I de sene 70eres revolutionære sinkeskole – "Ollerup-klunserne" kaldet – optoges en af pladserne af en vis Mikkel Plum, søn af en af VS’ stiftere, arkitekten Harald Plum. Der sværmede man for Gotfred Appels teser om, at den danske arbejderklasse som helhed var bestukket af imperialismen og at en socialistisk revolution ikke var mulig hverken i Danmark eller de øvrige imperialistiske lande. Til gengæld syntes man godt om en Pol Pot i Kampuchea. Disse bizarre fremtoninger var uden enhver betydning i den kommunistiske bevægelse eller på venstrefløjen i almindelighed. Ukendte og isolerede.

Den betydning, de ikke havde i virkelighedens verden, tildeles de til gengæld i dag i rig målestok af de borgerlige medier. Den forstyrrede Plums flæbende selvbekendelser har udviklet sig til en uendelig stribe anklager mod 70ernes venstrefløj og den kommunistiske bevægelse for at dyrke "vold" og "terror". Som kvittering er han udnævnt til "sandhedsvidne" om 70ernes venstrekræfter. Kvaliteten er meget lav. Plum er ikke bare en nyttig idiot for borgerskabet, han er, hvis han bedømmes udfra sin skribentvirksomhed og TV-fremtoning, idiot i enhver henseende.

Hans bog Bombarder hovedkvarteret! er kommet som på bestilling i en situation, hvor der er blevet løftet en lille flig for antikommunismens og efterretningsvæsenernes ulovligheder, provokationer og forbryderiske planer mod venstrekræfterne – og i særdeleshed kommunisterne .

Plums bog er usædvanlig talentløs, ustruktureret og usammenhængende, mestendels et kollageagtigt sammenbryg af citatklip fra 70ernes venstrefløjspolitikere og organisationer, der angiveligt skulle dokumentere deres voldsfanatisme og terrordyrkelse.

Plum fremstiller sin bog som en fortsættelse af en anden professionel dansk antikommunists makværk, professor Bent Jensens "Stalinismens fascination",. Samme Jensen gør honnør ved i Jyllands-Posten at betegne Plums bog som "fremragende" – "en blanding af erindring og dokumentation af den kollektive galskab og blodrus…"

"Og dem skulle PET ikke holde øje med?", spørger professoren retorisk.

En anden antikommunistisk professor, den tidligere VS-"leninist" Claus Bryld, har benyttet lejligheden til at slå et slag for, at "venstrefløjen" letter sin samvittighed og aflægger en slags kollektiv selvkritik for sine revolutionære vildfarelser og bidrager til festlighederne med følgende:

"Hvad kunne jeg og mine kammerater være kommet ud i? Hvis nu vi blevet besat af russerne, hvad kunne der så være sket? Har vi så rene hænder, at vi kan sige, vi ikke ville have kollaboreret?"

Brylds far var fremtrædende nazist og blev dømt for landsforræderi. Sønnen nøjes med at stille det nyttige spørgsmål, om 60’ernes-80’ernes venstrefløj ikke i virkeligheden var potentielle landsforrædere.

Pia Kjærsgård afviste under folketingsdebatten enhver PET-undersøgelse ved at slynge denne svinske anklage ud, mens de fleste andre borgerlige ordførere nøjes anføre den endnu ikke udkomne bog af Mikkel Plum som bevis på berettigelsen af PETs ulovlige venstrefløjsfascination. Landsforræderi-anklagen fik Enhedslistens Frank Aaen til – på partiet DKPs vegne - at fare i harnisk, forlange undskyldning eller retssag, og igen og igen spørge, om der nogensinde var en eneste DKPer, der var blevet dømt for spionage for Sovjetunionen.

Da fru Kjærsgård kunne meddele, at DKP/ML i sit program talte om voldelig revolution, kunne DKPeren Aaen og SAPeren Søndergård belære hele landet om, at der skam var forskel på DKP og DKP/ML!

Dette er fakta: de marxistisk-leninistiske kommunister, herunder DKP/ML, havde aldrig nogen som helst, officielle eller uofficielle, forbindelser med det revisionistiske Sovjetunionen, landene i Warschawapagten eller partierne i den prosovjetiske, såkaldt internationale kommunistiske bevægelse, men betragtede USA og Sovjetunionen som imperialistiske supermagter. En sovjetisk besættelse af Danmark var ingen sandsynlig mulighed – men ville selvfølgelig blive bekæmpet. Den amerikanske kontrol med landet og dets udenrigspolitik og militær var derimod en realitet.

De kartoteker, som under besættelsen blev udleveret til Gestapo, blev efter det danske NATO-medlemskab udleveret til CIA. Samarbejdet med Gestapo var et landsforræderi, som ingen er dømt for. Hvad er samarbejdet med CIA?

Ved en sovjetisk besættelse ville DKP utvivlsomt være gået i stumper og stykker. Ville nogen have kollaboreret? Utvivlsomt. Heriblandt sikkert en Claus Bryld.

Det er lykkedes antikommunismen at udløse kannibalisme på venstrefløjen. Aaens og Søndergaards afgrænsning til de marxistisk-leninistiske kommunister ligner stikkeri: Dér har PET nogen at registrere. Dér har Kjærsgård noget at gribe fat i!

De berømte sidste linjer i Det kommunistiske Manifest lyder således: