Registrering, der dræbte

Det var en af de smukkeste sommerdage, Danmark havde oplevet i mange år. Søndag morgen den 22. juni 1941 drog skarer af danske politifolk, i nogle tilfælde eskorteret af tyske soldater, ud for at anholde danske kommunister. Efter nøje udarbejdede navnelister, som byggede på sikkerhedspolitiets registreringer af lovlig politisk virksomhed, indfangede de emsige politifolk i første omgang 339 mennesker, heraf 192 i provinsen. Det var første gang i Danmark, at oplysningerne i de hemmelige kartoteker gjorde virkelig gavn for magthaverne. Det kom til at koste dyrt i menneskeliv, men ingen blev draget til ansvar.

Det politiske politis registreringer resulterede efterfølgende i talrige andre anholdelser, langvarig indespærring i koncentrationslejren i Horserød ved Helsingør og i fængsler. Derefter fulgte deportationer til tyske lejre og tugthuse. De menneskelige tab herved løb op i 34 dræbte eller myrdede. Også under den tyske besættelse var det forholdsvis lille kommunistiske parti hovedfjenden for socialdemokratiets og de borgerlige partiers forenede front. Det skyldtes, at det var ledende i den antinazistiske modstandskamp imod de "gamle" partiers samarbejdspolitik og indordningen under det nazistiske Tyskland. DKP måtte i kraft af krigen og frihedskampen notere et samlet tab på over 150 menneskeliv.

Klapjagten på kommunisterne den 22. juni 1941 var et led i det tyske overfald på Sovjetunionen denne dato og var et vendepunkt i historien. Verden blev aldrig den samme. Hitler-Tyskland havde udløst Anden Verdenskrig ved overfaldet på Polen den 1. september 1939, men blev slået efter hårde kampe med utallige ofre og store ødelæggelser. Sammen med sine allierede, USA og Storbritannien m.fl., befriede Sovjetunionens røde hær Europas folk

Tyskernes operation "Barbarossa" imod Sovjetunionen indledtes med en moderne udrustet hær på over 4 mill. mand, 3500 kampvogne, 4000 fly og 50.000 kanoner.

Mens tyskerne skyllede over den polsk-sovjetiske grænse med retning mod Leningrad, Moskva og Kiev, blev danske embedsmænd kaldt til rådslagning med de tyske diplomater og officerer, der stod i spidsen for at gøre Danmark til et nazistisk lydland.

Statsminister Thorvald Stauning, der telefonisk var blevet underrettet, gav tilslutning til de tyske krav, der om natten var fremsat af gesandt (ambassadør) Cecil von Renthe-Fink. De gik bl.a. ud på, at der skulle iværksættes en arrestationsbølge imod kommunisterne. Også de tre folketingsmedlemmer skulle bringes under lås og slå, selv om man herved krænkede deres "grundlovssikrede parlamentariske immunitet", dvs. at man ikke kan fængsles eller retsforfølges.

Tyskerne mødte frem med et kartotek, der indeholdt kort på 66 personer, som de tyske nazister krævede indespærret. Det viste sig senere, at navne- og andre oplysninger var udleveret af danske politi. Men mange sider af affæren blev aldrig klarlagt trods store, officielle kommissionsundersøgelser. Der var slet ikke tale om at gøre ansvar gældende over for hverken politikere eller politifolk Ð trods de mange menneskeofre, krænkelser af love, selvbestaltede aktioner osv.

Den 22. juni viser, at de danske politikere ikke lå på den lade side og selv sørgede for at arrestere omkring fem gange flere kommunister end tyskerne havde krævet, nemlig 339 personer.

Trods denne smertelige Åreladning lykkedes det ikke at lamme det kommunistiske parti, selv om den socialdemokratisk ledede samlings regerings forræderiske handling var et hårdt slag. Her bør læseren bemærke, at slaget var rettet direkte imod den eneste politiske bevægelse, som bekæmpede besættelsesmagten og dens danske håndlangere. De borgerlige politiske partiers historiske rolle og ubændige had over for alle, der kunne forstyrre idyllen og kræve samfundsmæssige forandringer i socialistisk retning, blev for alvor sat i relief. Den demokratiske fernis krakelerede, og partierne afslørede sig i al deres nøgne, brutale og hensynsløse undertrykkende virksomhed.

Deres handlinger skal ses i sammenhæng med skærpet udbytning, især fra det store landbrugs vedkommende. Med villig hjælp fra socialdemokratiet og de øvrige blokpartier havde partiet Venstre i realiteten fået frie hænder til at optræde som det lystede. Der var tale om en hidtil uset skærpelse af klassekampen. Mange mennesker fik her nyttig anskuelsesundervisning i et rent klassediktaturs udskejelser.

Når virrehoveder har hævdet, at kommunisterne i begyndelsen af besættelsen sad med hænderne i skødet, er det rent nonsens. Og hvis det var rigtigt, havde der jo slet ikke været grund til at bure dem inde. Sandheden er nærmere, at alt for mange arbejdere og andre progressive lod sig manipulere og lulle i søvn af samarbejdsfolkenes enstonige sang om at nu var alle var i samme båd. Det var dem, som søgte at spænde ben for den aktive modstandsholdning.

Dyrtid, arbejdsløshed, rationeringer, sociale lovforringelser, økonomiske sjakalers berigelsestogter og meget andet var med til at skabe en fælles vilje til positive ændringer, og dette smeltede efterhånden sammen til en effektiv og militant modstand imod hele samarbejdspolitikken og dens faktiske rolle som fødselshjælper og håndlanger for tyskernes undertrykkende politik og udplyndringen af landet.

Også denne opslutning omkring modstandsfolkenes holdninger søges sat i parantes eller er helt fraværende i det billede, som samvittigheds- og historieløse "historikere" søger at tegne.

Først et par måneder efter den første store kommunistjagt blev der af et enstemmigt (!) folketing vedtaget en grundlovsstridig "lov", som siden gik under navnet "kommunistloven". Den bestemte Ð med tilbagevirkende kraft Ð at hvis "samfundet" kunne forvente, at en person i fremtiden måske ville udøve "kommunistisk virksomhed", kunne justitsministeriet beslutte at internere vedkommende på ubestemt tid. Efter direkte opskrift fra det nazistiske Tyskland. Det var kun en formssag, at en interneringskendelse skulle forelægges en dommer. I virkeligheden var der tale om ren vilkårlighed, og ryggesløse embedsmænd og politikere fik hånds- og halsret over folk, der ikke havde forbrudt sig. "Kommunistloven" trådte i kraft den 22. august 1941. Fra den dag havde de samarbejdende politikere meldt Danmark ud af den civiliserede verden.

Politikernes opslutning omkring nazisternes krigspolitik blev straks efter kommunistjagten "fejret" ved at regeringen efter forhandlinger med tyskerne rent faktisk gjorde sig til Tysklands partner i krigen. I en officiel erklæring udtalte regeringen:

I presse, radio m.v. fejrede antikommunismen triumfer. "Komintern" var betegnelsen for Kommunistisk Internationale, en sammenslutning af kommunistiske partier, som bl.a. havde udarbejdet det politisk betydningsfulde program for skabelsen af en folkefront imod fascismen. Den 25. november 1941 tilsluttede Danmark sig den imperialistisk pagt, som under navnet Antikominternpagten var oprettet af Tyskland, Italien og Japan, og som tilsigtede en nyopdeling af verden med bl.a. kolonier til deltagerne. Pagtens medlemsstater talte fascistiske lande som Ungarn, Spanien, Rumænien og Slovakiet. Det følgagtige Danmark var havnet i et så obskurt selskab, at det i København kom til de første Åbne protestdemonstrationer. De blev dog hurtigt slået ned af "ordensmagten". Staterne forpligtede sig bl.a. til "afværgeforanstaltninger" imod Kominterns "opløsningsarbejde" og til fælles "bekæmpelse af kommunismen".

Danmarks deltagelse i denne sammensværgelse kan betegnes som kronen på værket over den socialdemokratisk/borgerlige politik i Danmark under besættelsen. Den er et ganske illustrerende udtryk for klassekampen og dens vilkår på den tid. Som så meget andet dengang var der kun få nuancer i det politiske liv, og de personlige fejder og intriger havde kun ringe udfoldelsesmuligheder. Hovedfarverne var rød og sort. Enten for eller imod modstandskamp. Det var det store, samlende spørgsmål - eller det modsatte.

Efter kommunistlovens vedtagelse udspandt der sig ligefrem en kappestrid om, hvem der var den første, største og bedste antikommunist. Den "demokratiske presse" førte an.

Vestsjællands Social-Demokrat skrev triumferende: "Blandt de politiske partier her i landet har socialdemokratiet i Årtier været ene om at føre kampen mod Sovjetunionen ... Nu er der mange, der lufter deres afsky for kommunismen ... vi anede knapt, at de eksisterede ..."

Det højreorienterede Nationaltidende erklærede, at det altid havde betragtet kommunisterne som Danmarks og andre kultursamfunds allerfarligste fjende og altid havde gjort skarpest mulig front imod kommunismen ... "... det var først og fremmest konservative stemmer, som krævede forbud mod kommunismen".

I Rigsdagen havde den konservative Mussolini-tilbeder Ole Bjørn Kraft ved "kommunistloven"s vedtagelse erklæret, at nu skete der kommunisterne det, de længe havde trængt til.

I december 1941 kom den tidligere socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke - manden, som bl.a. gik ind for racehygiejne - på banen. Han udbasunerede i bladet Socialisten, at forbudet imod kommunisterne var af "demokratisk" karakter, og det glædede ham, at "selv de, der i Årevis havde lefle med kommunisterne, stemte for deres ulovlighed og udryddelse."

De Samvirkende Fagforbund, dvs. datidens LO, iværksatte landet over en heksejagt på "kommunistiske tillidsmænd". I parantes bemærket ramte aktionen også faglige aktivister. "Kommunist" var at betragte som en fællesbetegnelse for alle oppositionelle og "uønskede". Med forskellige mere eller mindre fine metoder, lige fra henstillinger og "overtalelser" til trusler om fyring eller angiveri osv. skete der en omfattende udrensning på mange arbejdspladser.

I sommeren 1943 tilvejebragtes den store vending med et stærkt stigende antal meget følelige sabotager, der gav næring til kampviljen og til den holdning, at danskerne ikke skulle stå uden for det store opgør, men selv yde en indsats for at lægge nazismen i graven og vinde selvrespekten og friheden. Det var under de givne forhold overordentligt modigt og politisk modent, at titusinder af arbejdere og andre strømmede til komplet ulovlige strejkemøder og offentlige folkemøder i Odense, Ålborg, Århus, Esbjerg og andre steder. I flere af disse protestmøder var deltagerantallet på 20.000 og mere. Det hele kulminerede med folkestrejker, som den 29. august 1943 sluttede med, at den pro-tyske regering måtte indse, at den ikke kunne regere videre, men måtte nedlægge sin funktion. Den trådte dog ikke tilbage, fordi medlemmerne så ikke kunne få udbetalt løn. Der blev gennemført det lille trick, at kongen lagde regeringens demissionsbegæring i skuffen. En samling af departementschefer kom derefter til at fungere som en slags forretningsministerium, mens "de gamle" sad i kulissen og trak i trådene.