Thi kendes for arbejderklassens ret!

Onsdag den 4. november startede Ribus appelsagen mod Peter Kleist Christiansen og John Andersen ved Vestre Landsret i Esbjerg.

Dybest set en latterlig afledningsretssag med anklager, som skal forsøge at legitimere terrorfængslingen under Ribuskonflikten. Påståede anklager der bl.a. går ud på at Peter og John skulle være bagmænd for hærværk mod bl.a. bybussernes dæk, trusler om vold mod politiet med en fane og til ulovlig plakatophængning. Intet er for småt i et desperat forsøg på at fastholde billedet af de "hærværksgeneraler" som landsretten besluttede at gidselfængsle på ubestemt tid under Ribus konflikten.

Retssagen står også i grel modsætning til, at der 3 år efter overhovedet ikke er rejst retssag mod de, der på Rømø blev taget på fersk gerning i færd med at forøve hærværk mod en af skruebrækkernes biler. Et hærværk den tidligere politiagent Thomas Kjær erkender var politiinspireret og skulle danne baggrund for fængslingen under konflikten.

Det er også tankevækkende, at det ikke har været muligt for politiet at komme nærmere afdækningen af hærværket mod kendte offentlige personers bolig ikke mindst det vanvittige brandforsøg mod Laurits Tørnæs hus.

Forud for retssagens start kl. 11 blev Peter og John mødt med en solidarisk hilsen af en demonstration anført af over 100 fagforeningsfaner fra hele landet .

Efterfølgende var der solidaritetsmøde i Mønstringshuset, hvor bl.a. den tidligere isolationsfængslede havnearbejder Karl Jørgensen holdt tale og trak paralleller til hans sag ovenpå den langvarige havnearbejderkonflikt.

En demonstration og demonstrationsmøde arrangeret af LO Esbjerg og LO Ribe Amt …

Over hele landet følges appelsagen nøje af arbejderne. Forventningen til en retfærdig dom – dvs. fuldstændig frifindelse – er selvfølgelig små. Klassejustitsen er velkendt. Men dommere og politikere skal vide, at arbejderklassen aldrig glemmer sine forkæmpere, sine martyrer. Og at en stadfæstelse af klassedommene aldrig vil blive betragtet som retfærdighed.

De hidtidige forløbne retsmøder har været skåret over samme læst som ved byretten.

Af de få vidner anklageren har trukket i retten er der faktisk ikke to som har været samstemmende. Et vidne udtalte, at han havde underskrevet forhørsrapporten med udsagn imod Peter Kleist Christiansen for at få fred. Et vidne mente overhovedet ikke at have set Peter Kleist. Men konfronteret med underskriften på forhørstrapporten konkluderede han, at så må det vel have været sådan.

Det fremgik også at det havde været meget magtpåliggende for den gennemgående forhørsleder Søren B. Thomsen (som også havde været oppasser for den tidligere politiagent Thomas Kjær), at forsøge at få placeret ansvaret på Peter Kleist Christiansen.

En sammenrullet fane blev næsten betragtet som mordvåben og den pågældende betjent udtalte at det kun var på grund af andre demonstranter, at han ikke havde skudt Peter Kleist Christiansen.

Denne episode – også denne! – var selvfølgelig videooptaget. Peter Kleist gjorde ingen udfald. Der var ikke den fjerneste basis for brug af skydevåben. Politimanden var ifølge egen indrømmelse lige ved at skyde. Altså lige ved at begå mord.

Så langt ude var det morderiske Esbjerg politi.

Hele sagen giver klare mindelser fra havnekonflikten, hvor to havnearbejdere blev lokket til at påstå deres formand var bagmand til brandstiftelse af et pakhus under havnekonflikten. Dette betød langvarig isolationsfængsling. Afregningen for den langvarige havnekonflikt var igang.

Først da de to havnearbejdere frafaldt sigtelsen og fortalte de var lokket til det, blev Karl Jørgensen sat på fri fod.

Tilstedeværelsen i retsbygningen gav også associationer til en anden nylig retssag i Esbjerg byret som påviser den borgerlig ret som en klassedomstol. Lemlæstelse af en afrikaner på et dansk skib og efterfølgende kastet ud på åbent hav i hajfyldt farvand takseres ikke højt, og fandt ikke megen bevågenhed i de offentlige medier, ej heller en hurtig retsbehandling. Sagen blev betragtet som legembeskadigelse.

Vedkommende havde jo også udsat rederen for unødig forsinkelse og tab af fragtrater.

Klarlæggelsen af politiets efterretningsvæsens ulovlige aktiviteter, socialdemokratiets registrering af kommunister og fagligt aktive og overdragelse af dette materiale til staten peger på at politiets brug af agentvirksomhed kun er toppen af isbjerget

Samlet kan det ikke undgå at få en til at tænke på, at det havde været ideelt om arbejderklassens harme og krav om retfærdighed kunne være sammenfattet i arbejderklassens domstol. En folketribunal, hvor kompetente autoritative og solidariske personer kunne komprimere og brændmærke Overdanmarks sammensværgelse , bringe nye aktstykker frem og fælde sin dom: