske lande.

Stalin: Om det er overbygning eller basis? (ler) Der er sagt så meget i almindelighed om spørgsmålet om basis og overbygning! Der findes tilmed folk, som henregner sovjetmagten til basis!

Lader man generaliseringer om basis og overbygning med hensyn til dette spørgsmål ligge, så må man starte med den socialistiske ejendom. Vores budget er fundamentalt forskelligt fra et kapitalistisk. Under kapitalismen har hver eneste virksomhed sit eget budget, og statsbudgettet vedrører et snævrere område end vores statsbudget. Vores budget rummer hele folkehusholdningens indtægter og udgifter. Den afspejler hele folkehusholdningens status og ikke simpelthen administrationsudgifter. Det er et budget for folkets økonomi som helhed. Derfor er elementerne i basis fremherskende i vore finanser. Men der er også elementer af overbygningen til stede i den, for eksempel tilhører udgifter til administration overbygningen. Vores stat overvåger folkehusholdningen, vores budget rummer ikke blot udgifter til ledelsesapparatet, men hele folkets økonomi. Budgettet har elementer af overbygningen i sig, men økonomiens elementer er fremherskende. (...)

Stalin: Hvor der er vareomsætning, må der være penge. I de kapitalistiske lande fører pengeøkonomien, bankerne inklusive, til arbejdernes ruin, befolkningens forarmelse og til forøgelse af udbytternes rigdom. Pengene og bankerne tjener som redskaber til udbytning under kapitalismen. Vores pengeøkonomi er ikke den samme og er forskellig fra den kapitalistiske pengeøkonomi. Hos os tjener penge og pengeøkonomien til at styrke den socialistiske økonomi. Hos os er pengeøkonomien et redskab, vi anvender i socialismens interesse. Gåseøjnene er anbragt for ikke at sammenblande vores pengeøkonomi med pengeøkonomien under kapitalismen. Ordene "værdi" og "værdiformer" bruger jeg uden gåseøjne. Penge er også indbefattet her. En mængde faktorer bestemmer værdiloven hos os, den berører produktionen indirekte, og omsætningen direkte. Men dens virkefelt er begrænset hos os. Værdiloven fører ikke til ruinering. Kapitalisternes største vanskelighed består i realiseringen af det samfundsmæssige produkt, forvandlingen af vare til penge. Hos os forløber realiseringen med lethed, den bevæger sig glat.

Stalin: Der er forskel på loven om den planmæssige udvikling af nationaløkonomien og planlægning. Planerne tager måske ikke højde for alt det, som ifølge denne lov og dens fordringer burde tages i betragtning. Hvis for eksempel der planlægges et bestemt antal biler, men hvis der samtidig ikke der planlægges et tilsvarende antal tynde metalplader, så ville bilfabrikkerne gå i stå midt på året. Hvis der planlægges et bestemt antal biler, og der ikke planlægges en tilsvarende mængde benzin, så ville også det betyde et brud på sammenhængen mellem de berørte brancher. I sådanne tilfælde gør loven om planmæssig og proportional udvikling af nationaløkonomien sig bemærket på en alvorlig måde. Når den ikke krænkes, sætter den sig roligt til rette og dens adresse forbliver ukendt - den er overalt og ingen steder. I almindelighed mærker man alle love, når de krænkes, og det går ikke ustraffet for sig. Loven om planmæssig udvikling af nationaløkonomien viser mangelen på samordning mellem brancherne. Den kræver, at alle nationaløkonomiens elementer er i fuld gensidig overensstemmelse og udvikler sig proportionalt i forhold til hinanden. Fejlene i planlægningen korrigeres af loven om planmæssig udvikling af nationaløkonomien. (…) n